Ældretennis sat i system i Greve

Med vedholdende arbejde, dedikerede frivillige og et simpelt koncept, har Greve Tennisklub over en årrække opbygget en blomstrende +60 afdeling, med mere end 300 medlemmer.

Opskriften er ganske enkel, og den er ikke blevet ændret meget henover de 15 år, hvor man i Greve Tennisklub hvert eneste år har igangsat minimum et nyt +60-hold. Der annonceres to uger i træk i den lokale avis, en frivillig fra klubben tager imod tilmeldinger, svarer på spørgsmål og modtager deltagerbetalingen – og så er man klar til start. Her stiller klubben en dygtig træner til rådighed til seks gange træning, som altid er efterfulgt af mad og drikke serveret af én eller flere frivillige fra klubben. Når træningsforløbet er slut, booker klubben baner til det nystartede hold for resten af sæsonen, og der vælges en holdkaptajn, som herefter er koordinator og kontaktperson for det nye +60-hold.

Sportschef i Greve Tennisklub Kim Bau Andersen, der har været med hele vejen som menigt medlem, frivillig og træner siger om rejsen:

” Vi er meget stolte af nu at have 15 forskellige ældretennishold i klubben. Det er en god påmindelse om, at vedholdenhed og kontinuitet betaler sig. Derudover er det skægt, at der fra det første hold fortsat er 7-8 spillere tilbage, selvom de nu alle har passeret de 80 år.”

Den store tilgang over årene betyder, at man i klubben har en problemstilling, som man ikke oplever mange steder; nemlig, at det stort set ikke er til at få en bane i klubben imellem kl. 9 og 15, da de 15 forskellige ældretennishold henover ugen optager størstedelen af anlægget. Klubben forsætter dog ufortrødent med konceptet, og har i år hele 15 nye spillere i gang med at lære spillet at kende.