Det danske Billie Jean King Cup-hold led et 3-0 nederlag til Slovakiet i deres første kamp ved Billie Jean King Cup Qualifiers nogensinde. Lørdag har Danmark en ny chance for at jagte en sejr, når USA venter.
De danske kvinder har spillet deres første landskamp ved Billie Jean King Cup Qualifiers i Bratislava. Danmark mødte fredag Slovakiet i en dyst om at kvalificere sig til Billie Jean King Cup Finals, der spilles i september i kinesiske Shenzhen.
Det er første gang, Danmark er med så langt fremme i den verdensomspændende landsholdsturnering, og fredag lød det på slovakisk modstand. Og modstand blev det. Trods gode danske aktioner blev det til et 3-0 nederlag.
Svendsen tæt på sensationen
Den danske Billie Jean King Cup-kaptajn, Jens Anker Andersen, havde valgt, at Danmarks 2. single skulle spilles af Rebecca Munk Mortensen. Hun stod overfor Viktoria Hruncakova. Og selvom den 18-årige dansker gav god modstand, var Hruncakova for stærk til sidst. Det blev et nederlag i to sæt 6-4, 6-3 til danskeren.
Johanne Svendsen var næste dansker i aktion. Danmarks 1. single skulle op mod verdens nummer 37, Rebecca Sramkova i sin kamp. Svendsen, der selv ligger nummer 698 på verdensranglisten, gav sin modstander kamp til stregen. Efter første sæt blev tabt i tiebreak, tog Svendsen revanche og snuppede 2. sæt. Sramkova trak fra i tredje sæt og kunne lukke kampen foran et jublende publikum.
Trods to nederlag skulle doublen spilles, da alle kampe tæller med i det samlede regnskab i Billie Jean King Cup Qualifiers. Og til at stå for den havde den danske kaptajn valgt Emilie Francati og Laura Brunkel. Doublen skulle helt ud i tredje sæt, før slovakkerne kunne tage deres tredje sejr på hjemmebane efter godt ni timer sammenlagt.
Lørdag møder Danmark USA i den anden kamp ved Billie Jean King Cup Qualifiers.
Reaktioner fra danskerne:
Rebecca Munk Mortensen
- ”Jeg synes, at det var en virkelig fed oplevelse at få lov til at spille herinde. Selvfølgelig havde jeg håbet, at jeg kunne gå ind og lave underdog-resultatet inden kampen, men min modstander gjorde det virkelig svært for mig, hun servede utrolig godt gennem hele kampen. Jeg havde rigtig svært ved at få returerne i spil, fordi hun bare ramte alle hjørnerne, føltes det som. Men jeg syntes, at lige så snart jeg fik bolden i spil, så var det mig, der var ovenpå.”
- ”Det var en virkelig fed oplevelse at få lov til at spille på en bane med så mange mennesker. Trods at vi er på udebane, synes jeg, at de heppede godt og heppede med måde. Det var virkelig fedt at spille”
Johanne Svendsen
- ”Det var en vild kamp og en meget lang kamp. Den bølgede meget frem og tilbage og jeg kom meget nervøst fra start. Jeg tror lige, at jeg skulle vænne mig til kulissen og at publikum er imod en. Det var lidt svært, men da jeg fandt mig selv, der hjalp adrenalinen også en lille smule. Men alt i alt en sindssyg kamp, og jeg er meget stolt af mig selv”
Jens Anker Andersen
- ”Jeg er meget tilfreds med, hvordan alle fire piger spillede. Vi spiller to rigtig gode singler og en rigtig god double. Jeg er ærgerlig over, at vi ikke vinder en kamp, men jeg synes, at de spillede godt, så jeg er tilfreds.”
Billeder kan downloades
Billeder fra DM i tennis kan downloades gratis og bruges redaktionelt. Krediter med ”Foto: Dansk Tennis Forbund”.
https://public.skyfish.com/p/dansktennisforbund/2515679
Kampprogram og resultater
Fredag
- Rebecca Munk Mortensen – Viktoria Hruncakova 4-6, 3-6
- Johanne Svendsen – Rebecca Sramkova 6-7, 7-5, 3-6
- Emilie Francati/Laura Brunkel – Viktoria Hruncakova/Tereza Milhalikova 6-7, 7-5, 1-6
Lørdag fra kl. 15
- Danmarks 2. single – USA’s 2. single
- Danmarks 1. single – USA’s 1. single
- Double
Danmarks trup
Johanne Svendsen
Født: 15. maj 2004 (20 år)
Klub: KB
Rangering: 698
Billie Jean King Cup-debut: 2022
Rebecca Munk Mortensen
Født: 1. november 2005 (18 år)
Klub: KB
Rangering: 773
Billie Jean King Cup-debut: 2022
Laura Brunkel
Født: 15. maj 2006 (18 år)
Klub: KB
Rangering: 1044
Billie Jean King Cup-debut: 2024
Emilie Francati
Født: 24. juni 1997 (27 år)
Klub: Gentofte
Rangering: Ikke rangeret
Billie Jean King Cup-debut: 2015
Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen
OM BILLIE JEAN KING CUP
Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i Billie Jean King Cup Qualifiers om en plads i Billie Jean King Cup Finals, der er det ypperste i kvindelig landsholdstennis med deltagelse af otte nationer. Finals spilles i den kinesiske by Shenzhen.
I Billie Jean King Cup Qualifiers i 2025 mødes tre nationer og spiller alle mod alle over tre dage. Hver landskamp består af to singler efterfulgt af en double. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Vinder Danmark puljen med Slovakiet og USA, kvalificerer Danmark sig til Billie Jean King Cup Finals i november. Bliver Danmark nummer to eller tre, skal holdet igen spille Billie Jean King Cup Play-Offs til november. Dog mod to nationer, og ikke kun en som mod Mexico i 2024.
FORSTÅ BILLIE JEAN KING CUP-SYSTEMET
Hvert år er en ny sæson i Billie Jean King Cup-sammenhæng. Det ypperste er Billie Jean King Cup Finals, der fra 2025 har deltagelse af otte nationer. Finals spilles i november som en vind eller forsvind-turnering.
2025 er et overgangsår, fordi det internationale tennisforbund slanker Finals fra 12 til otte hold. I april 2025 spilles der kvalifikationskampe (qualifiers) til Billie Jean King Cup Finals, hvor tre nationer er samlet i et enkelt land. Alle møder alle. Det bedste af de tre hold kvalificerer sig til Finals. De to andre skal spille Billie Jean King Cup Play-Offs i november efter samme model som i qualifiers.
Samtidig med qualifiers spilles der Group I i Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania på niveauet lige under. Oprykkerne fra Group I i henholdsvis Europe/Africa, Americas og Asia/Oceania spiller Play-Offs i november 2025.
Team sponsor: STATE drinks