Rebecca Munk Mortensen sikrede det danske hold en stærk start ved Billie Jean King Cup Play-Offs, men Mexico vendte opgøret på hovedet og sikrede sig en samlet sejr på 2-1. Lørdag har Danmark en ny chance for at jagte en sejr, når Canada venter.

Det danske Billie Jean King Cup-hold fik en dramatisk og intens start på weekendens gruppeopgør i Monterrey, hvor Danmark fredag mødte værtsnationen Mexico på udendørs hardcourt. Trods en fornem dansk åbning endte det med et samlet nederlag på 2-1.
Opgøret kunne ses direkte på tv-kanalen SPORT LIVE, der viser Danmarks kampe i Mexico. Lørdag møder Danmark Canada i den anden kamp ved Billie Jean King Cup Play-Offs.
Tætte kampe
Danmark og Mexico stod senest overfor hinanden i Farum sidste år, hvor de danske kvinder spillede deres første hjemmekamp nogensinde. Dengang blev det til en samlet dansk sejr. Denne gang var marginalerne imidlertid på mexicansk side.
Danmark 2. single, Rebecca Munk Mortensen, lagde ellers flot ud og leverede en stærk præstation, da hun sikkert besejrede Mexicos Victoria Rodriguez med cifrene 6-4, 6-4 og bragte Danmark foran 1-0.
Herefter skulle Johanne Svendsen følge trop, da hun stod over for Renata Zarazua, der er nummer 70 i verden. Svendsen spillede sig foran med 7-5 i første sæt, men Zarazua fandt et højere niveau frem og vendte opgøret til mexicansk sejr på 5-7, 6-3, 6-3.
Med stillingen 1-1 skulle doublen afgøre opgøret. Her spillede Svendsen og Munk Mortensen en tæt kamp mod det rutinerede mexicanske par Renata Zarazua og Giuliana Olmos. Selvom danskerne gjorde deres for at lægge pres på mexicanerne, var det ikke nok i de afgørende bolde. Mexico sikrede sejren på hjemmebane med cifrene 6-3, 7-5.
Turneringen spilles som et gruppespil mellem Danmark, Mexico og Canada fra 14.–16. november. Vinderen kvalificerer sig til Billie Jean King Cup Qualifiers 2026, mens de to øvrige nationer rykker ned i den regionale Group I.
Reaktioner fra danskerne:
Rebecca Munk Mortensen
”Min sejr betyder rigtig meget for mig. Vi ved, hvor vigtigt det er at få point til holdet her, så at jeg kunne starte hele opgøret ud med at sikre Danmarks første point, det var rigtig fedt og en fed oplevelse.”
”Det er virkelig stort at kunne få lov til at repræsentere Danmark. Der er altid nerver på, når jeg skal spille landskampe, men jeg er glad for, at jeg overkom dem og fik leveret en sejr til holdet.”
”Jeg gik ind til kampen og forsøgte at forholde mig roligt og gøre det, vi har arbejdet på til træning hele ugen, og så synes jeg, at jeg var god til at holde min gameplan. Det kørte i dag”
Jens Anker Andersen
”Vi får en fantastisk start med Rebeccas kamp, og holdet viser virkelig fightervilje hele dagen. Små marginaler afgør det i dag, og vi tager mange gode ting med videre til Canada-kampen.”
Billeder kan downloades
Billeder fra Billie Jean King Cup kan downloades gratis og bruges redaktionelt. Krediter med ”Foto: Dansk Tennis Forbund”.
Kampprogram og resultater
Fredag – Danmark vs. Mexico
- Rebecca Munk Mortensen – Victoria Rodriguez 6-4, 6-4
- Johanne Svendsen – Renata Zarazua 7-5, 3-6, 3-6
- Johanne Svendsen/Rebecca Munk Mortensen – Renata Zarazua/Giuliana Olmos 3-6, 5-7
Lørdag – Danmark vs. Canada
- Danmarks 2. single – Canadas 2. single
- Danmarks 1. single – Canadas 1. single
- Double
Kampen kan ses på SPORT LIVE fra kl. 22.55 dansk tid.
Den danske trup
Johanne Svendsen
- Født: 15. maj 2004 (21 år)
- Klub: KB
- Rangering: 554
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
Rebecca Munk Mortensen
- Født: 1. november 2005 (20 år)
- Klub: KB
- Rangering: 652
- Billie Jean King Cup-debut: 2022
Emma Kamper
- Født: 25. juni 2004 (21 år)
- Klub: Gentofte
- Rangering: 1170
- Billie Jean King Cup-debut: Mulig debut
Laura Brunkel
- Født: 13. maj 2006 (19 år)
- Klub: KB
- Rangering: 1295
- Billie Jean King Cup-debut: 2024
Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen
Team sponsor: STATE drinks
Program for Billie Jean King Cup i Mexico
- Fredag den 14. november kl. 16 (lokal tid): Mexico vs. Danmark – To singler efterfulgt af en double
- Lørdag den 15. november kl. 16 (lokal tid): Danmark vs. Canada – To singler efterfulgt af en double
- Søndag den 16. november kl. 16 (lokal tid): Mexico vs. Canada – To singler efterfulgt af en double
Kampen om oprykning
- I alt syv grupper spiller Play-Offs i uge 46, og kun de syv gruppevindere rykker videre til Qualifiers i 2026.
- Puljen i Monterrey bliver dermed en nøgleopgave for det danske landshold, som i de seneste år har taget markante skridt frem internationalt.
OM BILLIE JEAN KING CUP
- Hvert år er en ny sæson i Billie Jean King Cup-sammenhæng. Det ypperste er Billie Jean King Cup Finals, der har deltagelse af otte nationer. Finals spilles i september som en vind eller forsvind-turnering.
- Det danske Billie Jean King Cup-hold spiller i november Billie Jean King Cup Play-Offs om en plads i Billie Jean King Cup Qualifiers 2026, der er det næstøverste niveau i kvindelig landsholdstennis.
- I Billie Jean King Cup Play-Offs i 2025 mødes tre nationer og spiller alle mod alle over tre dage. Hver landskamp består af to singler efterfulgt af en double. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
- Vinder Danmark puljen med Mexico og Canada, kvalificerer Danmark sig til Billie Jean King Cup Qualifiers i 2026. Bliver Danmark nummer to eller tre, skal holdet spille Billie Jean King Cup Group I i Europe/Africa.