BJK Cup: Danmark taber til Tyrkiet

Selvom Sofia Samavati vandt et sæt mod Tyrkiets bedste spiller, måtte det danske Billie Jean King Cup-hold se sig slået i dets første af fire gruppekampe i Antalya.

Sofia Samavati var på en hård opgave i sin landsholdsdebut.

Mandag tog det kvindelige landshold i tennis hul på årets udfordringer i Billie Jean King Cup. Første opgave i Europe/Africa Group I var Tyrkiet, som havde fordel

Den danske trup består af lutter debutanter, så det stod på forhånd klart, at der mindst skulle uddeles to landskampsnåle for første optræden i Billie Jean King Cup-sammenhæng. Det blev en svær debut for danskerne.

21 års rutine

I dagens første kamp var 17-årige Johanne Svendsen op imod den bundrutinerede Pemra Özgen. Den 35-årige tyrker fik debut i Billie Jean King Cup helt tilbage i 2001 og har spillet hvert år siden.

Den rutine blev afgørende i kampens indledning, hvor Svendsen hurtigt kom bagud med 4-0. Danskeren kom på tavlen og reducerede til 4-2, inden Özgen lukkede sættet til 6-2.

Også i andet sæt stak Pemra Özgen igen af. Hun kom foran 5-1, men Johanne Svendsen gav ikke op og reducerede til 5-3. Herefter fulgte et langt serveparti i danskerens serv med fordele til begge spillere. På sin tredje matchbold fik Özgen dog lukket kampen, inden det for alvor blev tæt.

Sæt til Samavati

Så var det op til Sofia Samavati at holde liv i håbet om en dansk sejr. Hun mødte Tyrkiets bedste kort, Ipek Öz, der ligger nummer 267 på verdensranglisten – mere end 200 pladser foran Samavati.

Öz kom foran med et tidligt break i første sæt. Men nede 3-5 kom Samavati op på 5-5. Desværre brød tyrkeren straks serv og vandt efterfølgende sit eget serveparti rent til sætsejr på 7-5.

Ved 3-2 i andet sæt og 40-40 i Ipek Öz’s serv blev kampen afbrudt på grund af regn. Efter flere timers pause og en tur tilbage på hotellet kom Sofia Samavati bedst ud efter regnvejret.

Hun slog til og vandt andet sæt med 6-4. Det var imidlertid Ipek Öz, som løb med kampen, da hun vandt afgørende sæt med 6-2.

Tredje debutant

Dermed var Billie Jean King Cup-kampen afgjort inden doublen. Her blev det til den tredje landsholdsdebut for Danmark, da Rebecca Munk Mortensen kom ind ved siden af Johanne Svendsen.

De mødte en tyrkisk duo bestående af Ipek Öz og Berfu Cengiz. Danskerne tabte første set relativt nemt med 6-2. Men siden fik de to teenagere bedre fat. Andet sæt blev hevet i land med 6-4, hvorefter der stod Dannebrog på det meste. 6-1 i afgørende sæt, og Rebecca Munk og Johanne Svendsen er på tavlen med deres første sejre på landsholdet.

Det var overskud til smil efter kampen mod Tyrkiet. Jens Anker Andersen, Rebecca Munk Mortensen, Johanne Svendsen, Sofia Samavati og Anne Dorthe Madsen (fys.).

Natacha Schou er på grund af sygdom ikke rejst til Antalya. Næste opgave for Danmark er allerede i morgen, hvor Serbien venter kl. 9 dansk tid.

OM BILLIE JEAN KING CUP

Danmark spiller i Europe/Africa Group I, der er det tredjehøjeste landskampsniveau for kvinder.

De enkelte holdkampe spilles over en dag og afgøres bedst af tre kampe – første to singler og til sidst en double. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Turneringsformat

Tre hold rykker op. To hold rykker ned. 11 hold i to puljer. I puljerne spilles der alle mod alle fra mandag til fredag. Puljevinderne rykker op. Puljetoerne spiller mod hinanden om oprykning. Puljetreerne spiller placeringskamp. De to nederste i hver pulje spiller mod hinanden (sidst i pulje A mod næstsidst i pulje B og omvendt). Taberne af de opgør rykker ned.

Resultater og kampprogram

Mandag

Danmark – Tyrkiet 1-2

  • Johanne Svendsen – Pemra Özgen 2-6, 3-6
  • Sofia Samavati – Ipek Öz 5-7, 6-4, 2-6
  • Johanne Svendsen/Rebecca Munk Mortensen – Ipek Öz/Berfu Cengiz 2-6, 6-4, 6-1

Tirsdag

Danmark – Serbien

Onsdag

Danmark – Ungarn

Torsdag

Danmark – Estland

Fredag

Danmark sidder over

Lørdag

Op- eller nedrykningskamp

Danmarks trup til Billie Jean King Cup

Sofia Samavati

  • Født: 14. februar 2000 (22 år)
  • Klub: Holte
  • Rangering single: 484

Johanne Svendsen

  • Født: 15. maj 2004 (17 år)
  • Klub: Hørsholm Rungsted
  • Rangering single: 1168
  • Rangering juniorverdensranglisten: 25

Rebecca Munk Mortensen

  • Født: 1. november 2005 (16 år)
  • Klub: KB
  • Rangering juniorverdensranglisten: 109

Billie Jean King Cup-kaptajn: Jens Anker Andersen

Team sponsor: STATE drinks

Fakta om Billie Jean King Cup

  • Spilles i Europe/Africa Group I
  • Sted: MTA Tennis Academy i Antalya, Tyrkiet
  • Dato: 11.-16. april 2022
  • Underlag: Grus