Stortalentet Clara Tauson gjorde sig i 2020 bemærket ved sin grand slam-debut ved at slå verdens nummer 25 i første runde. Det resultat har været med til at gøre, at hun er kåret til Årets Tennisspiller 2020 af Dansk Tennis Forbund.
Hør Clara Tauson fortælle om top-100-skalpe og nerver ved Billie Jean King Cup i ovenstående video.
For andet år i træk kan Clara Tauson kalde sig Årets Tennisspiller. Det står klart, efter hun vandt en afstemning blandt en jury af danske sportsjournalister. Foruden Clara Tauson var Holger Rune og Billie Jean King Cup-holdet (det kvindelige landshold red.) nomineret til prisen af Dansk Tennis Forbund.
”Jeg synes, at det var nogle gode nominerede i år. Så jeg er glad for at have vundet,” siger Clara Tauson.
Højdepunktet i 2020 var uden tvivl Roland Garros, hvor hun kvalificerede sig til hovedturneringen efter tre sejre i kvalifikationen. I 1. runde slog hun i en maratonkamp Jennifer Brady (WTA: 25), der senest havde været i semifinalen ved US Open, inden 2. runde blev endestationen.
Den præstation gjorde stort indtryk på formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen.
”Clara fik i 2020 sat en tyk streg under, at man skal regne med hende i international tennis mange år frem. Især hendes turnering ved Roland Garros kulminerende med sejren over Jennifer Brady var imponerende. Derfor er det også fortjent, at hun for andet år i træk kan kalde sig Årets Tennisspiller,” siger han.
Hul på top-100-bylden
Når Clara Tauson ser tilbage på 2020, var der også en anden sejr, der har betydet noget ekstra. Efter de åbne fransk mesterskaber spillede hun et par turneringer i USA. Undervejs slog hun amerikaneren Shelby Rogers (WTA: 58) i en meget tæt kamp med 5-7, 7-5, 6-3.
”Det var en god kamp for mig, fordi det var en rigtig lang kamp mod en erfaren og dygtig spiller, der lige havde været i kvartfinalen ved US Open på samme underlag, som vi spillede på. Så jeg var meget tilfreds med den sejr,” siger Clara Tauson.
Både tidligere år og tidligere i 2020-sæsonen havde Clara Tauson spillet lige op med spillere fra top-100. Men hver gang måtte hun forlade banen i taberens rolle. Hun vedkender sig, at det begyndte at rumstere i hendes tanker.
”Selvfølgelig er det noget, man lige tænker over, når man har spillet så tæt med et par stykker uden at have fået hul på bylden. Så da jeg vandt den første, var det helt klart en stor lettelse. Det var helt klart vigtigt for mig at få de to kampe sidste år, hvor jeg spillede mod rigtig dygtige spillere og viste, at jeg kan spille i lang tid med dem – og også slå dem til sidst,” siger Clara Tauson.
Artiklen fortsætter under billedet.
Glæder sig til slams
Clara Tauson startede 2020 som nummer 267 på verdensranglisten og hoppede mere end 100 pladser frem til 152 ved årets udgang. Det amerikanske fænomen Cori Gauff er eneste yngre spiller med en bedre rangering end Clara.
2021 har budt på en blandet start med en tidlig exit ved kvalifikationen til Australien Open, som blev afholdt i Dubai. Clara Tauson kom stærkt igen med en turneringssejr i De Forenede Arabiske Emirater, inden hun denne uge nåede 2. runde i en $60.000-turnering i Frankrig.
Den 18-årige ser frem til at spille en masse turneringer i år, hvis coronavirussen tillader det.
”Jeg glæder mig mest til at spille grand slams’ene, som jeg håber bliver spillet – forhåbentlig i de lande, hvor de normalt bliver spillet i,” siger hun om højdepunkterne for 2021.
Næste opgave bliver dog under lidt mindre prominente kår. Efter planen deltager Clara Tauson nemlig i en $25.000-turnering i Grenoble, som spilles fra 8.-14. februar.
Sidste ti års vindere af Årets Tennisspiller:
- 2019, Clara Tauson
- 2018, Caroline Wozniacki
- 2017, Caroline Wozniacki
- 2016, Caroline Wozniacki
- 2015, Caroline Wozniacki
- 2014, Caroline Wozniacki
- 2013, Caroline Wozniacki
- 2012, Frederik Løchte Nielsen
- 2011, Caroline Wozniacki
- 2010, Caroline Wozniacki
Se listen med alle tidligere vindere her.