Årets junior vil spille alle slams

Elmer Møller tager hul på sit sidste år som junior med titlen Årets Juniortennisspiller 2020 i baggen. Den 17-årige vandt prisen foran Johanne Svendsen og Rebecca Munk Mortensen.

Elmer Møller (Århus 1900) har vundet prisen som Årets Juniortennisspiller 2020. Prisen afgøres af en jury af danske sportsjournalister, der har stemt mellem tre kandidater, der var nomineret af Dansk Tennis Forbund.

Foruden Elmer Møller var Johanne Svendsen (HRT) og Rebecca Munk Mortenen (KB) nomineret.

2020 bød på junior grand slam-debut for Elmer Møller, da hans juniorverdensranglisteplacering gav ham adgang til Roland Garros i efteråret. Undervejs i året var han fremme som nummer 40 på ranglisten.

Han sluttede året som nummer 59. Men kun 20 spillere i verden fra Elmers årgang eller yngre lå foran ham. Hans bedste turneringsresultat på juniortouren var en kvartfinale i en grade 1-turnering i Malaysia.

Den 17-årige har taget hul på sit sidste år som junior og ligget i øjeblikket nummer 22 på juniorverdensranglisten.

”Elmer arbejder målrettet med sin tennis fra sin base på Good to Great Tennis Academy i Stockholm. Det er bestemt ikke hverdagskost i dansk tennis at have så højt rangerede spillere på juniorverdensranglisten. Derfor glæder jeg mig meget til at følge ham i 2021, hvor han forhåbentlig får mulighed for at lave nogle gode resultater ved junior grand slams,” siger Jens Anker Andersen, der sportschef i Dansk Tennis Forbund.

Langsigtet træning

Elmer Møller fik overbragt nyheden om, at han var blevet årets junior på telefon, da han befinder sig i Stockholm.

”Ej, hvor fedt,” ryger det ud af ham.

Ligesom for alle andre var 2020 et specielt år. Corona-virussen fik has på langt hovedparten af årets internationale juniorturneringer.

”Det har været et år, hvor man virkelig har skullet omjustere mange gange. Man skulle vænne sig til nye udmeldinger, og at situationen hele tiden ændrede sig. Man kunne ikke planlægge så meget og gå efter bestemte turneringer,” siger han.

Der har ikke været andet for end at prøve at få det bedste ud af det. Og det har Elmer Møller forsøgt.

”Det har været muligt at arbejde mere langsigtet i træningen, fordi der har været en del mere træningstid og ikke så mange turneringer. Så jeg har kunnet fokusere lidt mere i dybden med nogle ting i mit spil, som jeg måske ellers ikke havde haft tid til,” siger han.

Serven er det slag, der har fået mest opmærksomhed. Derudover har han arbejdet med sin forhånd og med at være mere aggressiv og komme længere frem i banen. Alle tre ting er essentielle komponenter i spillet, når man er i gang med omstillingen fra junior- til herretennis.

”Det er det sidste år, jeg er junior. Så det giver god mening at blive bedre til det, når jeg ikke er junior så meget længere.”

Vil spille junior grand slams

Coronaen sætter fortsat sit præg på den internationale tenniskalender. Derfor er det ikke muligt for Elmer Møller at sætte sig konkrete mål om ranglisteplacering og turneringsresultater.

”Jeg håbede jo på, at jeg skulle til Australien her i starten af året. Så det er svært at sætte specifikke mål, fordi man ikke ved, hvad man har mulighed for at spille. Jeg vil helt sikkert gerne spille alle grand slams. Men jeg ved ikke, om det bliver muligt,” siger han.

I 2020 blev de åbne franske mesterskaber for første gang spillet om efteråret. Her fik Elmer Møller sin debut ved en junior grand slam. Det blev dog en kort fornøjelse, da han tabte til franskmanden Arthus Fils med 7-5, 6-4 i første runde.

Alligevel har Elmer Møller taget en hel del med fra Paris. Både en stor oplevelse, men også erfaringer, som han håber, kan komme ham til gavn ved junior grand slams i år.

”Det var fedt, at jeg fik muligheden for at spille, selvom det ikke gik, som jeg havde håbet på. Det har forhåbentlig givet mig mere rutine, hvis det bliver muligt at spille sådan nogle turneringer i år,” siger han.

Gode svenske forhold

Denne weekend har Elmer Møller mulighed for at noget tiltrængt kamptræning – om end i noget andre rammer end ved Roland Garros. Han er seedet tre i en svensk vintertour-turnering i Norrköping.

I det hele taget er corona-reglerne i Sverige mindre restriktive end i Danmark. Det har gjort det nemmere for Elmer Møller at holde ambitionerne ved lige, da hans hverdag er på Good to Greats tennisakademi i Stockholm. Her kombineres træning og skolegang.

”Min hverdag er ikke meget forandret i forhold til inden corona. Der var jeg også mest på akademiet. Det er jeg taknemmelig for, at jeg har haft mulighed for. Det er ikke alle, der har kunnet,” siger han.

I mellemtiden kan Elmer Møller krydse fingre for, at hverdagen også snart kan byde på internationale udfordringer for Årets Juniortennisspiller 2020.

Årets Tennisspiller kåres søndag

Clara Tauson og Holger Rune har udelukkende spillet som seniorer i hele 2020 og er derfor ikke i betragtning til prisen som Årets Juniortennisspiller.

Søndag afsløres vinderen af Årets Tennisspiller 2020. De nominerede er Billie Jean King Cup-holdet, Clara Tauson og Holger Rune.

De sidste 10 års vindere af Årets Juniortennisspiller

  • 2019: Holger Rune
  • 2018: Clara Tauson
  • 2017: Clara Tauson
  • 2016: Clara Tauson
  • 2015: U12-landsholdet, der vandt EM inde og ude
  • 2014: Simon Friis Søndergaard
  • 2013: Simon Friis Søndergaard
  • 2012: U13- og U15 landsholdene, der vandt nordisk mesterskab
  • 2011: Emilie Francati
  • 2010: Mai Grage