Clara Tauson kåret som Årets Juniortennisspiller

For tredje år i træk løber Clara Tauson med prisen om Årets Juniortennisspiller, som kåres af Dansk Tennis Forbund.

Clara Tauson fik overrakt prisen af DTF-formand, Henrik Thorsøe Pedersen.

2018 var et imponerende år for stortalentet Clara Tauson. I løbet af året vandt hun fem turneringer på ITF’s juniortour. De største titler var en grade A-turnering i Osaka – niveauet lige under junior grand slams – og europamesterskabet for U18 i Schweiz. Sidstnævnte deltog danskeren endda i på dispensation, da hun hørte til i U16-aldersklassen.

Clara Tausons fremragende 2018 kvalificerede hende til ITF Junior Masters for årets otte bedste juniorer som den yngste i feltet. Her blev hun nummer tre. Samme placering opnåede hun også på juniorverdensranglisten.

På den baggrund blev hun torsdag kåret til Årets Juniortennisspiller 2018 af Dansk Tennis Forbund. Det er tredje år i træk, at den 16-årige vinder den hæder. Caroline Wozniacki, som onsdag blev kåret til Årets Tennisspiller 2018, vandt Årets Juniortennisspiller de første fire år prisen blev uddelt.

”Clara Tauson har leveret et helt eminent flot år i 2018 og er en fortjent vinder af Årets Juniortennisspiller. Det er ikke kun hendes resultater på banen, der imponerer mig. Hele hendes indstilling til sin tennis giver én troen på, at hun kommer til at udrette store ting i fremtiden,” siger formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen, der overrakte prisen til Clara Tauson.

Gylden generation

Årets Juniortennisspiller vælges af en jury bestående af udvalgte danske sportsjournalister. De kunne vælge mellem tre nominerede, der var indstillet af Dansk Tennis Forbund.

Foruden Clara Tauson var de nominerede Holger Nødskov Rune, der som den yngste dansker nogensinde fik debut for seniorernes Davis Cup-hold, og som sluttede året som verdens højest rangerede junior i sin årgang, samt Elmer Møller, der nåede finalen ved U16 EM i Moskva.

Sammen var de to 15-årige drenge desuden rygraden på det danske Junior Davis Cup-hold, der sikrede sig en historisk sjetteplads ved VM for U16 hold, hvor kun verdens 16 bedste nationer deltog. Undervejs i turneringen slog de Frankrigs europamestre.

”Vi er utroligt privilegerede i disse år med flere store talenter. Det er ikke blot godt efter danske standarder – men også i international målestok. Jeg glæder mig meget til at følge dem i 2019 og resten af deres tenniskarriere,” siger Henrik Thorsøe Pedersen.

De sidste ti års vindere af Årets Juniortennisspiller

  • 2017, Clara Tauson
  • 2016, Clara Tauson
  • 2015, U12-landsholdet drenge
  • 2014, Simon Friis Søndergaard
  • 2013, Simon Friis Søndergaard
  • 2012, U13- og U15-landsholdene
  • 2011, Emilie Francati
  • 2010, Mai Grage
  • 2009, Mai Grage
  • 2008, Karen Barritza

Vil du gerne have tennisnyheder direkte i din indbakke? Så tilmeld dig Dansk Tennis Forbunds nyhedsbrev TENNISDANMARK.