Hotelkæden Comwell fortsætter som hotelpartner for Dansk Tennis Forbund og sikrer danske tennis- og pickleballspillere attraktive overnatningsfordele. Samtidig fastholdes navnesponsoratet for Comwell Sommer Tour og Comwell Vinter Tour.

Når Dansk Tennis Forbund i de kommende år afholder store events, bliver det fortsat med Comwells velkendte logo på banderne. DTF og hotelkæden har nemlig valgt at forlænge samarbejdet, der nu løber frem til udgangen af 2027.
Partnerskabet, som blev indledt i 2022, har allerede skabt stor værdi for de mange spillere, trænere og frivillige, der rejser landet rundt for at deltage i turneringer og aktiviteter.
Med forlængelsen fortsætter Comwell som officiel hotelpartner for Dansk Tennis Forbund, og det betyder, at de danske tennis- og pickleballspillere fortsat kan se frem til særligt fordelagtige priser, når de booker overnatninger gennem DTF’s særlige bookinglink, som du finder her.
Salgsdirektør i Comwell, Peter Hansen, glæder sig over, at samarbejdet nu går ind i en ny periode.
“Vi er stolte af at fortsætte vores partnerskab med Dansk Tennis Forbund. Vi ønsker fortsat at bidrage til gode oplevelser – ikke mindst ved at sikre, at spillerne får en bekvem og kvalitetsfyldt indkvartering, når de besøger vores hoteller.”
Også hos Dansk Tennis Forbund er der stor tilfredshed med forlængelsen af aftalen. Og direktør Michael Ask glæder sig over, at medlemmerne fortsat vil kunne få gavn af det gode samarbejde.
“Comwell er en betydningsfuld partner for os, og vi er glade for, at samarbejdet nu fortsætter helt frem til 2027. Comwells fokus på kvalitet, service og gode rammer spiller perfekt sammen med vores ambitioner om at give vores medlemmer de bedst mulige forhold – både på og uden for banen.”
Udover fordelene på overnatning rummer aftalen også et navnesponsorat. Det betyder, at DTF’s store individuelle turneringstilbud udendørs og indendørs fortsat vil hedde Comwell Sommer Tour og Comwell Vinter Tour.
Book din næste overnatning
Som medlem af Dansk Tennis Forbund kan du få 15 procent rabat på overnatning med morgenmad hos Comwell via partneraftalen.