Danmark måtte bukke under for Brasilien

Landsholdsstemningen var helt i top under Davis Cup-kampen i Hillerød mellem Danmark og Brasilien. Desværre udløste det ikke en dansk sejr.

Doublen med Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard solgte sig selv dyrt mod Brasilien. Foto: Allan Høgholm.

Brasilien viste sig som det bedre hold, da sydamerikanerne denne weekend gæstede Danmark i Davis Cup. Fredag havde de bragt sig på 2-0 efter singlerne. Lørdag gjorde de arbejdet færdigt i doublen, inden Danmark fik pyntet på resultatet i en kamp af kosmetisk betydning.

Dermed tabte Danmark kampen i World Group I med cifrene 1-3. Holdet kan nu se frem til at tage et lille skridt tilbage, når den til næste år står på World Group I Play-offs.

Efterfølgende gjorde Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, status.

“Jeg har set et hold, som har givet alt, hvad de havde i posen og leveret en fantastisk indsats for Danmark og det danske tennispublikum. Det var fantastisk stemning. Jeg tror, at alle, der har været her i hallen i den her weekend, har haft en kæmpe oplevelse. Det har vi også. Det eneste ærgerlige er selvfølgelig, at vi må gå her fra med et nederlag,” siger han.

Underdogs

Lørdagens double udviklede sig til et medrivende og velspillet drama. Holger Rune var ikke fit til at hoppe ind i opstillingen, så det blev op til Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard at forsvare de rød-hvide farver.

Modstanderne var Felipe Meligeni Alves og Rafael Matos. Sidstnævnte ligger nummer 44 på verdensranglisten og vandt tidligere i år mix-rækken ved Australian Open.

Men danskerne lod sig ikke kue af, at modstanderne var favoritter. De gik ufortrødent til sagen, så første sæt skulle afgøres i en tiebreak. Her havde danskerne, godt hjulpet på vej af publikum i Royal Stage, marginalerne med sig og vandt med 7-5.

I andet sæt viste brasilianerne klasse og kom på 5-2. Men hverken Ingildsen, Sigsgaard eller publikum gav op. I stedet udlignede danskerne til 5-5. Det var dog forgæves, da brasilianerne nuppede sættet med 7-5 efter en doublefejl fra Johannes Ingildsen.

Den fedeste kamp

Sigsgaard og Ingildsen havde publikum i ryggen hele kampen. Foto: Allan Høgholm.

Starten af afgørende sæt var ikke rar ved den danske duo, der hurtigt kom bagud med 3-0. Men salen sydede til gengæld af henrykkelse, da den tre partier senere stod 3-3. Ved 4-5 i egen serv var Danmark nede med tre matchbolde ved 0-40.

Men Sigsgaard og Ingildsen gav ikke op. I stedet var taget ved at ryge af hallen grundet den enorme jubel, da danskerne kom på 5-5.

Endnu tiebreak måtte der til, inden kampen blev afgjort. Her lukkede brasilianerne kampen på deres sjette matchbold.

Christian Sigsgaard havde store roser til publikum.

”Vi var lidt i tvivl, om der ville komme lige så mange, nu når Holger ikke spillede. Men det var den fedeste stemning, jeg har spillet under. Det hjalp os igennem mange momenter i kampen, og det er fedt, at der kommer så mange danskere og ser tennis,” siger han.

Sigsgaard og Ingildsen er fra samme årgang, så de har kendt hinanden i særdeles mange år. Det var med til at gøre oplevelsen ekstra speciel.

”Det er den fedeste kamp vi har spillet sammen. Vi har spillet sammen, siden vi var 12-13 år gamle, så det er fedt at få lov til at spille Davis Cup sammen med sådan en scene her, hvor der er helt proppet,” siger Christian Sigsgaard.

Elmer Møller bragte Danmark på tavlen

Med Brasilien foran 3-0 blev det bestemt, at femte kamp ikke skulle spilles. Men i fjerde kamp kom Elmer Møller i aktion. Han mødte doublespecialisten Marcelo Demoliner, der spillede sin første singlekamp i Davis Cup for Brasilien.

Elmer Møller fik straks vist, at han var den bedre singlespiller. Han brød straks serv og var i teten igennem hele første sæt, som han vandt med 6-3.

Elmer Møllers stærke returneringer var afgørende mod den netsøgende Marcelo Demoliner. Foto: Allan Høgholm.

Andet sæt blev mere lige og skulle ud i tiebreak. Elmer Møller fik tre matchbolde ved 6-3. Men to gode server fra Demoliner og en dansk doublefejl fik dem ryddet af vejen. I stedet kunne Demoliner tage sættet med 8-6 i tiebreaken.

Da den samlede sejr i Davis Cup-opgøret var på plads, blev afgørende sæt spillet som en matchtiebreak. Her kom Elmer Møllers sig over frustrationen over andet sæts missede matchbolde og vandt sikkert med 10-4. Kampen blev sluttet af med et servees.

”Det var megafedt, at der var så mange, der havde lyst til at blive og se, selvom det var afgjort samlet. Så tak til alle, der kom og støttede,” sagde Elmer Møller.

Næste gang, Danmark skal i aktion ved Davis Cup, er første weekend i februar. Modstanderen findes ved lodtrækning på onsdag. Det vides endnu ikke, om det bliver en ude- eller en hjemmekamp.

Kampprogram og resultater

Fredag

  • Holger Rune – Thiago Monteiro 7-6(4), 6-7(5), 2-6
  • August Holmgren – Thiago Seyboth Wild 4-6, 2-6

Lørdag

  • Johanne Ingildsen/Christian Sigsgaard – Felipe Meligeni Alves/Rafael Matos 7-6(5), 5-7, 6-7(5)
  • Elmer Møller – Marcelo Demoliner 6-3, 6-7(6), 10-4
  • August Holmgren – Thiago Monteiro ikke spillet

Danmarks Davis Cup-trup

Holger Rune

  • Født: 29. april 2003 (20 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 4
  • Rangering double: 577
  • Davis Cup-debut: 2018
  • Bonus: Bedst rangerede danske herre nogensinde

Elmer Møller

  • Født: 9. juli 2003 (20 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 406
  • Rangering double: 1100
  • Davis Cup-debut: 2022
  • Bonus: Dobbelt regerende dansk mester udendørs

August Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (25 år)
  • Klub: Gentofte
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 412
  • Rangering double: 344
  • Davis Cup-debut: 2017
  • Bonus: Har vundet 5 ud af 6 kampe for Danmark i Davis Cup

Christian Sigsgaard

  • Født: 14. marts 1997 (26 år)
  • Klub: Gentofte
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 771
  • Rangering double: 442
  • Davis Cup-debut: 2015
  • Bonus: Har mest Davis Cup-erfaring på holdet med syv optrædener for Danmark

Johannes Ingildsen

  • Født: 1. juli 1997 (26 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 927
  • Rangering double: 569
  • Davis Cup-debut: 2019
  • Bonus: Har vundet 14 professionelle doubletitler de seneste tre år

Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen

AKKREDITERING AF PRESSE

Presse og fotografer, der ønsker at dække Davis Cup-opgøret skal akkreditere sig på forhånd for adgang til kampdagene fredag og lørdag.

Kontakt

Thomas Hansen
Kommunikations- og presseansvarlig
tha@tennis.dk
23 34 77 24

OM DAVIS CUP-KAMPEN

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Kampen foregår i World Group I, der er det næsthøjeste niveau i landskampstennis. Vinder Danmark over Brasilien, spiller Danmark kvalifikation til Davis Cup Finals i februar 2024. Taber Danmark til Brasilien, skal holdet i stedet spille World Group I Play-offs samme tid næste år

Team sponsor: STATE drinks

Tie sponsor: Samsøe Samsøe

Program for Davis Cup-ugen

  • Tirsdag, onsdag og torsdag den 12., 13. og 14 september og: Indledende træningssessioner
  • Torsdag den 14. september kl. 11.30: Holdopstilling, lodtrækning og pressemøde
  • Fredag den 15. september kl. 16: Indmarch efterfulgt af to singler
  • Lørdag den 16. september kl. 12: En double efterfulgt af to singler

FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals med deltagelse af 16 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer i september. Nummer et og to i de fire puljer går videre. Kvart-, semi- og finaler spilles i november.

I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I imod vinderne af World Group I play-offs.

Danmark er to sejre fra at kunne være med ved Davis Cup Finals i 2024.