Danmarks bedste tennisherrer skal 4.-5. marts møde Indien i Davis Cup World Group I play-offs. Kampen spilles på udebane.
*Artiklen er opdateret med citater fra Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen.
Efter tre Davis Cup-sejre på stribe til kaptajn Frederik Løchte Nielsens tropper over Puerto Rico, Thailand og Marokko skal Danmarks bedste tennisherrer til marts spille World Group I play-offs.
Søndag blev marts måneds modstander fundet ved en lodtrækning i forbindelse med Davis Cup Finals i Madrid. Danmark skal møde Indien.
”Det var en af de mere udfordrende lodtrækninger. Indien har et godt og homogent hold med en del singler på nogenlunde samme niveau plus de er utrolig stærke på doublesiden. Så det er en stor udfordring, der venter,” siger Frederik Løchte Nielsen.
De to hold har senest mødt hinanden i 1984, hvor Danmark tabte 3-2 på hjemmebane. Fordi det seneste møde var på dansk grund, er det denne gang Indien, der har fordel af hjemmebane. Sidst Indien spillede på hjemmebane, valgte de at spille på græs.
“Der er ikke nogen tvivl om, at det bliver en stor oplevelse at komme til Indien og spille. Det var netop en af de opgaver, jeg personligt havde set frem til at få, da Davis Cup-systemet blev gjort mere globalt, så vi ikke hele tiden fik de samme kampe mod de europæiske hold. Jeg glæder mig utrolig meget til at se, hvad vi kan gøre mod dem, og tror, at det kan blive en god tur, der kan give en masse erfaring til drengene mod en traditionsrig Davis Cup-nation,” siger Frederik Løchte Nielsen.
Indien havde også skandinavisk modstand i deres seneste optræden. Her tabte de 3-1 på udebane i Finland.
Det store asiatiske land har en fremragende historie i Davis Cup, hvor holdet hele tre gange – i 1966, 1974 og 1987 – nåede helt til finalen. Alle tre gange blev det dog til nederlag.
OM DAVIS CUP-KAMPEN
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.
Kampen spilles i World Group I play-off. Vinderen skal i efteråret spille World Group I, der er det næsthøjeste niveau i landsholdstennis. Taberen spiller i World Group II i efteråret.
FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET
Davis Cup er verdensmesterskabet for herrelandshold i tennis. Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals, der spilles i slutningen af året med deltagelse af 16 nationer.
I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I mod vinderne af World Group I play-offs.
Hvis Danmark vinder hele vejen – kampen mod Indien i World Group I play-offs i marts, World Group I i efteråret 2022 og kvalifikationskamp i foråret 2023 – vil holdet være med ved Davis Cup Finals i 2023.