Med en sjetteplads fik Danmark sin bedste placering nogensinde ved Junior Davis Cup. På sidstedagen i Budapest tabte det danske hold til Japan.
Holger Nødskov Rune, Elmer Møller og Oskar Brostrøm Poulsen, der sammen med holdkaptajn Lars Christensen har forsvaret de danske farver ved Junior Davis Cup, endte på en samlet sjetteplads.
Det er det bedste resultat nogensinde for et dansk hold ved turneringen, der er verdensmesterskabet for U16-drengehold i tennis. Kun en enkelt gang tidligere – nemlig i 1997 – har Danmark overhovedet kvalificeret sig til turneringen. Den gang var holdets største navn Kristian Pless.
Søndag havde Danmark mulighed for at erobre femtepladsen mod Japan. Japanerne havde ligesom danskerne vundet deres indledende pulje med maksimumpoint, og undervejs blandt andet slået Italien, som blev Danmarks banemænd i kvartfinalen.
I dagens første kamp stod Elmer Møller over for Shintaro Mochizuki, som er placeret mere end 100 pladser foran danskeren på juniorverdensranglisten. Det møde slap Mochizuki bedst fra, da han først vandt et tæt første sæt i tiebreak for siden at vinde andet sæt med 6-3.
Også Holger Nødskov Rune måtte se sig slået i sin single. Modstanderen var den et år ældre Shunsuke Mitsui. Danskeren kom bedst fra start og vandt første sæt med 6-3. Men der fra gik alt japanerens vej og han vandt de to næste sæt med 6-2, 6-0.
Med en 2-0 føring kunne Danmark ikke længere hente Japan. Derfor blev den sidste double ikke spillet.
Vinder af Junior Davis Cup blev Spanien, der i finalen besejrede Frankrig med 2-1. Spaniens bedste kort var Carlos Alcaraz Garfia, som i sommer vandt det individuelle U16-EM i Moskva. Her slog han undervejs Holger Nødskov Rune og i finalen Elmer Møller.
Resultater
Kamp om 5.-pladsen: Danmark – Japan 0-2
- Elmer Møller – Shintaro Mochizuki 7-6(3), 6-3
- Holger Nødskov Rune – Shunsuke Mitsui 6-3, 2-6, 0-6
Placeringskamp: Danmark –Storbritannien 2-1
- Oskar Brostrøm Poulsen – James Pinnigton-Jones 0-6, 5-7
- Elmer Møller – Felix Gill 1-6, 7-5, 6-4
- Elmer Møller/Holger Nødskov Rune – Felix Gill/ James Pinnigton-Jones 6-4, 6-3
Kvartfinale: Danmark – Italien 0-3
- Elmer Møller – Flavio Cobolli 6-3, 6-2
- Holger Nødskov Rune – Lorenzo Musetti 7-6(5), 3-6, 4-6
- Elmer Møller/Oskar Brostrøm Poulsen – Flavio Cobolli/Luca Nardi 2-6, 6-4, 6-10
Puljekamp: Danmark – Uruguay 2-1
- Elmer Møller – Juan Martin Fumeaux 5-7, 7-5, 6-4
- Holger Nødskov Rune – Francisco Llanes 2-6, 4-6
- Holger Nødskov Rune/Elmer Møller – Francisco Llanes/Juan Martin Fumeaux 6-1, 6-4
Puljekamp: Danmark – Australien 2-1
- Elmer Møller – Tai Sach 6-7(2), 7-5, 5-7
- Holger Nødskov Rune – Chen Dong 6-3, 6-1
- Holger Nødskov Rune/Elmer Møller – Tai Sach/Cooper White 0-6, 6-3, 10-1
Puljekamp: Danmark – Frankrig 2-1
- Elmer Møller – Lilian Marmousez 4-6, 0-6
- Holger Nødskov Rune – Harold Mayot 7-5, 6-0
- Holger Nødskov Rune/Elmer Møller – Harold Mayot/Lilian Marmousez 6-3, 7-6 (5)
Det danske hold
Holger Nødskov Rune
- Klub: HIK
- Født: 29. april 2003 (15 år)
- Juniorverdensranglisten: 63
Elmer Møller
- Klub: Skovbakken
- Født: 9. juli 2003 (15 år)
- Juniorverdensranglisten: 268
Oskar Brostrøm Poulsen
- Klub: Gentofte (bor i Helsingør)
- Født: 15. januar 2002 (16 år)
- Juniorverdensranglisten: 1747
Holdkaptajn: Lars Christensen
Om Junior Davis Cup
Junior Davis Cup er verdensmesterskabet for U16 drengehold. Lige som sidste år spilles turneringen på grus i Budapest sideløbende med Junior Fed Cup, som er den tilsvarende turnering for piger.
Junior Davis Cup har deltagelse af verdens 16 bedste nationer. Turneringen har været afholdt hvert år siden 1985, men kom først til at hedde Junior Davis Cup i 2002. Det er første gang, at Danmark er kvalificeret under det nye navn – og første gang i det hele taget siden 1997. Danmark er med via en sjetteplads i den europæiske kvalifikation.
Format
Hver holdkamp består af to singler og en efterfølgende double.
Holdene er delt ind i fire indledende puljer, hvor fra de to bedste nationer går videre til kvartfinalerne. De to øvrige spiller placeringskampe.
Ugeprogram 24. – 30. september
- Mandag: Træning og lodtrækning
- Tirsdag: Puljekamp mod Frankrig (vundet 2-1)
- Onsdag: Puljekamp mod Australien (vundet 2-1)
- Torsdag: Puljekamp mod Uruguay (vundet 2-1)
- Fredag: Kvartfinale mod Italien (tabt 3-0)
- Lørdag: Placeringskamp mod Storbritannien (vundet 2-1)
- Søndag: Kamp om 5./6.-pladsen mod Japan (tabt 2-0)
Deltagende nationer
Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Danmark, Frankrig, Hong Kong, Italien, Japan, Marokko, Spanien, Storbritannien, Ungarn, Uruguay, USA og Usbekistan.