Danmark vinder 3-1 efter pragtkamp

August Holmgren var helt ustyrlig, da han afgjorde Davis Cup-opgøret mod Marokko. Inden da havde Frederik Løchte Nielsen og Christian Sigsgaard taget sig af doublen.

August Holmgren havde overskud til smil undervejs i Davis Cup-kampen.

Danmark slog Marokko med 3-1 i en Davis Cup-kamp i World Group II knock-out. Stillingen var 1-1 efter lørdagens kampe, men Danmark vandt søndag først en double, inden August Holmgren afgjorde sagerne i single.

Dermed kan Danmark se frem til en play-off kamp i marts om muligheden for avancement til World Group I, der er næsthøjeste niveau i landsholdstennis. Lodtrækningen til World Group I play-offs finder sted næste søndag.

Det afgørende stik for Danmark tog August Holmgren sig af efter en noget nær fejlfri præstation. Med en tårnhøj førsteservsprocent på 84 levnede han ikke mange chancer til Marokkos bedste spiller Elliot Benchetrit, der ellers ligger mere end 400 pladser foran Holmgren på verdensranglisten.

Fra 3-2 til August Holmgren i første sæt lod han ikke Benchetrit vinde så meget som et enkelt parti mere i kampen.

Hør August Holmgrens reaktion efter sin formidable sejr.

Fornøjet kaptajn

Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen var selvsagt meget tilfreds med sin førstesingles præstation.

“Det var så tæt på en perfekt kamp, som det kunne være. Han eksekverede gameplan fra start til slut og holdt ekstremt højt niveau. Så det var en fornøjelse at følge med fra bænken,” siger han.

Frederik Løchte Nielsen er igen blevet bekræftet i, at Danmark på sigt skal gå efter at spille med i Davis Cup Finals, som i øjeblikket afvikles med verdens 16 bedste nationer.

“Med de gutter, vi har, er det uambitiøst at have et mindre ambitionsniveau end det. På trods af vi er uden vores to højest rangerede spiller i den her uge, bliver der stadig leveret på et godt niveau. Jeg kan ikke se, at vores drenge skal blive andet end bedre over de næste par år. Så jeg er ekstremt positiv,” siger Frederik Løchte Nielsen.

Se interview med Frederik Løchte Nielsen, hvor han gør samlet status.

Double-debut til Sigsgaard

Til søndagens indledende double havde Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, foretaget en taktisk udskiftning i danskernes doubleopstilling. Således stod Christian Sigsgaard ved Løchtes side i stedet for Johannes Ingildsen. Det blev samtidig Christian Sigsgaards første double i Davis Cup-sammenhæng.

De to møde den marokkanske duo Elliot Benchetrit og Lamine Ouahub. Den kamp blev vundet af danskerne med to gange 6-4. I begge sæt kom parrene på 4-4, hvorefter det danske par holdt serv til 5-4. Og i begge sæt satte Løchte og Sigsgaard det afgørende tryk, da det virkelig galt.

“Jeg synes, at vi spiller rigtig godt hele vejen igennem. Det var sindssygt fedt at spille, og jeg har spillet god double de sidste par turneringer. Når man så spiller med Fred, ved man, at man bare skal gøre sin del, og så skal han nok klare resten. Han er en af verdens bedste doublespillere. Det er en ære at spille med ham,” siger Christian Sigsgaard.

Da den endelige sejr til Danmark lå fast, ønskede Marokko ikke at spille den femte kamp i Davis Cup-opgøret.

Resultater

Lørdag

  • Elliot Benchetrit – Christian Sigsgaard 7-6, 3-6, 6-2
  • Lamine Ouahub – August Holmgren 6-4, 2-6, 4-6

Søndag

  • Elliot Benchetrit/Lamine Ouahub – Christian Sigsgaard/Frederik Løchte Nielsen 4-6, 4-6
  • Elliot Benchetrit – August Holmgren 2-6, 0-6
  • Lamine Ouahub – Christian Sigsgaard IKKE SPILLET

OM DAVIS CUP-KAMPEN

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Kampen er en såkaldt ’knock-out’ i World Group II, der er det tredjehøjeste niveau i landsholdstennis. Vinder Danmark over Marokko, rykker Danmark et niveau op og skal i marts 2022 spiller World Group I play-offs. Taber Danmark til Marokko, bliver det til endnu et år i World Group II.

FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals, der spilles i slutningen af året med deltagelse af 16 nationer.

I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I mod vinderne af World Group I play-offs.

Hvis Danmark vinder hele vejen – kampen mod Marokko, World Group I play-offs i marts, World Group I i efteråret 2022 og kvalifikationskamp i foråret 2023 – vil holdet være med ved Davis Cup Finals i 2023.

Danmarks Davis Cup-trup

August Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (23 år)
  • Klub: Gentofte
  • Rangering single: 808
  • Davis Cup-debut: 2017

Christian Sigsgaard

  • Født: 14. marts 1997 (24 år)
  • Klub: Gentofte
  • Rangering single: 888
  • Davis Cup-debut: 2015

Johannes Ingildsen

  • Født: 7. januar 1997 (24 år)
  • Klub: KB
  • Rangering single: 1008
  • Rangering double: 809
  • Davis Cup-debut: 2019

Frederik Løchte Nielsen

  • Født: 27. august 1983 (38 år)
  • Klub: Lyngby
  • Rangering double: 94
  • Davis Cup-debut: 2003

Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen

Team sponsor: STATE drinks

Fakta om Davis Cup-kampen

  • Spilles i World Group II knock-outs
  • Sted: Royal Tennis Club de Marrakech, Marrakesh, Marokko
  • Dato: 27. – 28. november 2021
  • Underlag: Grus