Danmarks herrelandshold i aldersklassen 70+ vandt verdensmesterskabet med en finalesejr på 2-1 over Sverige.
Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen har talt om en gylden generation, der er på vej frem med Holger Rune og Elmer Møller i spidsen. Men de 16-årige stortalenter er bestemt ikke den eneste gyldne generation i dansk tennis.
I den anden ende af aldersspektret begik fire herrer en imponerende bedrift. Danmarks landshold i aldersklassen 70+ gik hele vejen ved verdensmesterskabet i kroatiske Umag. VM for hold i M70, som aldersklassen kaldes internationalt, hedder også Jack Crawford Cup efter den australske legende, som i 1933 vandt Australian Open, Roland Garros og Wimbledon.
Det danske hold bestod af Claus Pedersen, Jørn Harder, Frans Nørby og Kasper Rud. Holdet vandt deres indledende pulje efter sejre over Storbritannien og Norge.
Danmark var oversidder i kvartfinalen og mødte i semifinalen USA, der havde slået Canada. Her var de danske singler på dagen, Claus Pedersen og Kasper Rud, mest standhaftige i to tresæts sejre, hvorfor den afsluttende double kun var af kosmetisk betydning.
I finalen stod Danmark overfor naboerne fra Sverige. Frans Nørby tog sig relativt sikkert af andensinglen, som blev spillet først, med 6-3, 6-3. Svenskerne svarede dog stærkt igen med en sejr til Torsten Hansson på 6-4, 6-3 over Kasper Rud.
Så skulle det hele afgøres i herredouble, hvor Danmark gav genvalg til singlespillerne. I en meget tætspillet finale holdt Nørby og Rud nerverne i ro og kunne række hænderne i vejret efter en sejr på 6-4, 7-5.
I denne uge fortsætter VM-løjerne med de individuelle mesterskaber. Frans Nørby og Kasper Rud er både med i single og sammen i double. Danmark er desuden repræsenteret i 65+, 80+ og 85+.