Dansk Davis Cup-kamp udsættes

Landsholdene i tennis vil på grund af corona komme væsentligt mindre i aktion frem til 2022. Det er konsekvensen af en række udsættelser, som det internationale tennisforbund har været nødsaget til at effektuere som følge af corona-pandemien.

Mikael Torpegaard og resten af Davis Cup-holdet må væbne sig med tålmodighed inden næste landskamp. Foto: Morten Olsen

Kort inden Danmark blev lukket ned på grund af corona-pandemien, slog de danske Davis Cup-herrer stensikkert Puerto Rico på hjemmebane i Holbæk. Sejren kvalificerede holdet til en kamp i World Group II mod Thailand, som skulle være spillet 18.-19. september på hjemmebane i år.

Den kamp og alle øvrige Davis Cup-aktiviteter udskydes til 2021. Det har det internationale tennisforbund (ITF) besluttet. Begrundelsen skal findes i coronakrisen, som stadig raser mange steder i verden.

Danmarks opgør mod Thailand skal enten spilles i marts eller september. Det vil blive afgjort på et senere tidspunkt.

”Vi havde en god oplevelse i Holbæk, og vi havde set frem til endnu en god hjemmebanekamp. Så det er selvfølgelig ærgerligt,” siger Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen.

”Det mest ærgerlige er årsagen til, at det er udsat – at verden stadig har store udfordringer med med corona. For mig er det ikke uventet. Jeg har hele tiden troet, at det som minimum blev udsat til senere i år. Det virker ekstremt uoverskueligt at skulle have Davis Cup-kampe rundt omkring i verden,” tilføjer han.

Med beslutningen om at udskyde Davis Cup-kampen står det også klart, at landsholdet kun kommer i aktion en enkelt gang i 2021. I normale år spiller holdet to gange om året.

Fed Cup-holdet må også vente

Damelandsholdet i Fed Cup rykkede tidligere på året op fra Europe/Africa Group II til Group I ved en turnering i Finland. Men på grund af udsættelser i Fed Cup-turneringen kommer holdet først i aktion igen i 2022, når turneringen vender tilbage til sin årlige form.

Det er konsekvensen af udsættelsen af den nyoprettede The Fed Cup Finals, hvor verdens 12 bedste hold oprindeligt skulle have dystet i Budapest i april måned. The Fed Cup Finals er udsat til april 2021.

Læs den fulde nyhed om Davis Cup fra ITF.

Læs den fulde nyhed om Fed Cup fra ITF.