Davis Cup: Danmark presset efter nederlag i doublen

Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann kunne ikke stille meget op mod en velspillende sydafrikansk duo. Nu er Danmark tvunget til at vinde søndagens to singler, hvis de skal vinde weekendens Davis Cup-opgør.

3-6, 0-6, 4-6. Cifrene var så overbevisende, som de lyder, da den danske Davis Cup-double med Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann lørdag fik ørerne i maskinen. Sydafrikanerne Raven Klaasen og Ruan Roelofse viste sig fra deres allerbedste side og var hele tiden et skridt eller to foran.

Det startede egentlig godt, da danskerne tilspillede sig tre breakbolde ved stillingen 2-2 i første sæt. Men den sydafrikanske duo fik afværget, og i det efterfølgende parti tabte Frederik Løchte Nielsens sin serv. Derfra cruisede Klaasen og Roelofse til en sætsejr på 6-3.

Andet sæt blev langt værre for det danske makkerpar. Sydafrikanerne var i total kontrol og vandt sættet med 6-0. Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann kom bedre med i tredje sæt, men ved 2-2 blev Frederik Løchtes serv brudt endnu en gang.

De uhyre velspillende Klaasen og Roelofse fortsatte deres magtdemonstration og lukkede kampen med 6-4 i sidste sæt.

”Det var spil til ét mål. De spiller godt og laver ingen nemme fejl. Vi har ikke mange breakbolde, og mange af de servepartier, som vi rent faktisk vinder, går til 40-40. I stedet for at acceptere at de spiller godt og så hæve vores niveau, bliver vi lidt kuet,” siger Frederik Løchte Nielsen.

Håbet lever
Efter dagens nederlag er Danmark nu tvunget til at vinde begge singler søndag, hvis drømmen om oprykning til Europa/Afrika Gruppe I skal blive en realitet. I den første skal Frederik Løchte Nielsen spille mod Lloyd Harris, mens Benjamin Hannestad i den potentielt altafgørende femte kamp står over for Nik Scholtz.

Kampene søndag spilles klokken 12 i Ceres Arena i Aarhus. Udover at følge Davis Cup-matchen i hallen vises alle kampe også live på DR3.

Danmark
Frederik Løchte Nielsen, Lyngby, 34 år, nummer 557 på single-verdensranglisten, nummer 331 på double-verdensranglisten.

Benjamin Hannestad, KB, 20 år, nummer 1.094 på single-verdensranglisten, nummer 1156 på double-verdensranglisten.

Søren Hess-Olesen, Skovbakken, 26 år, nummer 996 på single-verdensranglisten.

Thomas Kromann, HIK, 30 år, urangeret.

Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen, sportschef i DTF/træner Jens Anker Buus.

Sydafrika
Lloyd Harris, 20 år, nummer 230 på single-verdensranglisten, nummer 832 på double-verdensranglisten.

Nik Scholtz, 26 år, nummer 402 på single-verdensranglisten, nummer 509 på double-verdens-ranglisten.

Raven Klaasen, 34 år, nummer 18 på double-verdens-ranglisten.

Ruan Roelofse, 27 år, nummer 143 på double-verdensranglisten.

Davis Cup-kaptajn Marcos Ondruska.

Resultater
Fredag den 15. september
Frederik Løchte Nielsen – Nik Scholtz 6-4, 6-2, 6-3
Benjamin Hannestad – Lloyd Harris 6-7(4), 0-6, 5-7

Lørdag den 16. september
Frederik Løchte Nielsen/Thomas Kromann – Raven Klaasen/Ruan Roelofse 3-6, 0-6, 4-6

Program for søndag
Søndag den 17. september kl. 12.00: 2 singler
Frederik Løchte Nielsen – Lloyd Harris efterfulgt af Benjamin Hannestad – Nik Scholtz

Spillested: Ceres Arena, Aarhus.