Davis Cup-holdet klar til oprykningskamp

Frederik Løchte Nielsen, Thomas Kromann, Søren Hess-Olesen og Benjamin Hannestad er af Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen udtaget til oprykningskampen mod Sydafrika i Europa/Afrika Group II. Davis Cup-kampen finder sted d. 15.17. september i Ceres Arena i Aarhus.

I weekenden d. 15.-17. september møder Danmark Sydafrika i Davis Cup-oprykningskampen i Ceres Arena i Aarhus. Vinderen af kampen rykker op i Europe/Africa Zone Group I, mens taberen forbliver i gruppe II.

Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen forventer et intensivt oprykningsopgør mod Sydafrika:

“Vi har spillet os i en oprykningskamp mod Sydafrika, som vi glæder os utrolig meget til. For et par år siden spillede vi os op i Europa/Afrika Group I, og det vil vi gøre alt for at gøre igen i år. Sydafrikanerne kommer med et stærkt hold og er på papiret favoritter, men vi tror på vores chance, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde kampen. Vi glæder os derfor til at spille i Ceres Arena i Aarhus d. 15.-17. september, hvor vi håber på rigtig god opbakning fra tilskuerne,” siger Kenneth Carlsen.

Danmarks ankermand med 31 Davis Cup-nomineringer i bæltet, 34-årige Frederik Løchte Nielsen, er p.t. placeret som nummer 552 på single-verdensranglisten. Danmarks næstmest rutinerede spiller, Thomas Kromann, fik landsholdsdebut i 2008 og har 23 Davis Cup-nomineringer med i bagagen.

Den mindre erfarne del af Davis Cup-truppen består af Søren Hess-Olesen og Benjamin Hannestad, som har hhv. 3 og 2 Davis Cup-nomineringer på bagen.

Mikael Torpegaard og Christian Sigsgaard har ikke kunnet få fri fra deres collegeforpligtigelser i USA, hvilket har indsnævret Carlsens muligheder i udtagelsesfasen.

Davis Cup-truppen, Danmark

  • Frederik Løchte Nielsen, Lyngby, 34 år, 552 på single-verdensranglisten, 224 på double-verdensranglisten.
  • Søren Hess-Olesen, Skovbakken, 26 år, 996 på single-verdensranglisten.
  • Benjamin Hannestad, KB, 20 år, 1.092 på single-verdensranglisten.
  • Thomas Kromann, HIK, 30 år, urangeret.
  • Kaptajn: Kenneth Carlsen

Sydafrika udtog d. 22. august deres trup til kampen mod Danmark. Truppen er den samme som tidligere i år spillede mod Estland og Slovenien.

Davis Cup-truppen, Sydafrika

  • Lloyd Harris, 231 på single-verdensranglisten, 644 på double-verdensranglisten
  • Nik Scholtz, 402 på single-verdensranglisten, 505 på double-verdens-ranglisten
  • Raven Klaasen, 15 på double-verdens-ranglisten
  • Ruan Roelofse, 142 på double-verdensranglisten
  • Kaptajn: Marcos Ondruska

Program for Davis Cup-ugen

  • 11.-14. september: Indledende åbne træningssessioner, Ceres Arena
  • Torsdag d. 14. september: Lodtrækning og pressemøde kl. 13.00, Dokk1, Aarhus
  • Fredag d. 15. september: To singler bedst af fem sæt fra kl. 15.00
  • Lørdag d. 16. september: En double bedst af fem sæt kl. 13.00
  • Søndag d. 17. september: To singler bedst af fem sæt fra kl. 12.00

Køb din billet til Davis Cup kampen via Ticketmaster.


Fakta om Davis Cup-kampen

  • Oprykningskamp mod Sydafrika i Europa/Afrika Group II om oprykning til Europa/Afrika Group I
  • Ceres Arena, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C
  • 15.-17. september 2017
  • Bold: HEAD ATP
  • Underlag: Hard Court – Rebound Ace Synpave
  • Broadcaster: Davis Cup-kampene vises live på DR3

Læs mere om Davis Cup på www.daviscup.com

Presseakkreditering
Kontakt venligst Berit Bek, (40 12 97 08), via e-mail: bhb@dif.dk.
Fremhæv medie og fulde navn.