Davis Cup-holdet mod Mexico er udtaget

Davis Cup-holdet må undvære Holger Rune, når Danmark den 3. og 4. februar skal forsøge at besejre Mexico på udebane i Davis Cup.

August Holmgren (ATP: 296) er bedst rangerede dansker i truppen mod Mexico. Foto: Allan Høgholm.

I ugen efter Australian Open skal det danske Davis Cup-hold i aktion igen. Opgaven hedder Mexico på udebane i World Group I Play-offs og gælder en plads på næsthøjeste niveau i landsholdstennis til september.

Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen har udtaget fire spillere, der skal forsvare de rød-hvide farver på tennisstadion i Guadalajara. Holdet består af August Holmgren, Elmer Møller, Johannes Ingildsen og Philip Hjorth. Sidstnævnte er udtaget for første gang i sin karriere.

Holger Rune har meldt afbud til Davis Cup-kampen mod Mexico. Med Australian Open i ugen op til og ATP-turneringen i Rotterdam efterfølgende – begge på hard court – har Holger Rune og hans team vurderet, at det med de store forskelle i tidszoner og skift af underlag til grus vil give for store forstyrrelser i sæsonen, og at det ikke vil være muligt at præstere optimalt til hverken Davis Cup eller efterfølgende.

Frederik Løchte Nielsen har ligeledes måtte se bort fra Christian Sigsgaard, der er ude med en skade.

Stor hjemmebanefordel

I denne uge er Davis Cup-kaptajnen i Portugal med August Holmgren og Elmer Møller, som spiller en ATP Challenger. August Holmgren tabte knebent i anden runde til turneringens førsteseedede spanier, mens Elmer Møller nåede sit livs første kvartfinale i en ATP Challenger.

Elmer Møller har set skarp ud i denne uges ATP Challenger i Portugal. Foto: Allan Høgholm.

Turen har været med til at styrke Løchtes tro på et godt resultat i Davis Cup.

”Vores spillere står rigtig skarpt, synes jeg. De ser godt ud, så jeg er meget optimistisk. Men det bliver en stor udfordring. Mest af alt på grund af forholdene, men også fordi det er et stærkt hold, vi møder,” siger Frederik Løchte Nielsen.

Kampen spilles på grus i 1600 meters højde. Det giver mexicanerne en klar hjemmebanefordel, da det ikke er forhold, man kan forberede sig på i Europa i januar.

Frederik Løchte Nielsen vurderer, at Mexicos hold ligger tæt op ad det danske rent niveaumæssigt.

”Det er et rigtig godt og homogent hold, vi skal op imod. De har en forhenværende top-100 spiller og en af verdens bedste juniorer fra sidste år på singlerne. Så har de en meget stærk double,” siger han.

Mexicos hold er i skrivende stund ikke udtaget. Men Frederik Løchte Nielsen fortæller, at noget tyder på, at Mexico er uden deres stærkeste kort i double, nummer 11 på verdensranglisten, Santiago Gonzalez. I hvert fald lavede den 40-årige mexicaner en post på Instagram efter Mexicos sejr i september over Kina, hvor han tilsyneladende takkede af for tiden med Davis Cup. Her har Gonzalez ellers været fast mand for Mexico siden 2001.

Davis Cup-kampen mod Mexico spilles med to singler lørdag den 3. februar, og en double efterfulgt af yderligere to singler søndag den 4. februar. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Begge dage starter kampene klokken 18 dansk tid. Det mexicanske tennisforbund har endnu ikke meddelt, om der produceres tv-signal fra kampene. Men Dansk Tennis Forbund vil under alle omstændigheder være til stede og følge opgøret tæt på hjemmeside, Facebook og Instagram.

Danmarks Davis Cup-trup

August Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (25 år)
  • Klub: Gentofte
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 296
  • Rangering double: 327
  • Davis Cup-debut: 2017

Elmer Møller

  • Født: 9. juli 2003 (20 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 397
  • Rangering double: 1043
  • Davis Cup-debut: 2022

Johannes Ingildsen

  • Født: 1. juli 1997 (26 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 955
  • Rangering double: 288
  • Davis Cup-debut: 2019

Philip Hjorth

  • Født: 4. marts 1999 (24 år)
  • Klub: KB
  • Højrehåndet
  • Rangering single: 1606
  • Rangering double: 2329
  • Davis Cup-debut: Mulig debutant

Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen

OM DAVIS CUP-KAMPEN

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Kampen foregår i World Group I Play-offs og gælder en plads i efteråret på det næsthøjeste niveau i landskampstennis. Vinder Danmark over Mexico, spiller Danmark nemlig World Group I til september. Taber Danmark til Mexico, skal holdet i stedet spille World Group II senere i år.

Danmarks næste modstander vil blive fundet ved lodtrækning senest ti dage efter Davis Cup-opgøret mod Mexico.

Team sponsor: STATE drinks

Program for Davis Cup-ugen

  • Fredag den 2. februar kl. 12 (kl. 19 dansk tid): Holdopstilling, lodtrækning og pressemøde
  • Lørdag den 3. februar kl. 11 (kl. 18 dansk tid): To singler
  • Søndag den 4. februar kl. 11 (kl. 18 dansk tid): En double efterfulgt af to singler

FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals med deltagelse af 16 nationer. Til Finals spilles der indledende puljer i september. Nummer et og to i de fire puljer går videre. Kvart-, semi- og finaler spilles i november.

I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I imod vinderne af World Group I play-offs.

Danmark er tre sejre fra at kunne være med ved Davis Cup Finals i 2025.