Davis Cup-holdet skal på grus i Marbella

Der er en plads på spil til Davis Cup Finals, når Danmark og Spanien tørner sammen den 13.-14. september i anden runde af Qualifiers.

Danmark skal se, om der igen kan blive grund til sejrsdans i Davis Cup. Foto: Allan Høgholm.

De danske Davis Cup-herrer skifter Royal Arena ud med Costa del Sol, når anden runde af Davis Cup Qualifiers spilles til september. Det spanske tennisforbund har bestemt, at opgøret skal spilles i Marbella lørdag og søndag den 13.-14. september.

Tennisstadion rundt om grusbanen i Club de Tenis Puente Romano får plads til 4500 tilskuere, når Spanien og Danmark skal kæmpe om en plads i Davis Cup Finals. Bologna i Italien er vært for Finals, hvor verdens otte bedste nationer skal kæmpe om årets VM-titel for herrelandshold.

Det er langt fra første gang, at Marbella er vært for landsholdstennis. Det spanske Davis Cup-hold spillede der senest i 2022 i en sejr over Rumænien. Og for to år siden lagde klubben grus til et Billie Jean King Cup-opgør mellem Spanien og Mexico.

To måneder til billetsalg

Der er masser af danskere bosat på den spanske sydkyst. Endnu flere med rødbedefarvet pas lægger årligt vejen forbi de breddegrader. Ja, Nik og Jay giver sågar en udsolgt koncert i Marbella lørdag aften i Davis Cup-weekenden.

Derfor er der grund til at håbe på god opbakning til de danske drenge i september.

Billetsalget til Davis Cup-braget er sat til at begynde den 18. maj. Dansk Tennis Forbund har endnu ikke modtaget information om billetpriserne. Kampstart på de to spilledage er endnu ikke fastlagt.

Det er sjette gang i historien, at Danmark og Spanien mødes i Davis Cup. Spanierne har en indbyrdes føring på 3-2, da de vandt det seneste opgør i Odense i 2015 med Nadal, Ferrer og Verdasco på holdet.