Davis Cup-truppen er klar til Marokko

Den spillende Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, har udtaget holdet, der næste uge drager til Marrakesh for at møde Marokko. Kampen gælder forfremmelse til World Group I play-offs.

Mikael Torpegaard er klar til at tørne ud for Danmark mod Marokko. Foto: Morten Olsen.

Efter det danske Davis Cup-holds sikre sejr på 4-1 over Thailand i september, gælder det den 27. og 28. november et opgør om oprykning mod Marokko. Danskerne skal på udebane i Marrakesh, hvor underlaget er grus.

Vinder Danmark kampen, rykker holdet op og skal til marts spille i World Group I play-offs, der er næsthøjeste niveau indenfor landsholdstennis.

Den spillende Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, har foruden sig selv udtaget Mikael Torpegaard, August Holmgren, Christian Sigsgaard og Johannes Ingildsen til kampen.

“Chancerne mod Marokko er lidt svære at vurdere, idet deres førstesingle har været meget skadet og normalt er en meget dygtig spiller. Vi må antage, at de er glade for gruset, mens det trods alt er lidt en udfordring for vores hold at skifte til grus så sent i november,” siger Frederik Løchte Nielsen.

Han nævner også den rutinerede Lamine Ouahab som lidt af en joker, der på dagen kan spille fantastisk og uortodoks tennis. En spiller, der er stærkere end sin rangering som nummer 805 i verden.

Skal peake om et par år

Sammen med resten af holdet ser Frederik Løchte Nielsen meget frem til opgøret mod Marokko. Det er tredje gang han står i spidsen for Davis Cup-holdet, siden han overtog kaptajnhvervet for det talentfulde danske hold.

Ambitionen er på sigt at komme op og spille med i Davis Cup Finals, der er forbeholdt de 16 bedste nationer i verden.

”Hver kamp er en mulighed for at spille holdet tættere og tættere sammen. Selvom vores tidslinje er baseret på at peake om et par år, vil vi gerne prøve at vinde så meget som muligt undervejs. Der er mulighed for nogle fede kampe mod store nationer, hvis vi vinder den her kamp, og det kan jeg godt unde gutterne,” siger Frederik Løchte Nielsen.

Holger Rune forhindret

Landsholdet må undvære Danmarks højest rangerede herrespiller. Det er rejsereglerne mellem Frankrig og Marokko, der spænder ben for Holger Runes deltagelse.

Ifølge corona-indrejsereglerne i Marokko skal man som uvaccineret i ti dages isolation ved ankomst, hvis man indenfor de sidste ti dage har været i Frankrig. Tilsvarende gælder det, at hvis man rejser fra Marokko til Frankrig, skal man i isolationskarantæne efter ankomst.

Holger Rune har daglig base for sin træning i Nice og Monaco. Så han vil være afskåret fra træning i isolationsperioden efter hjemkomsten fra Marokko. Desuden har Holger Rune længe været tilmeldt en ATP Challenger-turnering i Frankrig ugen før Davis Cup-kampen. Deltagelse i Davis Cup vil afskære Holger Rune fra at være aktiv i den uge.

”Jeg havde glædet mig til igen at spille for Danmark. Men indrejsereglerne er for begrænsende for mine øvrige aktiviteter i tre til fire uger. Jeg ønsker holdet alt muligt held og lykke i kampen mod Marokko og ser frem til igen at være en del af holdet i fremtiden,” siger Holger Rune.

Holger Rune oplyser, at han har bestilt tid til vaccination, som vil blive foretaget primo december. Han har tidligere været smittet med corona og har derfor haft immunitetspas, hvilket er den primære årsag til, at han har ventet til preseason i december med at få en vaccination.

Dansk Tennis Forbund har uden held søgt om dispensation hos myndighederne i Marokko i stil med de undtagelser, der har været for professionel idræt i Danmark.

”Det er ærgerligt, at Holger ikke kan være en del af holdet denne gang. Landsholdene er en af grundstenene i Dansk Tennis Forbunds arbejde med junior- og senioreliten, så vi vil altid gå efter at kunne stille det stærkest mulige hold. Men vi ser frem til at have glæde af Holger på Davis Cup-holdet igen i 2022,” siger Thomas Kønigsfeldt, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Tennis Forbund med ansvar for eliten.

OM DAVIS CUP-KAMPEN

Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt.

Kampen er en såkaldt ’knock-out’ i World Group II, der er det tredjehøjeste niveau i landsholdstennis. Vinder Danmark over Marokko, rykker Danmark et niveau op og skal i marts 2022 spiller World Group I play-offs. Taber Danmark til Marokko, bliver det til endnu et år i World Group II.

FORSTÅ DAVIS CUP-SYSTEMET

Hvert år er en ny sæson i Davis Cup-sammenhæng. Det ypperste er Davis Cup Finals, der spilles i slutningen af året med deltagelse af 16 nationer.

I starten af året spilles der kvalifikationskampe til Davis Cup Finals. Samtidig spilles der play-offs om deltagelse på de lavere niveauer – World Group I og World Group II. Vinderne af kvalifikationskampene kvalificerer sig til Finals. Taberne skal spille World Group I mod vinderne af World Group I play-offs.

Hvis Danmark vinder hele vejen – kampen mod Marokko, World Group I play-offs i marts, World Group I i efteråret 2022 og kvalifikationskamp i foråret 2023 – vil holdet være med ved Davis Cup Finals i 2023.

Danmarks Davis Cup-trup

Mikael Torpegaard

  • Født: 8. maj 1994 (27 år)
  • Klub: Lyngby
  • Rangering single: 227
  • Davis Cup-debut: 2014

August Holmgren

  • Født: 22. april 1998 (23 år)
  • Klub: Gentofte
  • Rangering single: 810
  • Davis Cup-debut: 2017

Christian Sigsgaard

  • Født: 14. marts 1997 (24 år)
  • Klub: Gentofte
  • Rangering single: 892
  • Davis Cup-debut: 2015

Johannes Ingildsen

  • Født: 7. januar 1997 (24 år)
  • Klub: KB
  • Rangering single: 1010
  • Davis Cup-debut: 2019

Frederik Løchte Nielsen

  • Født: 27. august 1983 (38 år)
  • Klub: Lyngby
  • Rangering double: 96
  • Davis Cup-debut: 2003

Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen

Team sponsor: STATE drinks

Fakta om Davis Cup-kampen

  • Spilles i World Group II knock-outs
  • Sted: Royal Tennis Club de Marrakech, Marrakesh, Marokko
  • Dato: 27. – 28. november 2021
  • Underlag: Grus

Program for Davis Cup-ugen

  • – 26. november: Indledende træningssessioner
  • Fredag den 26. november: Holdopstilling og lodtrækning
  • Lørdag den 27. november: To singler bedst af tre sæt fra kl. 11.00
  • Søndag den 28. november: En double efterfulgt af to singler bedst af tre sæt fra kl. 11.00

Statistik mod Marokko

Danmark har vundet to gange over Marokko og tabt en enkelt gang. Seneste opgør var i 2017, hvor Danmark vandt 4-1 på hjemmebane i Aarhus.