Det spidser til ved DM

Kvartfinalerne ved DM i tennis – en del af DM-ugen – gik primært favoritternes vej.

Hannah Viller Møller går efter et tilføje en fjerde DM-titel til CV’et.

Fredag blev semifinalisterne i single fundet ved DM i tennis. Hos damerne har Hannah Viller Møller (Gentofte) allerede tre titler på CV’et, da hun vandt i 2017, 2019 og 2021.

I år er hun topseedet og favorit til at tage sit første DM i et lige år. I kvartfinalen mødte hun Lyngbys Laura Brunkel, der var fyldt med selvtillid, efter hun sidste uge nåede finalen i en international juniorturnering i Aarhus.

Men opgaven mod den bundsolide Viller Møller blev for stor. Den 20-årige collegespiller tog første sæt sikkert med 6-2. Der var mere kamp om det i andet sæt. Men gentoftespilleren hev det hjem med 6-4.

I semifinalen får den forsvarende mester igen useedet modstand, når hun møder Cecilie Wiche. Fruens Bøge-spilleren slog finalisten fra årets indendørs DM, Zoe Du Pasquier Jensen (KB), i to sæt.

Lørdagens anden semifinale kommer til at stå mellem ottendeseedede Mille Mørk fra HRT og andenseedede Karoline Laursen fra KB.

Nederlag til gyldne Grinderslev

Anders Grinderslev (KB) er regerende mester for hold både udendørs og indendørs, samt regerende mester indendørs. Med en titel denne uge i Aalborg Tennisklub kunne han komme i besiddelse af al DM-guld i dansk tennis.

Men udfordringen i kvartfinalen var særdeles massiv. På den anden side af nettet stod nemlig danmarksmesteren fra 2020, 2019 og 2016 Christian Sigsgaard fra Gentofte.

Grinderslev ramte ikke det fornødne niveau til for alvor at stikke en kæp i hjulet på Davis Cup-spilleren. Derfor kunne Sigsgaard indløse billet til semifinalen med cifrene 6-2, 6-4.

Sigsgaard står i semifinalen overfor landsholdskollegaen Elmer Møller. KB’eren slog Sigsgaards klubkammerat Oskar Brostrøm Poulsen i tre sæt.

Kamp om wild card til prof-turnering

Den anden semifinale blev et rent KB-opgør. Philip Hjorth, der i 2. runde havde gjort det af med topseedede Johannes Ingildsen, havde ingen problemer mod Yakup Uzunel (Birkerød), som blev slået med 6-1, 6-0.

Samtidig slog Carl Emil Overbeck givespilleren Patrick Kristensen med 6-1, 6-4.

Vinderne af DM i tennis får et wild card til den professionelle ITF World Tennis Tour-turnering i Vejle i uge 30. Hvis vinderen allerede er direkte inde i turneringen via sin rangering på verdensranglisten, går wild cardet til finalisten.

Da både Elmer Møller og Christian Sigsgaard må forventes at være direkte inde i Vejle, får semifinalen mellem Overbeck og Hjorth ekstra lir, da billetten til Vejle vil være på spil.

Mix-finale på plads

Lørdag bliver de første guld- og sølvmedaljer i tennis delt ud. Der spilles nemlig finale i mixed double.

Den finale bliver et opgør mellem gentofteduoen Hannah Viller Møller/Christian Sigsgaard og Zoe Du Pasquier Jensen (KB)/Oskar Brostrøm Poulsen (Gentofte).

Begge par var aldeles suveræne i deres semifinaler fredag aften. Førsteseede Viller Møller og Sigsgaard vandt 6-3, 6-1 over Emma Håkansson (HIK)/Patrick Kristensen (Give), mens Karoline Laursen og Carl Emil Overbeck fra KB tabte den anden semifinale 6-1, 6-2.

Husk, at Dansk Tennis Forbund livestreamer fra finalerne søndag fra klokken 10. Streamen findes her.

Oskar Brostrøm Poulsen og makker Zoe Du Pasquier Jensen er klar til finalen i mixed double.

Resultater

Kvartfinaler herresingle Resultat
Philip Hjorth, KB Yakup Uzunel, Birkerød 6-1, 6-0
Carl Emil Overbeck (4), KB Patrick Kristensen, Give 6-1, 6-4
Oskar Brostrøm Poulsen (7), Gentofte Elmer Møller (3), KB 7-5, 1-6, 4-6
Anders Grinderslev (6), KB Christian Sigsgaard (2), Gentofte 2-6, 4-6
Kvartfinaler damesingle
Hannah Viller Møller (1), Gentofte Laura Brunkel, Lyngby 6-2, 6-4
Cecilie Wiche, Fruens Bøge Zoe Du Pasquier Jensen (7), KB 6-3, 7-6
Mille Mørk (8), HRT Elin Brun Créton, KB 5-7, 6-0, 6-4
Annelieke Steenhuisen, Aarhus 1900 Karoline Laursen (2), KB 0-6, 4-6
Kvartfinaler herredouble
Johannes Ingildsen (KB)/Christian Sigsgaard (Gentofte) (1) Leonardo Picchi/Bartłomiej Szafran (Aalborg) 6-0, 6-1
Patrick Kristensen (Give)/Gustav Theilgaard (Lyngby) (4) Hector Hertz Nissen (Farum)/Anders Bjørn Møller (HRT) 6-2, 6-3
Christoffer Delfort Lorentzen (KB)/Valdemar Dubin (Lyngby) Anders Grinderslev/Philip Hjorth (KB) (3) 2-6, 4-6
Emil Jankowski (Aalborg Østre)/Jonas Hembo Mathiasen (Esbjerg) Carl Emil Overbeck (KB)/Oskar Brostrøm Poulsen (Gentofte) (2) walk over
Kvartfinaler damedouble
Vilma Krebs Hyllested/Karoline Laursen (KB) (1) Louise Kragelund/Dominika Olszewska (Aalborg) 6-2, 6-1
Zoe Du Pasquier Jensen (KB)/Sarafina O. Hansen (Birkerød) (4) Aida Omercajic (Farum)/Sarah Suljadzic (HRT) walk over
Cecilie Funder/Sophia Bergqvist (KB) Sofie Vindberg Nielsen/Olivia Thiemke (Rødovre) (3) 5-7, 4-6
Elin Brun Créton/Mathilde Ravnholt (KB) Emma Håkansson (HIK)/Hannah Viller Møller (Gentofte) (2) 5-7, 2-6
Semifinaler mixed double
Hannah Viller Møller/Christian Sigsgaard (Gentofte) (1) Emma Håkansson (HIK)/Patrick Kristensen (Give) 6-3, 6-1
Zoe Du Pasquier Jensen (KB)/Oskar Brostrøm Poulsen (Gentofte) Karoline Laursen/Carl Emil Overbeck (KB) (2) 6-1, 6-2

Facts om DM-ugen

Årets DM i tennis er en del af DM-ugen, der er et nyt stort sport-event, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt. Et slags mini-OL på dansk grund. DM-ugen afholdes også i Aalborg i 2023.

  • +180 danmarksmestre
  • +100 discipliner
  • 50 sportsgrene
  • 28 forbund

Det er DIF (Danmarks Idrætsforbund), der står bag DM-ugen i samarbejde med værtsbyen Aalborg. Koordinationen sker sammen med de mange forbund, der selv arrangerer og afvikler deres DM – oftest i samarbejde med en lokal forening.

Sociale medier og app