DM-guld til HIK og Gentofte

HIK’s herrer fik brudt deres finaleforbandelse ved hold-DM i tennis, mens Gentoftes kvinder tog revanche for deres finalenederlag sidste år.

HIK var ikke til at skyde igennem efter DM-titlen kom i hus.

Sølvmedaljer i 2017 blev vekslet til guldmedaljer i 2018 for både HIK’s herrer og Gentoftes kvinder ved hold-DM i tennis. Men guldmedaljerne kom først i hus efter to spændende og velspillede finaler.

Hos herrerne havde KB vundet DM-guld hvert eneste år siden holdturneringen blev kønsopdelt i 2013. Men I år gik den ikke længere. HIK var uimodståelige ved HEAD DH Ude Medaljespil.

Godt nok måtte Thomas Kromann se sig slået i 1. single mod Markus Eriksson. Men der fra tog HIK sig af resten af singlerne. Brødrene Christoffer og Alexander Kønigsfeldt og supertalentet Holger Nødskov Rune tog tre sejre i to sæt på stribe.

Dermed var KB tvunget til at vinde begge double for at holde liv i håbet om endnu en DM-titel. Men HIK ville det anderledes. I førstedoublen kom konstellationen med Christoffer Kønigsfeldt og Holger Nødskov Rune fortrinligt fra start og uddelte æg i første sæt mod Markus Eriksson og Frederik Sletting Johnsen.

Andet sæt blev mere tæt. Men i den afgørende tiebreak var HIK-parret mest cool og tog den i hus med 7-1.

Så kunne jubelen ellers bryde løs hos hele HIK-lejren, der sang ”olé, olé, olé” af deres lungers fulde kraft.

“Det er sindssygt stort. Vi spiller en god finale i dag med gode præstationer fra os alle sammen. Jeg synes, at vores tænding og attitude var helt vildt god i dag, og vi blev ved med at holde fast,” siger Holger Nødskov Rune.

Christoffer Kønigsfeldt, der har været med til at tabe tre DM-finaler, var lettet og lykkelig over, at titlen endelig kom i hus for HIK. Det er Hellerup-klubbens første titel siden 1978.

“Det startede i går med en sindssygt hård semifinale mod Skovbakken, hvor vi vinder to matchtiebreaks. Vi har trænet hårdt og forberedt os mentalt. Og så har vi fået et skud ungdom ind nede fra i form af Holger, som virkelig løfter sig med opgaven og vinder fire kampe denne weekend,” siger Christoffer Kønigsfeldt.

Bronzen gik til Gentofte, der vandt med 4-2 over Skovbakken.

Gyldne Gentofte-kvinder

Hos kvinderne lå det helt fast, at der skulle kåres en ny danmarksmester, efter at Birkerød i går slog de forsvarende mestre fra KB ud. Men i finalen søndag kunne nordsjællænderne ikke følge op på den sejr mod Gentofte, der har været særdeles suveræne gennem hele sæsonen.

I førstesinglen, som var et opgør mellem to Fed Cup-spillere, sad Emilie Francati på kampen og vandt 6-4, 6-3 over Karen Barritza. Den sejr blev fulgt op af Maria Jespersen i andensingle, der tildelte fremadstormende Olga Helmi et nederlag i to sæt.

Den yngre Francati-søster, Helena, gjorde det siden til 3-0, inden Elena Jamshidi fik reduceret for Birkerød i fjerdesinglen.

DM-finalen blev endeligt afgjort, da Emilie og Helena Francati vandt førstedoublen med 6-4, 6-2 over Karen Barritza og Olga Helmi.

“Det er så fedt, og vi er så glade. Det er helt specielt at vinde som et hold, og jeg synes, at vi har gjort det rigtig godt hele sæsonen. Vi havde nogle tough nederlag sidste år, så vi har virkelig været motiveret til at gå hele vejen i år. Så er det bare super fedt at gøre det,” sagde en storsmilende Emilie Francati kort inden, hun kunne løfte DM-pokalen.

DM-bronzen gik til KB, der relativt sikkert vandt med 5-1 over HIK.

Find resultater og artikler fra hele HEAD DH Ude Medaljespil her.

Maria Jespersen og Helena Francati løfter DM-pokalen for Gentofte.

Finaleresultater

Damer: Gentofte – Birkerød 4-1

  • 1. Emilie Francati – Karen Barritza 6-4, 6-3
  • 2. Maria Jespersen – Olga Helmi 6-0, 7-6(6)
  • 3. Helena Francati – Alisha Ali Hussain 7-5, 6-4
  • 4. Elin Velin – Elena Jamshidi 4-6, 3-6
  • 1. Emilie Francati/Helena Francati – Karen Barritza/Olga Helmi 6-4, 6-2
  • 2. Marie Jespersen/Elin Vilen – Alisha Ali Hussain/Malene Stripp 6-7(5) 0-1 rtd

Herrer: KB – HIK 1-4

  • 1. Markus Eriksson– Thomas Kromann 6-0, 6-1
  • 2. Martin Pedersen – Christoffer Kønigsfeldt5-7, 4-6
  • 3. Nicolai Ferrigno – Alexander Kønigsfeldt 3-6, 4-6
  • 4. Søren Borup Wedege – Holger Nødskov Rune2-6, 2-6
  • 1. Markus Eriksson/Frederik Sletting Johnsen – Christoffer Kønigsfeldt/Holger Nødskov Rune0-6, 6-7(1)
  • 2. Martin Pedersen/Marc Ferrigno – Alexander Kønigsfeldt/Rasmus Møller 6-7(4), 1-3 rtd.