Onsdag stod i doublespillets tegn ved UM i Hørsholm-Rungsted. Spillerne nyder at have en makker på banen, der bakker dem op.
Det gode samarbejde var i højsædet onsdag ved UM inde – sponsoreret af C WorldWide og Head. Der var nemlig første runde i double på programmet for alle årgange. Vi fangede tre af dagens sejrrige par til en lille snak om doublespillet.
Rasmus Hembo Mathiasen (Esbjerg) og Peter Krusegaard (Sønderborg), U12 drengedouble
Hvad synes I om at spille double?
”Jeg synes, at det sjovt og udfordrende på en anden måde med alt det netspil, og at serven betyder så meget,” siger Rasmus.
”Man skal tro meget på bolden. Man er nødt til at tænke ’jeg gør det’. Man kan ikke tøve,” uddyber Peter.
Hvordan fandt I ud af, at I skulle spille sammen til UM?
”Vi har spillet sammen i mange år, så det gjorde vi også i år,” siger Peter
Hvordan sikrer man et godt samarbejde i sin double?
”Vi siger ’kom igen’, hvis det ikke lige går så godt. Det er vigtigt,” siger Rasmus.
Siv Bertelsen (Kolding) og Annelieke Steenhuisen (Randers), U14 pigedouble
Hvordan er double anderledes end single?
”Der er en, som bakker én op,” siger Annelieke.
”Ja, og så er man to om det. Så er man stærkere sammen og tror mere på sig selv,” supplerer Siv.
Hvad synes I om at spille double?
”Jeg synes, at det er sjovt, at man bruger alle slagene som flugtninger og smash, som man ikke bruger så meget i single,” siger Annelieke.
Hvordan fandt I ud af, at I skulle spille sammen til UM?
”Vi spurgte bare hinanden. Jeg tænkte, at Annelieke er en skidegod doublemakker,” siger Siv.
Rasmus Lange Sørensen (Esbjerg) og Julius Rokkjær (Randers), U14 drengedouble
Hvad synes I om at spille double?
”Det bedste er, at man har en, der hele tiden støtter én. Så selv hvis man ikke spiller så godt, så har man én, der bakker dig op,” siger Julius.
Hvad er det vigtigste, hvis man skal blive et godt doublepar?
”Man skal kommunikere godt. Både mellem boldene, men også under duellerne, når man skal skifte side.”
Skærtorsdag må doublespillet for de flestes vedkommende vige pladsen for single under UM i Hørsholm Rungsted. Til gengæld er de i fokus søndag eftermiddag, hvor doublefinalerne skal spilles.