Waldemar får turneringerne til at glide

For Waldemar Zorck er indsatsen som referee ved UM og andre turneringer en perfekt kombination af at gøre noget, han brænder for, samtidig med han kan se god tennis.

Waldemar Zorck tager også gerne en tørn i dommerstolen som her ved U12-EM tidligere på året.

23-årige Waldemar Zorck er fast inventar ved en lang række turneringer i Danmark. Det gælder også denne påskes ungdomsmesterskaber inde – sponsoreret af C WorldWide og HEAD, der afholdes i Hørsholm. Men ketcheren lader han ligge derhjemme.

Waldemar, der læser kemi på Københavns Universitet, er referee, og har sammen med rutinerede Tom Gustavsen ansvar for, at turneringen forløber glat og fair. Vi to en snak med Waldemar om jobbet som referee.

Hvordan blev du interesseret i at være referee?

“Jeg har selv spillet tennis, siden jeg var fem år. Jeg spillede UM hvert år og var også med i lidt internationale turneringer. Som barn syntes jeg, at det var sjovt at se, hvad alle de referees gik og lavede. For eksempel har Tom (Gustavsen red.) været til nærmest hvert UM, jeg har spillet.”

Hvordan kom du i gang som referee?

“Daniel (Mølgaard Nielsen red.) spurgte i første omgang for 2-3 år siden, om jeg ville styre nogle skumtennis-stævner. Jeg kørte rigtigt mange skumstævner i starten. Så begyndte jeg med at styre nogle DTF-stævner, og så blev det bare til mere og mere, fordi jeg tog rigtig mange af de opgaver, jeg blev tilbudt.”

Hvorfor kan du godt lide at være referee?

“Jeg kan godt lide at gå på arbejde her. Det er fedt at se på tennis, samtidig med at man laver noget, man brænder for. Og så er det hyggeligt at være sammen med de andre officials.”

Hvad kendetegner de bedste dage som referee?

“De dage, hvor man løser en situation, hvor begge parter accepterer og spiller videre, er de bedste dage. Det er ikke fedt de dage, hvor der kommer et kæmpe skænderi, eller den ene part går helt amok. Men det sker desværre nogle gange.”

Hvad kan udfordringerne være som referee?

“Typisk er spillerne ikke den store udfordring, for de kan tales til fornuft. Det bliver først et problem, når forældre og trænere blander sig i stedet for lade spillere og referee løse det, hvis der er opstået et problem.”

Hvad skal man kunne for at blive en god referee?

“Jeg synes, at jeg er ret god til at holde hovedet koldt, når der er meget stress på til turneringer med kampe der skal sættes i gang og andre ting, der skal løses. Hurtigt begynder man at få større og større opgaver. Hvis man har lyst til det her, er en af de vigtigste ting at sige ja, når man bliver tilbudt noget. Og så skal man selvfølgelig gøre et godt stykke arbejde. Jeg kan mærke, at mange af forældrene sætter pris på det job, man gør.”

Hvad tænker du, når en spiller en gang imellem koger over?

“Jeg har selv stået som junior og være blevet snydt til en international turnering. Så jeg kan godt relatere til, at de har svært ved at håndtere de situationer, og at de har brug for hjælp. For det kunne jeg altså heller ikke selv den gang. Det er derfor, at det er vigtigt med en god referee.”

Hvad er dine ambitioner som referee?

“Jeg satser stærk på, at jeg inden for et par år kan komme på white badge-kursus, som Daniel og Tom har, så vi kan have én til dansk supervisor, så vi ikke skal hente dem hjem fra udlandet.”

Du er også referee ved holdkampe. Hvordan adskiller det sig fra de andre tjanser som referee?

“Det fede er, at der er god holdånd og stemning, når spillerne hepper på hinanden. Det er fedt, når det er intenst. Til holdkampe er der typisk færre problemer med opførsel, fordi trænerne typisk sørger for, at spillerne ikke går helt amok.”