DTF har fået ny uddannelsesansvarlig

Kitte Kry Bøttcher vil fremover være uddannelseskonsulent i Dansk Tennis Forbund med ansvar for træneruddannelserne og den forestående Nordic coaches conference i juni.

Kitte Kry Bøttcher vil også være med til at videreudvikle DTF Trænerhuset.

Fra starten af april er uddannelsesområdet i Dansk Tennis Forbund blevet overtaget af Kitte Kry Bøttcher. Hun er i forvejen hjemmevant på kontoret i Brøndby, da hun de sidste par år har været træner i DTF Trænerhus.

Kitte Kry Bøttcher er kandidat i humanistisk samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab fra Københavns Universitet. Hun har ligeledes en tenniscoach-uddannelse hos DTF.

I trænerhuset har hun været tilknyttet Køge og Holbæk. Hun vil stadig være træner i Køge i den kommende udendørssæson ved siden af opgaverne med som uddannelseskonsulent. Til gengæld tager hun afsked med Holbæk, som også er Kitte Kry Bøttchers barndomsklub fra hun var 10 år. Det var også i Holbæk, at hun som 13-årig første gang blev tennistræner.

Den i dag 27-årige har allerede snuset til opgaverne med at udvikle uddannelsesområdet i DTF. Hun er ved at lægge sidste hånd på et nyt fokuskursus kaldet ”Tennis og motion”. Her vil kursisterne blive klædt på til at sammensætte en varieret træning med fokus på at få pulsen i vejret og med plads til mange spillere ad gangen på banen. Koncepterne i Tennis og motion kan tilpasses både voksne og børn.

Nordic coaches conference

Den helt store opgave for Kitte Kry Bøttcher bliver dog i første omgang afholdelsen af en stor nordisk trænerkonference i Idrættens Hus den 20.-21. juni. Programmet og oplægsholderne til nordic coaches conference, som Danmark senest var vært for for to år siden, er netop faldet på plads.

”Man kan forvente et rigtig godt og varieret program på konferencen. Søren Østergaard fra Center for Ungdomstudier leverer den forskningsbaserede tilgang med fokus på tendenser blandt børn, mens Fair Play fra Malmø kommer med praktiske erfaringer fra et succesfuldt tennismiljø,” fortæller Kitte Kry Bøttcher.

Desuden vil Play and Stay-konceptets ”godfather”, britiske Mark Tennant, øse ud af sin viden. Programmet får også en praktisk del, hvor HEAD holder en stringer workshop, og en minitennisturnering, hvor trænerne får god mulighed for at netværke indbyrdes.

Tilmeldingen til Nordic coaches conference åbner i slutningen af april.

Udvikling i højsædet

Som uddannelseskonsulent i DTF bliver det også Kitte Kry Bøttchers opgave, at stå for den grundlæggende træneruddannelse, hvor der sidste år var mere end 350 kursister igennem på de tre niveauer. En udfordring, som Kitte Kry Bøttcher ser frem til.

”På sigt glæder jeg mig til at udvikle og tilpasse trænerkurserne, så vi hele tiden sikrer, at de er relevante i forhold til den virkelighed, som trænerne møder i klubberne,” siger hun.

Kitte Kry Bøttcher afløser Simon Dahl Verner, der tidligere var uddannelsesansvarlig, men sagde op med udgangen af februar måned. Simon stod også for talentaktiviteter for U10, U12 og U14. De opgaver vil midlertidigt blive varetaget af Daniel Mølgaard Nielsen i samspil med sportschef Jens Anker Andersen.