Dansk Tennis Forbund og Dansk Padel Forbund har indgået en samarbejdsaftale til gavn for padel-sportens udvikling i Danmark.
Dansk Tennis Forbund (DTF) har indgået en samarbejdsaftale med Dansk Padel Forbund (DPF). Aftalen betyder, at DPF bliver associeret forbund med DTF og fremover vil drive udbredelsen af padel-sporten i Danmark.
Det betyder blandt andet, at DPF på sigt vil kunne afholde DIF-anerkendte nationale mesterskaber og kan gøre brug af DTF’s store erfaring som idrætsorganisation nationalt og internationalt.
Samarbejdsaftalen indebærer desuden, at DTF får to pladser i DPFs bestyrelse.
”Vi glæder os over aftalen og det fremadrettede samarbejde. Padel er stadig en lille sport i Danmark, men den har et stort potentiale. Kig bare over på vores nabo, Sverige, hvor der er hundredvis af indendørsbaner og tusindvis af spillere. Sammen kan vi være med til udbrede og udvikle sporten i den rigtige retning. Vi ser eksempelvis frem til at kunne trække på Dansk Tennis Forbunds erfaring organisatorisk, i forbindelse med turneringer og ikke mindst ungdomsarbejdet. Vi vil også meget gerne støtte op om et klubmiljø omkring padel. I det arbejde er DTF og ikke mindst tennisklubberne en vigtig samarbejdspartner,” siger Christian Nybroe, formand for DPF.
Også hos DTF ser man frem til samarbejdet. Her tror man på gode synergieffekter mellem padel og tennis.
”Vi har et fælles mål; nemlig at udbrede padel-sporten i Danmark. Hvad enten det sker i tennisklubber eller andre steder, så handler det i første omgang om at udbrede kendskabet til sporten, få flere til at dyrke den og få etableret flere baner. Derfor er vi også glade for aftalen med Dansk Padel Forbund og ser frem til et godt og frugtbart samarbejde til gavn for padel-sporten i Danmark,” siger Joakim Thörring, bestyrelsesmedlem i DTF.
Aftalen er trådt i kraft.
Fakta om padel
Padel er en kombination af squash og tennis. Det spilles på en bane, der er 20 x 10 meter. Med et net i midten og vægge rundt om banen, der må bruges som bander. Padel spilles altid som double.
Padel er opfundet i Mexico i 1969 og kom til Spanien i 1974. I dag er det Spaniens næststørste idrætsgren målt på antallet af udøvere. I Sverige har det været i markant fremgang de seneste 3-4 år. I Danmark er der omkring 25 baner rundt omkring i landet.