DTF hilser Davis Cup-forandringer velkommen

Den mandlige landsholdstennis kommer til at få en ny struktur med et sæsonafsluttende finalestævne. Dansk Tennis Forbund ser frem til det nye Davis Cup-format, der ikke får indflydelse for Danmark i 2019.

Davis Cup

Torsdag stemte landene i det internationale tennisforbund (ITF) et forslag i gennem på forbundets generalforsamling i Orlando, der fra 2019 ændrer på den mandlige landsholdsturnering, Davis Cup.

Den nye struktur betyder blandt andet, at der oprettes et finalestævne i slutningen af sæsonen med deltagelse af 18 nationer. Turneringen vil i 2019 blive spillet i enten franske Lille eller spanske Madrid fra den 18.-24. november.

Der vil være en kvalifikationsrunde til finalestævnet, som afholdes i februar. Dermed får nationerne mulighed for at spile hjemme- og udekampe, som man kender det fra det hidtidige Davis Cup-format.

Det krævede to tredjedeles flertal i forsamlingen for at ændringerne kunne vedtages. Ja-siden endte med 71 procent af stemmerne.

ITF har indgået et samarbejde om Davis Cup-ændringerne med selskabet Kosmos, hvilket indebærer, at over 25 år vil blive investeret tre milliarder amerikanske dollar i tennis. Det vil komme ITF og de 210 medlemslande til gode i bestræbelserne på at udvikle og udbrede sporten.

Dansk Tennis Forbund var repræsenteret i Orlando ved formand Henrik Thorsøe Pedersen. Dansk Tennis Forbund stemte for ændringerne af Davis Cup-formatet.

”Vi tror på, at et stort finalestævne med 18 nationer kan være med til at øge interessen for landsholdstennis på verdensplan. Desuden indeholder aftalen en betydelig økonomi, som både vil gøre det billigere for de enkelte lande at afholde Davis Cup-kampe, men også vil styrke hele arbejdet med at udvikle sporten,” siger Henrik Thorsøe Pedersen.

Danmark er i øjeblikket placeret i Europa/Afrika Gruppe II, der er det tredjehøjeste niveau i Davis Cup. Ændringerne vil derfor ikke få nogen direkte betydning for Danmarks deltagelse i 2019.

Fakta – det nye Davis Cup

  • Der oprettes en årlig sæsonafsluttende Davis Cup finale-event i enten Lille eller Madrid, hvor der skal kåres en verdensmester.
  • 24 hold spiller to og to indbyrdes kvalifikation til finalestævnet i februar. Vinderne kvalificerer sig til finalestævnet. Taberne deltager i de geografiske zone-grupper.
  • Finalestævnet har deltagelse af 18 nationer: De 12 vindere af kvalifikationskampene, forrige års 4 semifinalister og to wild card nationer. De inddeles i seks grupper med tre hold i hver efterfulgt af kvartfinaler, semifinaler og finalen.
  • De seks gruppevindere går videre til kvartfinalerne sammen med de to gruppe-toere, der har vundet flest sæt og dernæst partier.
  • Holdene, der ender som nummer 17 og 18 bliver øjeblikkeligt rykket ned i zone-grupperne, mens de 12 hold, som ender som nummer 16 til nummer 5 spiller med i det følgende års kvalifikationsrunde i februar.
  • Opgørene ved finalestævnet vil bestå af to singlekampe og en doublekamp, som alle spilles på samme dag. Opgør i kvalifikationsrunden og i zone-gruppe I og II vil bestå af fire singler og en double, og vil blive spillet over to dage.
  • Alle singlekampe på alle niveauer spilles bedst af tre tiebreaksæt. Alle doublekampe på alle niveauer spilles bedst af tre tiebreaksæt.