DTF satser stort på børnetennis i Silkeborg

ØBG Tennis og Silkeborg Tennis- og Padelklub bliver omdrejningspunkt for den første udviklingszone hos Dansk Tennis Forbund, der skal skabe blomstrende tennismiljøer med flere børn i klubberne.

Der skal endnu mere gang i juniortræningen som her hos ØBG i Silkeborg.

Der skal endnu mere kog på børne- og ungdomskedlerne hos tennisklubberne i Midtjylland. Med udgangspunkt i de to Silkeborg-klubber, ØBG Tennis og Silkeborg Tennis- og Padelklub, etablerer Dansk Tennis Forbund en udviklingszone med fokus på juniortennis.

”Vores ambition er at skabe levedygtige, regionale tennismiljøer, hvor sporten blomstrer, og hvor vi ser et stigende antal børn vælge tennis som deres sport. Vi ser et stort potentiale i Silkeborg, hvor der i forvejen er stærke ressourcer i Silkeborg Tennis- og Padelklub og ØBG Tennis. Derfor glæder vi os også enormt meget til at komme i gang i den nye udviklingszone, der skal løfte børne- og ungdomstennisen i hele regionen,” siger formand for Dansk Tennis Forbund Christian Lunøe.

Etableringen af udviklingszonen er et led i DTF’s strategiske spor ’Flere børn til tennis’. I strategiperioden fra 2026-2029 vil DTF løbende etablereudviklingszoner uden for hovedstadsområdet, der skal få flere børn og unge til at spille tennis.

Udviklingszonen i Midtjylland bliver den første af sin slags. Og erfaringerne fra indsatsen skal bruges i det fremadrettede arbejde med nye udviklingszoner.

Fra april ansættes en udviklingskoordinator, der skal være omdrejningspunkt for indsatsen. Det bliver Andreas Schmidt, der senest har været ansat i Jyllands Tennis Union.

En af hans fornemmeste opgave bliver at få indsatserne til at række ud til klubberne i hele regionen. Det gælder både de øvrige klubber i Silkeborg kommune, men også i de omkringliggende kommuner.

Stærkt fundament i Silkeborg

Heino Østergaard er formand i ØBG Tennis & Padel. Han ser frem til at videreudvikle og udbrede klubbens store fokus på juniorafdelingen.

“Vi ønsker og tror på, at vi kan få aktiveret noget mere tennis i Jylland igen. Det er vores drivkraft. Vi har et fundament med et godt samarbejde mellem Silkeborg-klubberne i forvejen. Så jeg tror, at den her ekstra mulighed kan være katalysator på at løfte os op, øge medlemstilgangen og også få dygtige, unge tennisspillere ud af det på den lange bane,” siger Heino Østergaard.

Hans formandskollega Jakob Løchte i Silkeborg Tennis- og Padelklub er helt på linje med de ambitioner.

“Drømmen er, at vi får skabt en ungdomskultur og en lyst og kendskab til tennissporten i det midtjyske. At få nogle dedikerede ressourcer til at stå i spidsen for det her er en oplagt mulighed. Det her er en chance for at sætte fokus på at gøre os bæredygtige og få gang i fødekæden med børn og unge og få dem til at spille noget tennis,” siger Jakob Løchte.

Ved seneste medlemsopgørelse fra idrættens hovedorganisationer DIF og DGI var der 267 tennismedlemmer på 18 år eller derunder fordelt på klubberne i Silkeborg Kommune.