I Gladsaxe Tennis og Padel Klub er der ingen tennishal, men det betyder ikke, at der er stille i klubben i vinterhalvåret. Cheftræneren for klubbens ungdomsafdeling Tobias Ovi har nemlig et stort fokus på at sikre et godt klubliv for klubbens børn og unge hele året rundt. Og det kan mærkes på banen.
I Gladsaxe Tennis og Padel Klub er der langt fra stille, når indendørssæsonen begynder i starten af oktober. Selvom klubben ikke har en tennishal, så er klubhuset stadig velbesøgt.
Foruden et tilbud om skumtennis i vinterhalvåret, har klubben et stort fokus på sociale aktiviteter. Hele året rundt. For cheftræneren for klubbens ungdomsafdeling, Tobias Ovi, er det nemlig vigtigt, at der altid er plads til medlemmerne i klubhuset. Også for at mødes om andet end tennis.
”Det handler selvfølgelig meget om et spørgsmål om fastholdelse. Ligesom mange andre klubber, der heller ikke har en tennishal, så mister man sindssygt mange medlemmer i løbet af en vinter, fordi der er syv måneder, hvor de ikke kan spille. Til skumtennis ser de hinanden, men jeg arbejder meget for, at der bliver knyttet sociale bånd. Så klubben ikke bare er et sted, hvor man kommer og spiller tennis, men det er også et sted, hvor man kommer og hygger om tennis,” siger Tobias Ovi.
En frafaldsanalyse fra 2018 lavet af DIF viser, at det største frafald af medlemmer sker mellem sæsoner. Når klubben lukker ned efter sæsonafslutningen, øges risikoen betragteligt for at miste medlemmer.
Hvis klubben derimod tilbyder deres medlemmer aktiviteter hele året rundt, skaber de bedre forudsætninger for at fastholde de af deres medlemmer, som måske er i tvivl om, om de skal fortsætte endnu en sæson.
En mærkesag
I lidt over tre år har Tobias Ovi været cheftræner i Gladsaxe Tennis og Padel Klub. Han startede selv med at spille i klubben for 10 år siden, og dengang var der langt færre sociale aktiviteter for klubbens yngste medlemmer. Det var han dog fast besluttet på at gøre noget ved, da han selv fik muligheden.
”Dengang var der små aktiviteter – måske fire i løbet af et år. Men der var ingen tilslutning til det overhovedet, fordi der ikke var en særlig stor ungdomsafdeling, mens jeg var junior. Men det er noget af det, jeg har kæmpet for skulle ske,” fortæller Tobias.
”Selvom der ikke skete supermeget, mens jeg var juniorspiller, så var jeg alligevel rigtig glad for at være oppe i klubben og spille. Men jeg har også kunnet savne sociale aktiviteter, og det har jeg så tænkt, at jeg gerne ville give videre til vores spillere nu.”
Tobias har sammen med de øvrige trænere udarbejdet et årshjul, der sikrer faste aktiviteter for klubbens børn og unge. Klubben skal være et sted, der både rummer tennistræning og giver gode venskaber.
”Det er meget en mærkesag for mig. At klubhuset og klubben er et sted, hvor man hænger ud, så man ikke bare tager hjem og spiller computer, eller hvad man nu ellers gør. Men at man har det sociale fællesskab uden for skolen og uden for hjemmets fire vægge.”
Fællesspisning og Funky Freitag
Sociale aktiviteter styrker fællesskabet. Selvom tennis er fællesnævneren, er det vigtigt at dyrke sammenholdet – både på og uden for kridtstregerne. Derfor har Gladsaxe Tennis og Padel Klub hver måned et socialt tilbud, der også handler om meget andet end tennis.
”Vi har fællesspisning i løbet af udendørssæsonen en gang om måneden, der ligger i forlængelse af træningen, så flest muligt kan deltage. Og så inviterer vi forældrene, så de også får mulighed for at engagere sig i klubben.”
”Vi har også ’Funky Freitag’, som kører hver anden måned. Det handler om at mødes om tennis, men ikke for tennis. Så vi laver nogle andre aktiviteter. På fredag skal vi spille bowling, og så griller vi nogle pølser bagefter.”
Årlig tenniscamp i Båstad
Hvert år i november kan juniorerne desuden se frem til en udenlandstur. Her drager klubbens ældste juniorer nemlig i samlet flok med trænerne til tenniscamp i Båstad, hvor der venter en hel weekend med masser af træning, sjov og spas.
”Vi følges ad fra Hovedbanegården og tager toget derfra. Og allerede dér starter turen, for her skal vi i fællesskab sådan nogle helt basale, lavpraktiske ting, som at bære det udstyr, vi skal have med. I løbet af campen har vi morgenbadning, hvor vi løber ned til vandet og hopper i. Der er otte timers tennis, og så har vi quizzer og konkurrencer og gåture til byen.”
Tobias drømmer også om, at de sociale aktiviteter kan være med til at skabe en masse nære venskaber. Faktisk er flere begyndt at ses uden for Gladsaxe Tennis og Padel Klub. Og det kan også mærkes på banen.
”Vi har 75 juniorer i klubben. Det er dog ikke alle, der deltager i træning. Vi er steget til 50 i løbet af den her sommer. Og jeg tror, at alle dem, der spiller, har været med til minimum én social aktivitet.”
”Der er blevet en bedre tone, og det er blevet endnu mere hyggeligt. Altså det har altid været hyggeligt, men det er blevet lidt mere et fællesskab på holdene.”
Den fine tilslutning til klubbens aktiviteter, har fået Tobias til at drømme om at lave endnu flere arrangementer i fremtiden.
”Jeg har snakket med nogle, der har en lille tennishal på Falster, om at tage ned med nogle af de mindre juniorer og så have en enkelt overnatning og lave en camp der. Så vi også kan give dem følelsen af, at man også kan mødes uden for Gladsaxe Tennisklub.”