Birkerøds hold i herrernes Elitedivision stillede ikke op til opgøret på udebane mod Århus 1900 onsdag den 8. juni. Begrundelsen var, at Birkerød ikke kunne stille fuldt hold.
DTF Turnering har besluttet at udelukke Birkerøds hold i Elitedivisionen for herrer for videre deltagelse i udendørssæsonen 2022. Holdet tvangsnedrykkes til 1. division øst i udendørssæsonen 2023.
I afgørelsen lægger DTF Turnering vægt på, at Elitedivisionen er landets bedste række, og at Birkerød har 19 turneringsspillere på klubranglisten. Desuden er der præcedens fra tidligere sager, hvor et hold har meldt afbud til en kamp i Elitedivisionen. Den seneste sag er fra indendørssæsonen 2021/22.
De resterende kampe for Birkerød udgår – og modstanderholdet vinder uden kamp. Birkerød taber alle allerede spillede kampe i Elitedivisionen med den højest mulige score.