Elitedivisionen: Holdkaptajnerne ser i krystalkuglen

Hvem kommer i Medaljespillet? Og hvor ender de enkelte hold i grundspillet? Elitedivisionens holdkaptajner kommer med deres vurdering af den kommende sæson.

Samtlige Elitedivisionens holdkaptajner tror, at Birkerød igen vil nå Medaljespillet.

Årets HEAD DTF Holdturnering sættes i gang denne weekend. Vi har bedt elitedivisionsklubbernes holdkaptajner om at give den som spåmænd og spåkoner. De fik til opgave at give deres bud på, hvilke fire hold der når Medaljespillet. Samtidig skulle de svare på, hvor de tror, at deres eget hold ender i grundspillet.

I damernes elitedivision gav den øvelse et klart favoritfelt bestående af KB, Gentofte og Birkerød. Alle otte holdkaptajner vurderer, at de tre hold når med i Medaljespillet.

Den sidste ledige plads er der mere delte meninger om. Fem holdkaptajner tror, at sidste indendørssæsons mestre fra HRT igen når Medaljespillet. Derimod har kaptajnerne fra Birkerød, HIK og Roskilde mere fidus til, at HIK nupper den sidste plads.

Ser man på, hvem der ender på førstepladsen i grundspillet, så er det kun Karolina Jovanovic i Birkerød, der vil tage den ultimative favoritværdighed på sig. Hun tror, at Birkerød vinder grundspillet.

Både Jonas Svendsen i Gentofte og Christian Camradt i KB mener, at andenpladsen bliver deres. Hvem af de to, som får ret, kan der komme en god indikation på allerede i anden runde, når KB på hjemmebane tager imod Gentofte.

Der skal også findes to nedrykkere hos damerne. Ud fra holdkaptajnernes egen vurdering lader det til at blive afgjort mellem Lyngby, Roskilde og B 93. Sisse Folmø og Bo Mortensen i henholdsvis Roskilde og B 93 tror begge på, at de ender som nummer seks i rækken. Jacob Holst i Lyngby er lidt mindre optimistisk og tror på, at Lyngby ender som nummer syv i rækken.

Se alle holdkaptajners bud i bunden af artiklen.

Tre storfavoritter

herresiden tegner der sig ligesom hos damerne et mønster med tre storfavoritter til de fire pladser i Medaljespillet. Samtlige holdkaptajner har udendørsmestrene fra HIK, sidste års vindere fra KB og et forstærket Lyngby-hold i deres top fire.

Tre klubber har holdkaptajner, der tror på, at de nupper den sidste plads i Medaljespillet. Sidste års bronzevindere fra Virum-Sorgenfri har fået fem stemmer. Gentofte har fået to stemmer. Den sidste stemme er faldet på HRT. Lidt kuriøst kommer den stemme fra Gentoftes Jonas Svendsen, som spår Gentofte til at ende som nummer fem i grundspillet.

Michael Tauson i HIK tror, at hans hold slutter som nummer et i grundspillet. Ingen andre holdkaptajner har så stærk en tro på egne evner. Jacob Holst siger, at Lyngby bliver nummer to, og Mikkel Nørby tror, at KB slutter som treer.

Der er også kun en enkelt holdkaptajn, der tror, at hans hold ender som nummer fire. Det er Claus Løppke i Virum-Sorgenfri.

I den tunge ende af rækken tror Thomas Skouboe i KFUM, at holdet må en tur ned i 1. division. Anders Grinderslev i Skovbakken har den næstdårligste vurdering af sit holds chancer i grundspillet. Han tror dog, at århusianerne overlever i rækken med en sjetteplads.

Holdkaptajnernes bud

Holdkaptajnerne blev bedt om deres bud på, hvem der nåede Medaljespillet (vilkårlig rækkefølge), og hvilken placering deres eget hold ender på.

Damer

KB, Holdkaptajn: Christian Camradt

  • Medaljespil: Gentofte, KB, Birkerød, HRT
  • KB slutter som nummer 2 i grundspillet

Lyngby, Holdkaptajn: Jacob Holst

  • KB, Birkerød, HRT, Gentofte
  • Lyngby slutter som nr. 7 i grundspillet

Gentofte, Holdkaptajn: Jonas Svendsen

  • Medaljespil: KB, Gentofte, HRT, Birkerød
  • Gentofte slutter som nr. 2 i grundspillet

Birkerød, Holdkaptajn: Karolina Jovanovic

  • Medaljespil: Birkerød, Gentofte, KB, HIK
  • Birkerød slutter som nr. 1 i grundspillet

HRT, Holdkaptajn: Mikkel Schultz

  • Medaljespil: Gentofte, KB, Birkerød, HRT
  • HRT slutter som nr. 4 i grundspillet

HIK, Holdkaptajn: Michael Tauson

  • Medaljespil: Gentofte, KB, HIK, Birkerød
  • HIK slutter som nr. 3 i grundspillet

Roskilde, Holdkaptajn: Sisse Folmø

  • Medaljespil: KB, Gentofte, Birkerød, HIK
  • Roskilde slutter som nr. 6 i grundspillet

B 93, Holdkaptajn: Bo Mortensen

  • Medaljespil: KB, Gentofte, Birkerød, HRT
  • B 93 slutter som nr. 6 i grundspillet

 

Herrer

KB, Holdkaptajn: Mikkel Nørby

  • Medaljespil: Lyngby, HIK, KB, Virum
  • KB slutter nummer 3 i grundspillet

KFUM, Holdkaptajn: Thomas Skouboe

  • Medaljespil: Lyngby, HIK, Virum, KB
  • KFUM slutter som nummer 7 i grundspillet

Lyngby, Holdkaptajn: Jacob Holst

  • Medaljespil: KB, Lyngby, HIK, Gentofte
  • Lyngby slutter som nr. 2 i grundspillet

Gentofte, Holdkaptajn: Jonas Svendsen

  • Medaljespil: Lyngby, HIK, KB, HRT
  • Gentofte slutter som nr. 5 i grundspillet

Skovbakken, Holdkaptajn: Anders Grinderslev

  • Medaljespil: Lyngby, HIK, KB, Virum/Sorgenfri
  • Skovbakken slutter som nr. 6 i grundspillet

Virum-Sorgenfri, Holdkaptajn: Claus Løppke

  • Medaljespil: HIK, Lyngby, KB, Virum-Sorgenfri
  • Virum-Sorgenfri slutter som nr. 4 i grundspillet

HRT, Holdkaptajn: Mikkel Schultz

  • Medaljespil: Lyngby, KB, HIK, Gentofte
  • HRT slutter som nr. 5 i grundspillet

HIK, Holdkaptajn: Michael Tauson

  • Medaljespil: Lyngby, KB, Virum, HIK
  • HIK slutter som nr. 1 i grundspillet