Elmer fik sin største titel på stor dansk finaledag

Elmer Møller vandt karrierens første ATP Challenger-titel i Portugal og kan nu se frem til at spille med i kvalifikationen til Australian Open til januar.

Elmer Møller var dominerende på de indendørs grusbaner i Braga. Foto: Eduardo Oliveira/MoveSoundClick Agency.

Tre finaler med fire danskere i aktion på samme tid. Det er ikke hverdagskost i international tennis. Men det var ikke desto mindre menuen denne søndag.

Elmer Møller vandt karrierens største triumf ved ATP Challenger-turneringen Braga Open. Clara Tauson måtte tage til takke med finalepladsen i Hong Kong. Det samme måtte doublekonstellationen med August Holmgren og Johannes Ingildsen ved en Challenger i Frankrig.

Sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, har fulgt de danske toppræstationer tæt hele ugen. Han er ikke overraskende meget glad.

”Det har været en sand fornøjelse at følge spillerne fra Davis og Billie Jean King Cup-holdene i denne uge. Elmer stormer frem på verdensranglisten. Clara viser sin klasse. Og Joe og August er bare ekstremt svære at slå i en double,” siger Jens Anker Andersen, der også har roser til Johanne Svendsen og Rebecca Munk Mortensen.

De to Billie Jean King Cup-spillere sikrede sig lørdag en doubletitel sammen, da de gik hele vejen ved en $15.000-turnering i Slovakiet. De to mødte hinanden i 2. runde af singleturneringen, hvor 20-årige Svendsen slog sin 18-årige landsmand. Herefter blev kvartfinalen endestationen for Johanne Svendsen.

Tredje gang var lykkens gang

På grus i Portugal stod Elmer Møller i karrierens og årets tredje finale på ATP Challenger Tour. Tredje gang blev lykkens gang for Davis Cup-spilleren.

Modstanderen var verdensranglistens nummer 127 Daniel Galan, der sidste år var fremme som nummer 56 i verden. Men som i hele ugen lod Elmer Møller sig ikke påvirke af at være underdog på papiret.

Colombianeren blev slået med 6-4, 7-6. Dermed kunne den 21-årige Møller sætte karrierens største triumf ind på kontoen, der i forvejen rummede seks mindre turneringssejre som professionel.

Turneringen i Braga gav 75 ATP-point til vinderen. Foto: Eduardo Oliveira/MoveSoundClick Agency.

“Det var virkelig fedt. Det har været lange to uger, men jeg er virkelig glad for, at jeg blev i det og har spillet virkelig godt i løbet af ugen. Så det er megafedt også at få noget belønning for det,” siger Elmer Møller.

Davis Cup-spilleren var gennem to kampe i kvalifikationen for overhovedet at komme ind i turneringen. Sidste uge var han i øvrigt også i kvalifikationen og kom ind som lucky loser i en tilsvarende turnering i Lissabon. Her nåede Elmer Møller til semifinalen.

Han fortsætter på den iberiske halvø i næste uge. Her tager Elmer Møller til Valencia, hvor han ligesom i denne uges semifinale møder den tidligere nummer 17 på verdensranglisten, Albert Ramos-Vinolas.

Belønning for hårdt arbejde

Elmer Møller har denne uge haft følgeskab af Levar Harper, der er træner på DTF’s Elitemiljø. Han giver stor kredit til folkene omkring for sin store spillemæssige udvikling det seneste år.

“Jeg føler, at jeg har nogle rigtig gode mennesker omkring mig i mit trænerteam, som virkelig har fået hjulpet mig rigtig godt. Og så føler jeg, at jeg med det har fundet meget mere frem til den måde, jeg gerne vil spille på og har mere tro på mig selv. De kombinationer har været afgørende for, at det er gået godt indtil videre i år,” siger Elmer Møller.

De gode resultater giver Elmer Møller et solidt løft på ATP-listen. Han kommer for første gang i karrieren ind i top-200. På ’live-rankingen’ ligger han aktuelt nummer 172.

Dermed kan han godt begynde at bestille flybillet Down Under i starten af det nye år. Rangeringen vil nemlig give Elmer Møller adgang til kvalifikationen til grand slam-turneringen Australian Open.

“Det er en belønning for noget hårdt arbejde. Jeg tror, den er sikker nu. Jeg er ikke helt 100. Men hvis den er sikker, så er det i hvert fald virkelig fedt og noget jeg vil glæde mig rigtig meget til,” siger Elmer Møller om den forestående oplevelse i Australien.

Syvende Challenger-finale i år

Her kan han passende følges med landsholdskollegaen August Holmgren, der denne sommer har servet sig op blandt de 170 bedste spillere i verden.

Holmgren spillede i denne uge med ved den franske Challenger-turnering Open de Vendée. Her blev det kun til en enkelt kamp i singleturneringen.

Til gengæld tog han hævn i doubleturneringen med Johannes Ingildsen ved sin side. De to fuldendte for nyligt Danmarks Davis Cup-triumf i Kasakhstan ved at hente det afgørende point i en double mod Alexander Bublik og hans makker.

Johannes Ingildsen og August Holmgren har fundet ind i et frugtbart samarbejde på doublebanen. Foto: Nicolas Averty.

Også i Frankrig viste Holmgren og Ingildsen sig svære at slå. Det havde søndag bragt dem til finalen, hvor Marcelo Demoliner (ATP double: 139) og Christian Harrison (ATP double: 109) ventede.

Finalen var ikke mindre end den syvende Challenger-finale i år for Johannes Ingildsen og den anden i træk med August Holmgren. Det var dog kun blevet omsat til en enkelt titel.

Den total blev desværre ikke forbedret søndag, hvor den danske duo tabte med 3-6, 5-7, selvom de var foran med 4-1 i andet sæt.

August Holmgren og Johannes Ingildsen har dog stadig en imponerende statistik for året. Her har de vundet otte ud af ti doubler sammen. De to fortsætter i næste uge ved en anden Challenger-turnering i Frankrig.

Det er ikke mere end et år siden, at Johannes Ingildsen besluttede at gå all in på sin doublekarriere. Det har givet pote. På live-rankingen har han øjeblikkeligt sin hidtil bedste placering som nummer 128 i verden.

Fremgang for Clara

Første dansker i aktion denne søndag var Clara Tauson. Hun mødte Alja Tomljanović (WTA: 107) i finalen ved WTA125-turneringen i Hong Kong.

Clara Tauson var seedet 6 i Hong Kong. Foto: Jason Chan/Clicks Images.

Det var Claras anden finale i år. Men det lykkedes ikke at erobre årets første titel, som ville have været den største for Clara Tauson siden 2021, hvor hun vandt Luxembourg Open.

I semifinalen havde Clara Tauson slået den fjerdeseedede Varvara Gracheva fra Frankrig komfortabelt i to sæt. Men i finalen var Tomljanović stærkest i den sidste ende. Slutcifrene lød på 4-6, 6-4, 6-4 i australsk favør.

Med finalepladsen rykker Clara Tauson frem som nummer 62 på den næstkommende verdensrangliste.

Stærkt hjemligt elitemiljø

Sekstetten Clara Tauson, Johanne Svendsen, Rebecca Munk Mortensen, Elmer Møller, August Holmgren og Johannes Ingildsen har det tilfælles, at de alle har base i Danmark og støttes af Dansk Tennis Forbunds elite-setup.

”Som sportschef er jeg ekstremt tilfreds med at konstatere, at vi er lykkedes med at have et setup, hvor man kan være fuldtidsprofessionel spiller med base i Danmark. Konkurrencen er international tennis er benhård. Så der skal lyde en stor cadeau for de stærke præstationer – først og fremmest til spillerne – men også til alle personerne omkring dem,” siger Jens Anker Andersen.

Danmarks bedst rangerede spiller Holger Rune er med ved Shanghai Masters. Men hans 2. rundekamp mod Matteo Berrettini regnede væk og blev udsat til mandag.