Et tennismenneske tjekker ud

Frederik Løchte Nielsen har spillet sin sidste professionelle tenniskamp. Anders Haahr Rasmussen, tenniskommentator og forfatter, sætter ord på hans unikke karrierevej.

Et tennismenneske tjekker ud. Foto: Tommy Hindley/ Professional Sport

Af Anders Haahr Rasmussen

Nogle øjeblikke er vigtigere end andre, og det her er et af de helt afgørende:

Vi befinder os på Wimbledons bane 14, det er tirsdag i turneringens anden uge, en overskyet dag, sommeren 2012, og Frederik Løchte Nielsen skal serve. Han er 28 år gammel og med i Wimbledon for første gang i sit liv takket være et wildcard til briten Jonathan Marray, som tilfældigvis manglede en makker.

De har lidt overraskende vundet deres to første kampe og befinder sig nu i femte og afgørende sæt af tredjerundeopgøret mod Jean-Julien Rojer og Aisam-ul-Haq Qureshi. Det i sig selv er imponerende: Rojer og Qureshi kom til Wimbledon fulde af selvtillid. Nogle måneder forinden havde de vundet en turnering i Estoril, hvorefter de var taget til Madrid og besejret verdens bedste doublepar, de amerikanske Bryan-brødre. De nåede semifinalen ved French Open og fik den optimale optakt til Wimbledon, da de vandt optaktsturneringen på græs i Halle.

De er foran 4-3 i femte sæt og Frederik Løchte Nielsen er bagud 30-40 i eget serveparti. Breakbold, hvilket reelt er en matchbold, for det er Qureshis serveparti, der venter, og pakistaneren er ikke blevet brudt en eneste gang i dag.

Nielsen og Marray mødes midt på banen til en kort snak. De aftaler, at bytte side efter serven, sådan at Marray går på tværs for at blokere, hvad de håber bliver en cross court-returnering fra Rojer. Desværre har hollænderen luret deres strategi. Han sender returneringen op ad linjen, ned i fødderne på Frederik, der fra et sted omkring servelinjen skal slå en modbydelig flugtning.

Det er oplagt at lægge den tilbage ned ad linjen til Rojer. Det er det sikre, men Frederik Løchte Nielsen satser. Han har på fornemmelsen, at Qureshi vil prøve at blande sig, bryde ind ved nettet, så han følger sit instinkt og flugter på tværs.

Det er en svær flugtning. Han skal tage farten ud af bolden og lægge den nænsomt over nettet, uden at Qureshi ser det komme, uden at han kan nå at reagere, men samtidig så blidt, at den ikke ryger ud over sidelinjen. Og han gør det. Kæler bolden kryds over nettet. Et rent vinderslag. Nederlaget afværget.

Fire dage og tre kampe senere kunne Frederik Løchte Nielsen som bekendt løfte trofæet på Centre Court som den første – og stadig eneste – danske Wimbledon-vinder i turneringens 145 år lange historie.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sejrsmomentet på Center Court. Foto: Tommy Hindley/ Professional Sport.

Nu er Frederik Løchte Nielsens karriere forbi. Lørdag tabte han med sin makker Marcus Daniell i 2. runde i Australian Open til verdens næstbedste doublekonstellation, Rajeev Ram og Joe Salisbury, og tirsdag meldte han ud på Twitter og til TV2, at det var hans sidste turnering som professionel tennisspiller.

Over 600 kampe er det blevet til. Selv havde han aldrig troet det skulle blive til så meget som en eneste. Så god var han slet ikke, da han løb rundt som juniorspiller i Lyngby. Aldrig den bedste i sin årgang, langt fra den bedste i Danmark, en professionel karriere var urealistisk. Alligevel blev han ved med at spille tennis. Opfordret af sin mor, Lone, der kunne se hvad drengens hjerte bankede for, droppede Frederik skolen og gav tennis en chance. Selv anså han det for usandsynligt, at han nogensinde skulle tjene så meget som et eneste point til ranglisten.

Men det gjorde han. I sommeren 2002 tjekkede han ind som nummer 1171 og klatrede langsomt opad, indtil han i sensommeren 2011 var blandt de 200 bedste i verden. Hvis du er blandt de 200 bedste fodboldspillere i verden, er du mangemillionær. Selv hvis du er blandt de 200 bedste i Danmark tjener du højst sandsynligt en fin skilling.

Tennis er anderledes svært at leve af, men for første gang i sin karriere var Frederik Løchte Nielsen i stand til at hyre en fuldtidstræner og tilknytte både en fysisk træner, en mentaltræner og en diætist. Han skar alle overflødige kulhydrater ud af sin kost, stabiliserede sit blodsukker og endte med at tabe sig 15 kilo.

Resultaterne lod ikke vente på sig. 2012 begyndte med en optræden i Hopman Cup, hvor han var et serveparti fra sejr over verdens nummer 8, amerikanske Mardy Fish. Et par uger senere deltog han i en grand slam-turnering for første gang, da han med tre sejre på stribe kvalificerede sig til Australian Open.

En hård lodtrækning sendte ham i kløerne på Kevin Anderson, men trods nederlaget forlod han Australien med en god fornemmelse. Spillet var bedre end nogensinde. Som han sagde til mig, da vi snakkede sammen for nylig:

”Hvis jeg skulle vælge en version af mig selv til at spille en tenniskamp for mit liv, så skulle det være 2012-versionen.”

Så kom Wimbledon.

Det er stadig svært at begribe, at det fandt sted. Frederik Løchte Nielsen havde på det her tidspunkt i sin over ti år lange karriere ikke vundet en eneste kamp i hverken single eller double på ATP-niveau. Han havde håbet at få lov til at spille med i kvalifikationsturneringen til Wimbledon det år, men rangeringen var ikke til det, så han var egentlig på vej hjem til Danmark for at spille holdkamp i elitedivisionen for sin klub, Lyngby, da telefonen ringede.

Det var Jonny Marray. Frederik havde spillet sammen med ham i en Challenger-turnering i Nottingham et par uger forinden. Marray havde for længst aftalt at spille Wimbledon med Adil Shamasdin, men da det kom til stykket, havde de alligevel ikke høj nok rangering til at komme med. Først havde Jonny kigget sig omkring efter andre makkere med en højere rangering, der kunne sikre ham adgang, men så fik han den bedst tænkelige besked fra turneringsarrangørerne: Et wildcard.

Det fik han selvfølgelig, fordi han er brite, og Wimbledon er britisk, og i britiske tenniskredse mente man, at det ville være på sin plads, hvis han valgte en britisk makker, gerne en af de unge lovende talenter. Men Jonny var ligeglad. Han havde haft det så fornøjeligt med Frederik i Nottingham, at han hellere ville spille sammen med ham.

Artiklen fortsætter under billedet.

Marray ville hellere have det sjovt med Løchte fremfor at spille med en landsmand. Foto: Tommy Hindley/ Professional Sport

For Frederik Løchte Nielsen var det først og fremmest en oplevelse. Og det var en oplevelse, han var opsat på at få det maksimale ud af. Inklusiv en souvenir. Tag for eksempel det officielle Wimbledon-håndklæde, der ligger på hver spillers stol – det havde han hørt, at boldbørnene godt kunne finde på at snuppe med sig, så da første kamp var midt i femte og afgørende sæt, pakkede han det ned i tasken. Så var den lille gevinst i det mindste sikret.

Det skulle blive det mindste han tog med sig hjem fra London. Ham og Marray vandt og vandt og vandt, den ene mere usandsynlige sejr efter den anden, takket være den ene mere utrolige feberredning efter den anden. Afgørende øjeblikke, der sendte ham op blandt de 25 bedste doublespillere i verden med adgang til sæsonfinalen, grand slams og Masters-turneringer, præmiepenge man både kan leve af og lægge til side.

Frederik Løchte Nielsen lod sig friste. Han tog sig, hvad han sammen med sin mentaltræner beskrev som et årskort til Tivoli: 12 måneder på første klasse, Indian Wells, Miami, spillede sig i semifinalen i O2 Arena i London, var med i Queens Club, fik set det hele og fik nok. Fik udlevet sin indre tennisturist.

Det ville ellers være drømmen for de fleste, men Frederik Løchte Nielsen er ikke som de fleste. Han har aldrig spillet tennis for at blive rig eller berømt. Han spiller tennis, fordi han elsker at spille tennis.

Han elsker bevægelserne, lydene, slagene, elsker udfordringen ved at skulle løse den gåde, hver ny modstander er. Elsker udfordringen ved at blive konfronteret med sine egne svagheder, arbejde på dem, vokse, som spiller og menneske. Kort sagt: Frederik Løchte Nielsen elsker tennis, og for ham var der ikke nok tennis i double.

Så han vendte tilbage til sit liv som tennisvagabond. Forblev singlespiller. Foretrak en Future-turnering i Cardiff fremfor Shanghai Masters. Det føltes mere ægte. Mere svarende til hans reelle niveau.

Han kunne have etableret sig som en af verdens bedste doublespillere. Han viste flere gange efterfølgende, at niveauet var til det. Det blev til adskillige titler på ATP-touren, en semifinale ved Wimbledon i 2018 på endnu et wildcard, denne gang med Joe Salisbury, og en kvartfinale i French Open i 2020 med matchbolde mod topseedede Cabal og Farah.

I stedet blev det til endnu en håndfuld år som singlespiller med Challenger-finaler og Futures-titler, sejre over top 100-spillere i ny og næ og solide indsatser på det danske landshold.

Man skal ikke have tilbragt meget tid i danske tenniskredse for at få en fornemmelse af, hvordan hans prioriteringer blev modtaget. Der har været en følelse af, at han burde have udnyttet sine muligheder bedre. Han nærmest skyldte det. Hvis ikke sig selv så de mange andre spillere, der knokler i årevis uden at komme gennem nåleøjet. En følelse af, at han ødslede det væk og nu står tilbage uden at have haft hverken en single- eller doublekarriere, der for alvor tog fart.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fortryllende to uger i Wimbledon. Foto: Jon Buckle/Professional Sport/AELTC

For Frederik Løchte Nielsen ser det anderledes ud. Han tabte på mange måder sig selv i året efter Wimbledon-sejren. Mistede fokus og momentum. Han nåede aldrig igen op blandt de 200 bedste i verden. Men han blev klogere på sig selv.

”Wimbledon-sejren var måske ikke så gavnlig for min tennis. Uden den ville jeg måske have vundet et par Challenger-titler, nogle kampe på ATP-niveau. Men jeg lærte til gengæld meget om, hvad der er vigtigt i mit liv,” som han selv siger det. ”Det hjalp mig til at finde ud af, hvilket menneske jeg gerne vil være.”

I dag er han 38 år gammel, gift med Ciara, som han fik sit første barn med forrige år. De har lige købt hus, og det blev en konfrontation med konsekvenserne af de beslutninger, Frederik Løchte Nielsen har truffet gennem sin karriere. For i modsætning til mange af de spillere, han har fulgtes med gennem årene, er han ikke kvalificeret til pension fra ATP-touren. I det hele taget står der markant færre penge på kontoen, end der kunne have gjort. Og så kan det godt være svært at finde råd til et hus i omegnen af København.

Alligevel er der ikke et øjebliks fortrydelse.

”Jeg ville ikke gøre det anderledes. Aldrig nogensinde. Jeg har altid været passionsdrevet. Jeg ville ikke have trivedes i en professionel doublekarriere. Jeg tror, jeg ville være blevet en dårligere version af mig selv, som menneske.”

Det kan godt være, at huset blev mindre, end det kunne have været. Og det kan godt være, at karrieren blev mindre imponerende, end den kunne have været. Men det er et stort tennismenneske, der nu har lagt ketsjeren på hylden. Et tennismenneske, som går direkte over i en stilling som elitetræner for Dansk Tennis Forbund, hvor han i forvejen fungerer som Davis Cup-kaptajn. Forhåbentlig kommer han til i mange år fremover at dele ud af sin indsigt og erfaring til store og små talenter. Og hvis de på et tidspunkt har brug for at høre en god historie, så er han ikke bleg for at fortælle om dengang, i sommeren 2012, da han leverede et af de største og ubetinget mest eventyrlige resultater, dansk tennis nogensinde har set.

Anders Haahr Rasmussen er tenniskommentator på Eurosport/Discovery og forfatter til en lang række bøger blandt andet om tennis. Hans næste bog, ”Da Frederik vandt Wimbledon” er sat til at udkomme den 21. juni på Forlaget Momenta.