Fem danskere er klar til US Open

Clara Tauson og Holger Rune står begge over for et spændende US Open. Hos juniorerne er hele tre piger rejst til New York for at spille grand slam.

Johanne Svendsen, Natacha Schou og Rebecca Munk Mortensen var sidste år nomineret til Årets Juniortennisspiller. Nu skal de alle spille US Open.

Årets sidste grand slam-turnering serves i gang mandag aften dansk tid. Set med danske briller kan det blive rigtig interessant. Tirsdag er Danmarks to største tennisesser i aktion på anlægget i Flushing Meadows.

Clara Tauson er tilbage på ret køl, efter hun måtte melde afbud til både Roland Garros og Wimbledon i denne sæson. Hun møder i første runde den tidligere verdensetter Garbiñe Muguruza, der er seedet 9.

Ud fra rangering kunne det ligne en grim lodtrækning, men faktum er, at Muguruza har haft en trist sæson med kun ni sejre i 23 kampe. US Opens egen hjemmeside har udråbt opgøret til et af de seks mest fascinerende i 1. runde.

Den amerikanske grand slam turnering fremhæver Tausons kraftfulde grundslag og mener, at kampen hørmer langt væk af en overraskelse. Det er ingen grund til at andet end at håbe, de får ret.

Skulle Clara Tauson spille sig videre, kan den 19-årige se frem til at skulle møde vinderen af et andet ungdomsopgør, når 20-årige Xinyu Wang møder 17-årige Linda Fruhvirtova.

Tauson er også med i double, hvor hun danner par med amerikanske Ann Li. Danskeren bliver eneste ikke-amerikanske islæt på banen, da de møder Kaitlyn Christian og Lidziya Marozava.

Holger er seedet 28

Sidste år fik Holger Rune sin grand slam-debut og en oplevelse for livet på Arthur Ashe Stadium mod Novak Djokovic. Danskeren vandt mange hjerter, da han fightede sig til andet sæt i kampen, som dog gik serberens vej.

Sidenhen har det primært gået en vej for Holger Rune. Han har indkasseret karrierens første ATP-titel og nåede på fornemmeste vis kvartfinalen ved Roland Garros. De mange gode resulater har gjort, at danskeren kan gå ind til US Open med en seedning som nummer 28.

Holger Rune har rigtig gode muligheder i 1. runde, hvor tyske Peter Gojowczyk står på den anden side af nettet. Næste kamp kan straks blive mere udfordrende, da den tidligere top-10 spiller og nuværende servekanon John Isner ligner den mest oplagte modstander.

På papiret kan 3. runde blive en kamp mod Cameron Norrie. Briten har to gange tidligere i år ageret stopklods for Holger Rune. Men begge opgør har været i tre sæt.

Discovery følger US Open tæt og sender både Holger og Claras kampe.

Holger Rune danner i doubleturneringen makkerpar med kazakstaneren Alexander Bublik. De møder amerikanerne Frances Tiafoe og Denis Kudla.

Tre danske piger

En trio af danske juniorpiger er også rejst til New York. Johanne Svendsen er direkte i hovedturneringen, hvor hun også bliver seedet. Det er sidste gang, at HRT-spilleren kan deltage i en junior grand slam, inden hun bliver senior ved årsskiftet.

Det samme kan siges om Natacha Schou, der tidligere i år forgæves forsøgte at spille sig gennem kvalifikationen til Roland Garros og Wimbledon. Nu står den 18-årige igen med chancen. I øjeblikket er hun førstereserve til at komme med i kvalifikationsturneringen, hvilket så godt som sikre hende en plads, når det går løs på fredag.

Rebecca Munk Mortensen er sidste danske islæt. Den 16-årige spiller sin første junior grand slam og er ligesom Schou med i kvalifikationen. Til gengæld har Rebecca Munk Mortensen et helt år mere til at spille junior grand slams, hvis kvalifikationen glipper denne gang.