Onsdag fortsatte første runde-kampene på grusbanerne ved ITF-turneringen i Vejle Tennis Klub, hvor 12 danskere dagen igennem skulle i aktion.
Sidste år vandt vejlenseren Johanne Svendsen på damesiden, mens August Holmgren nåede finalen hos herrerne i ITF-turnering i Vejle. Onsdag skulle de så for første gang træde ind på de røde grusbaner igen.
Også tv-kanalen SPORT LIVE havde fundet sin plads på anlægget i Vejle onsdag. Ligesom sidste år dækker de turneringen fra onsdag til søndag med to tv-kampe dagligt. Og der var på forhånd lagt op til en gyser af en dansker-kamp, da den lokale Johanne Svendsen skulle møde KB-spilleren Vilma Krebs i dagens første tv-kamp om eftermiddagen.
Men sådan skulle det ikke gå, da Vilma Krebs allerede tidligt på dagen var nødt til at trække sig fra turneringen på grund af sygdom. Og da ingen havde skrevet sig op til at være ”lucky loser” på dagen – og dermed kunne overtage pladsen fra Vilma Krebs – så strøg sidste års vinder af turneringen direkte videre til anden runde – uden at have været på gruset.
Solidt spil fra Viller Møller
De øvrige danske damer i hovedrunden, som skulle kæmpe om en plads videre, stillede sig på henholdsvis bane et og bane to, da de første server blev sendt afsted ved 10-tiden.
På bane 1 stod den nykårede udendørs danmarksmester Hannah Viller Møller overfor Lucia Gomez fra Spanien. Efter et mesterligt første sæt, hvor Viller Møller kørte sin modstander ud af banen 6-0, måtte collagespilleren sande, at Gomez havde oppet sig til andet sæt, som spanieren endte med at snuppe.
Derfor skulle kampen afgøres i et tredje sæt. Og dén chance havde danskeren ikke tænkt sig at spilde. Med solidt spil sørgede Hannah Viller Møller for at tage pladsen som første dansker videre til anden runde i hovedturneringen.
Helt så godt gik det desværre ikke på banen ved siden af, hvor Cecilie Wiche, der mandag kvalificerede sig til hovedturneringen, stod. Efter at være kommet foran 2-0 i første sæt, så fandt hendes argentinske modstander Agustina Chlpac pludselig takten og udlignede til 2-2.
Derfra blev der ikke kigget tilbage fra Chlpac side, og hun tog sejren i to sæt med cifrene 6-3, 6-3.
Tre herrer videre
I mændenes singler skulle seks danskere i aktion. Heriblandt sidste års finalist August Holmgren samt Johannes Ingildsen, Christian Sigsgaard og Elmer Møller, der alle fire havde direkte adgang til hovedturneringen via deres ranglistepoint.
Derudover var der tildelt wildcards til Benjamin Hannestad og Oskar Brostrøm Poulsen, som også skulle spille onsdag.
Og med fra kvalifikationen var Patrick Kristensen, der med en sejr over hollandske Christian Lerby dagen før, kunne spille sin første runde-kamp i hovedturneringen. Første runde blev desværre også endestationen for Give-spilleren, der på knap en time blev sendt ud af turneringen af med cifrene 2-6, 1-6.
Heller ikke Oscar Brostrøm fik lang tid i hovedturneringen. Efter et meget tæt første sæt, der endte i tiebreak, fik hans tyske modstander bedre greb om kampen i andet sæt og sendte danskeren ud af single-rækken.
Niveauet er højt over hele linjen i år. Og det viste sig blandt andet på August Holmgrens bane. Finalisten fra sidste år tabte første sæt i sin kamp og skulle bruge knap tre timer på at hive sejren hjem. Efter tre sæt kunne danskeren strække armene over hovedet i jubel.
Men også den danske mester Elmer Møller fik det høje niveau at føle på egen krop. Møller, der viste gode takter ved DM i juni, da han vandt suveræne sejre i både semifinalen over Christian Sigsgaard, og i finalen mod Philip Hjorth måtte se sig slået i to sæt. KB’eren stod i dagens anden tv-kamp over for den sjetteseedede svensker Karl Friberg, der vandt kampen 6-4, 6-2.
Tidligere på dagen havde der heller ikke været meget held på tv-banen, hvor Benjamin Hannestad havde stået i dagens første tv-kamp, efter opgøret mellem Johanne Svendsen og Vilma Krebs var blevet aflyst. På den anden side af nettet stod franskmanden Mehdi Sadaoui. De kæmpede begge bravt, men det blev til sidst franskmanden, der kunne gå sejrrigt fra banen efter tredje sæt.
To der til gengæld også kunne gå sejrrigt fra banen, var Davis Cup-spillerne Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard, som stod for en sejr hver, da de på banerne lige ved siden af hinanden kunne sikre to danske pladser mere i anden runde af hovedturneringen. De fandt i den grad også takten sammen, da de senere på dagen spillede doble og med cifrene 6-3 og 6-1 sendte deres franske modstandere ud af turneringen.
Dagens andet double-par Sarafina O. Hansen og Emma var også tæt på at tage en sejr, men blev slået af i to sæt af et hollandsk makkerpar.
Dermed er fem danskere videre til anden runde, der indledes torsdag. Her skal blandt andet Johanne Svensen i aktion for første gang i turneringen. SPORT LIVE sender deres første tv-kamp klokken 15.00. Se programoversigten her.
Fakta om turneringen
ITF World Tennis Tour turneringen løber af stablen hos Vejle Tennis klub fra søndag den 24. juli og syv dage frem. Der er $15.000 i samlet præmiesum for damernes double- og singleturnering. Det samme gælder for herrerne.
Følg med på SPORT LIVE
Der er masser af tennis hver dag på anlægget i Vejle, hvor der er fri entré. Fra den 27. juli-31. juli kan du se med i dit fjernsyn, når tv-kanalen SPORT LIVE sender direkte fra Vejle alle dagene.
Se hvordan du får SPORT LIVE her.
Info, resultater og kampprogrammer
Se lodtrækninger og resultater for damernes turnering her
Se lodtrækninger og resultater for herrernes turnering her
Under turneringen kan du følge alle resultater og live scores hos ITF. Klik på den ønskede dag og vælg M15 Vejle, DEN for mændenes turnering og W15 Vejle, DEN for damernes turnering.