Fire danske hold udtaget til junior-EM

To hold i både U12 og U14 skal repræsentere Danmark ved den traditionsrige indendørs holdturnering Winter Cups. Turneringen er et vigtigt trin i de unge spilleres udvikling.

Dansk Tennis Forbund sender fire hold afsted til Europas vigtigste indendørs holdturnering, Tennis Europe Winter Cups, der har været afholdt siden 1977.

“Winter Cups adskiller sig fra mange andre internationale turneringer ved at være en holdturnering, hvor coachen må sidde på banen under kampene. Her kan de unge spillere og træneren i høj grad samarbejde om at levere en god indsats,” siger Kim Hansen, der er juniorlandstræner i Dansk Tennis Forbund.

Winter Cups er en turnering i to faser. I første fase mødes op til otte hold i en kvalifikationsgruppe. Nummer et og to går videre til et finalestævne to uger senere.

For Dansk Tennis Forbund vægter det sportslige naturligvis højt. Men formålet med deltagelsen i Winter Cups er først og fremmest rettet mod spillernes udvikling.

“Det er selvfølgelig en god mulighed for spillerne at prøve sig af på et internationalt niveau, men vigtigst af alt giver turneringen anledning til at dyrke samarbejdet og holdfællesskabet mellem spillerne og trænerne,” siger Kim Hansen.

Her er holdene til Winter Cups 2024

U12 Piger: Rakovnik, Tjekkiet (26.-28. januar)

  • Emilia Henningsen, Hareskov-Værløse
  • Coco Olsen, KB
  • Maria Bogdanova, Lyngby
  • Coach: Kim Hansen, DTF

U12 Drenge: Krefeld, Tyskland (26.-28. januar)

  • Philip Dianati, Birkerød
  • Philip Tiedemann, B.93
  • Silas Fridthjof, KB
  • Coach: Bo Mortensen, B.93

U14 Piger: Stavanger, Norge (2.-4. februar)

  • Ella Møller Wilstrup, Holte
  • Emilia Thygesen, KB
  • Sophia Valsted, KB
  • Coach: Kim Hansen, DTF

U14 Drenge: Pornic, Frankrig (2.-4. februar)

  • Sebastian Kvist, KB
  • Villum Riddersholm, KB
  • Laurits Østergaard, HRT
  • Coach: Anders Grinderslev, KB