Fire danskere tjente deres livs første ATP- og WTA-point, da hovedturneringen tirsdag blev spillet ved KB’s ITF-turnering.
En af de vigtigste grunde til at have $15.000 ITF World Tennis Tour-turneringer på dansk grund er, at det giver danske spillere mulighed for at tjene deres første point til verdensranglisterne i vante omgivelser.
Tirsdag ved ITF-turneringen på KB var et rigtig godt eksempel på det. Hele otte danskere havde i 1. runde mulighed for at tjene deres første ATP- eller WTA-point. Kravet var en sejr i dag, hvor hovedturneringen blev indledt.
Perfekt indledning
Den danske pointjagt fik en perfekt start fra morgenstunden. Tirsdagen begyndte med tre danske spillere i aktion og alle tre er nu klar til 2. runde.Tilmed betød det karrierens første ATP-point for Oskar Brostrøm Poulsen og Anders Grinderslev.
Oskar Brostrøm Poulsen er med på et wild card fra DTF, og det udnyttede han til fulde ved at slå sin tyske modstander, Jonas Pelle Hartenstein, med 6-4, 6-3.
Artiklen fortsætter under Instagram-opslaget.
Anders Grinderslev vandt mandag sin kvalifikationsfinale over Olle Wallin. Men svenskeren kom ind i turneringen som lucky loser, hvilket resultaterede i endnu et opgør. I en kamp, der var meget lig begivenhederne fra dagen inden, var Grinderslev bedst og vandt med 6-4, 6-3.
Den indendørs danmarksmester kaldte det efterfølgende en drengedrøm, der var gået i opfyldelse, fordi han i en alder af 28 kunne sætte sit første ATP-point ind på kontoen.
Artiklen fortsætter under Instagram-opslaget.
ATP-point har Elmer Møller allerede. Davis Cup-spilleren var den første dansker til at sikre sig en tur i 2. runde. Danmarksmesteren vandt stensikkert med 6-4, 6-1 over franskmanden Amaury Raynel.
Elmer Møller har revanche til gode i sin næste kamp. Her møder han nemlig fjerdeseedede Karl Friberg, der slog Møller i sidste uge i Vejle. I dag var svenskeren igen hård ved en dansker. Han slog kvalifikationsspilleren Nikolaj Katic med 7-5, 6-4.
Rebecca vinder danskeropgør
Allerede inden dagen begyndte, stod det klart, at en dansk spiller skulle have sit første point til verdensranglisten. Lodtrækningen havde artet sig således, at juniorveninderne Rebecca Munk Mortensen og Natacha Schou, der begge er med på wild card, skulle mødes.
De to har de seneste uger rejst sammen til blandt andet junior-EM i Schweiz. Derfor var det to spillere, der kendte hinanden særdeles godt, der stod overfor hinanden. Rebecca Munk Mortensen, der tidligere i år fik debut for Billie Jean King Cup, kom bedst ud af det møde.
Med cifrene 6-3, 7-6 bookede hun billet til 2. runde.
Artiklen fortsætter under Instagram-opslaget.
Som fjerde og sidste dansker lykkedes det Sarafina O. Hansen at vinde sit første point til verdensranglisten. Men det holdt ekstremt hårdt, da hun fik brug for hele ni matchbolde, inden hun fik skovlen under norske Emilie Elde med 7-5 i afgørende sæt.
Emma Kamper Malmkjær spillede sig mandag ind i hovedturneringen. Men Aarhus 1900-spilleren havde fået drabelig modstand i form af den førsteseedede hollænder, Stephanie Visscher. Den opgave blev for stor, og danskeren måtte indkassere et nederlag på 6-0, 6-1.
Også Vilma Krebs Hyllested måtte strække våben i 1. runde. Hun fik ellers en god start på sin kamp mod britiske Eleanor Baglow og vandt første sæt med 6-3. Men Baglow fik vendt kampen og vandt de to sidste sæt med 6-4, 6-2.
Flere danskere onsdag
Onsdag er der igen rigtigt mange danskere, som fylder godt op på banerne på Peter Bangs Vej. Helt nøjagtig skal ti spillere med rødbedefarvet pas i aktion i single. Det gælder blandt andet finalisterne fra ITF-turneringen i Vejle, Johanne Svendsen og Hannah Viller Møller.
Dagen åbnes af Davis Cup-trioen August Holmgren, Christian Sigsgaard og Johannes Ingildsen. Sidstnævnte møder klubkammeraten Carl Emil Overbeck.
Fakta om turneringen
ITF World Tennis Tour turneringen løber af stablen hos KB Tennis fra søndag den 31. juli og syv dage frem. Der er $15.000 i samlet præmiesum for damernes turnering. Det samme gælder for herrerne.
Følg med på SPORT LIVE
Der er masser af tennis hver dag på anlægget på Peter Bangs Vej, hvor der er fri entré. Fredag, lørdag og søndag kan du se kvart-, semi- og finaler i dit fjernsyn, når tv-kanalen SPORT LIVE sender direkte fra kl. 10 alle tre dage med Mads Knudsen og Thomas Skouboe bag mikrofonen.
Se hvordan du får SPORT LIVE her.
Info, resultater og kampprogrammer
Se lodtrækninger og resultater for damernes turnering her
Se lodtrækninger og resultater for herrernes turnering her
Under turneringen kan du følge alle resultater og live scores hos ITF. Klik på den ønskede dag og vælg M15 Frederiksberg, DEN for mændenes turnering og W15 Frederiksberg, DEN for damernes turnering.