Køge Tennis & Padel Klub er vært for en W25 på ITF World Tennis Tour i første uge i august. Turneringen er den største professionelle dameturnering i Danmark i 11 år. Se her, hvordan du følger de danske damer.

Første uge i august byder på toptennis i Køge Tennis & Padel Klub, når spillere fra ind- og udland dyster ved en $25.000-turnering. Ikke siden 2012 har der været så mange point på spil til damernes verdensrangliste i Danmark.
Få detaljerne herunder.
Hvor?
På Køge Tennis og Padel Klubs baner på Stadion 12, 4600 Køge.
Hvornår?
Kvalifikationsturneringen begynder søndag den 30. juli. De første runder i hovedturneringen spilles den 1. august. Singlefinalerne spilles søndag den 6. august.
Programmet lægges dag for dag, men herunder kan du finde lodtrækningerne, når de offentliggøres. Vælg fanen ”order of play” for at se dagsprogrammerne, efterhånden som de opdateres.
Hvem?
Der er spillere fra en lang række nationer til stede ved turneringen i Køge – herunder Kina, Grækenland og Usbekistan. Men du kan også se frem til masser af danskere i både kvalifikationen og hovedturneringen.
Det gælder blandt andet Billie Jean King Cup-spillerne Johanne Svendsen (HRT), Rebecca Munk Mortensen (KB) og Sarafina O. Hansen (KB). Rebecca Munk Mortensen (KB) har netop har spillet sig i finale ved en 15.000 dollars-turnering i Vejle. Derudover er Hannah Viller Møller (Gentofte) og Laura Brunkel (Lyngby) er på deltagerlisten.
Hvad er der på spil?
For damernes single- og doubleturnering er der en samlet præmiesum på $25.000.
Samtidig er det muligt at vinde point til verdensranglisten. Vinderen af singleturneringen kan sætte 50 WTA-point ind på kontoen. Der er 30 point til finalisten og 18 til semifinalisten.
Kan jeg se turneringen live?
Det kan du tro. Der er gratis adgang for alle tilskuere under hele turneringen. Så kom og støt de danske spillere.
Hvordan følger jeg ellers med?
SPORT LIVE er til stede ved de afgørende kampe, hvor de sender direkte i dit tv, så du kan følge med lige der, hvor du er. Se med fra den 4.-6. august (kvartfinaler, semifinaler og finaler). Se hvordan du får SPORT LIVE her.
Dansk Tennis Forbund følger turneringen tæt på tennis.dk, samt Facebook og Instagram.
Under turneringen kan du følge live scores hos ITF.