På hjemmebane i Sydbank Arena i Kolding tager det danske herretennislandshold imod Thailand ved Davis Cup. discovery+ og 6’eren viser alle fem kampe, der spilles fredag den 17. september og lørdag den 18. september.
I World Group II, der er det tredjehøjeste niveau i Davis Cup sammenhæng, skal Danmark over fem kampe bide skeer med Thailand. Det sker fredag den 17. september og lørdag den 18. september på hjemmebane i Sydbank Arena i Kolding. Danske tennisfans kan med spænding se frem til at følge landsholdet på tv, eftersom Discovery har sikret sig rettighederne til alle fem kampe.
Direktør i Dansk Tennis Forbund Emil Bødker glæder sig over samarbejdet med Discovery.
”Dansk Tennis – heriblandt Davis Cup-holdet – er inde i en fantastisk udvikling. Vi er rigtig glade for, at vi med samarbejdet med Discovery kan få mulighed for at vise rigtig mange danskere, hvad dansk tennis står for. Forhåbentlig er det starten på en samlet rejse, hvor dansk landholdstennis kommer tilbage til verdenseliten,” siger Emil Bødker.
Køb billetter og oplev Davis Cup kampen på tætteste hold:
Repræsenterer hele Danmark
I spidsen for det danske tennislandshold er Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen. Den tidligere Wimbledonmester i double har foruden sig selv udtaget et slagkraftigt hold bestående af August Holmgren, Christian Sigsgaard, Benjamin Hannestad og Johannes Ingildsen.
”Davis Cup er noget helt specielt i tennisverdenen. Til dagligt spiller vi for os selv, men til Davis Cup står der Danmark på ryggen, og vi repræsenterer hele landet. Vi vil gøre alt for at besejre Thailand og give seerne en fornemmelse af det specielle ved Davis Cup,” siger Danmarks Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen.
Dansk tennis under opblomstring
Fredag eftermiddag kl. 16.00 bliver første bold servet i gang i den første af fredagens to single opgør. Lørdagen byder fra klokken 12:00 på en double efterfulgt af to singler. Alle kampene ved Davis Cup er bedst af tre sæt.
”Dansk tennis er under opblomstring. På Discovery Networks Danmark er vi glade for at have sikret os rettighederne til Davis Cup-kampene mod Thailand, der forhåbentligt skal være startskuddet til en ny gylden æra i dansk tennis,” siger Discovery Networks sportschef, Søren Klæstrup.
Kampen mod Thailand er uhyre vigtig, hvis drømmen om Davis Cup Finals på sigt skal blive til virkelighed. Slår Danmark Thailand vil landsholdet højest sandsynligt skulle spille en afgørende play-off kamp i november for at rykke op i næste års World Group I play-offs.
Senere på året har Discovery Networks Danmark også sikret sig rettighederne til Davis Cup Finals.
Alle kampene i det vigtige opgør mod Thailand kan følges på discovery+ og 6’eren.