August Holmgren er i karantæne med corona forud for Davis Cup-kampen mod El Salvador i weekenden.
Lige nu er det danske Davis Cup-hold i gang med de sidste forberedelser til Davis Cup-kampen mod El Salvador. I smukke og frodig omgivelser er spillerne ved at finde sig til rette på hard court-banerne.
Desværre er den bedst rangerede singlespiller, August Holmgren, røget i karantæne på sit hotelværelse på grund af corona. Derfor er det også yderst tvivlsomt, i hvilket omfang han er til rådighed, når Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen sætter holdet til lørdag og søndag, hvor opgøret afvikles.
Men resten af holdet med Johannes Ingildsen, Christian Sigsgaard og Elmer Møller er klar til at kæmpe en vis legemsdel ud af shortsene for at sikre dansk sejr over El Salvador.
En sejr er nemlig vigtig i holdets bestræbelser på at spille sig op gennem hierarkiet i landsholdstennis. Weekendens kamp, som kan følges på live score og DTF’s kanaler, er på tredjehøjeste niveau i verden, World Group II. Med en sejr kan Danmark se frem til en interessant kamp om oprykning til World Group I i starten af det nye år.
Danmarks Davis Cup-trup
August Holmgren
- Født: 22. april 1998 (24 år)
- Klub: Gentofte
- Fra Snekkersten
- Rangering single: 581
- Rangering double: 806
- Davis Cup-debut: 2017
- Bonus: Ubesejret i Davis Cup (5 ud af 5 sejre)
Johannes Ingildsen
- Født: 7. januar 1997 (25 år)
- Klub: KB
- Fra København
- Rangering single: 638
- Rangering double: 300
- Davis Cup-debut: 2019
- Bonus: Har vundet seks professionelle doubletitler i år
Christian Sigsgaard
- Født: 14. marts 1997 (25 år)
- Klub: Gentofte
- Fra Næstved
- Rangering single: 820
- Rangering double: 727
- Davis Cup-debut: 2015
- Bonus: Har netop været med til at vinde det svenske holdmesterskab
Elmer Møller
- Født: 9. juli 2003 (19 år)
- Klub: KB
- Fra Aarhus
- Rangering single: 874
- Rangering double: 1322
- Davis Cup-debut: –
- Bonus: Regerende dansk mester
Davis Cup-kaptajn: Frederik Løchte Nielsen
Team sponsor: STATE drinks
Program for Davis Cup-ugen
- Torsdag den 13.-15. september: Indledende træningssessioner
- Fredag den 16. september: Holdopstilling og lodtrækning
- Lørdag den 17. september kl. 18 dansk tid: To singler bedst af tre sæt
- Søndag den 18. september kl. 17 dansk tid: En double efterfulgt af to singler bedst af tre sæt