Game On i Aalborg: 50 kvinder, høj stemning og sjove doubler

Da Aalborg Tennis Klub afholdt Game On-turnering i damedouble, var der både kamperfaring, fællesskab og grin på programmet – og selv ikke et enkelt skybrud til slut kunne ødelægge stemningen.

Solen skinnede over Aalborg – i hvert fald det meste af dagen – da 50 kvinder fra hele Nordjylland og Midtjylland deltog i en Game On-turnering i damedouble i starten af juni. Med deltagere fra 12 forskellige klubber og kampe tilpasset spillernes niveau var der dømt intens hygge og god tennis på anlægget hos Aalborg Tennis Klub.

Turneringen er en del af Dansk Tennis Forbunds ”Game On”-koncept, som gør det nemt og overskueligt at afholde sociale, niveaudelte turneringer for både øvede og begyndere. Game On-turneringerne giver dig nemlig mulighed for at få et World Tennis Number. Med WTN kan alle spillere på tværs af køn, alder og tenniserfaring få en rating, der med et enkelt tal indikerer deres niveau.

Artiklen fortsætter under billedet…

I Aalborg var det ikke første gang, der blev spillet damedouble, men det var kun anden gang, det skete i Game On-regi – og det har løftet turneringen til nye højder.

”Vi har kørt denne turnering i mere end ti år, men det er først med Game On-konceptet, vi har kunnet få så mange med. Når vi har så fint et anlæg og syv så gode tennisbaner, så ville det være ærgerligt ikke at udnytte, så det har været helt oplagt at holde en Game On-turnering med hjælp fra både DTF, JTU og Tournament Software,” fortæller arrangør Kirsten Ihle Hjulmand fra Aalborg Tennis Klub.

Et format, der virker

Game On-turneringerne er bygget op, så alle deltagere spiller flere korte kampe mod jævnbyrdige modstandere. Det giver både spænding og mulighed for at lære noget – samtidig med at det sociale er i højsædet.

”Jeg tilmeldte mig, fordi jeg trænger til at komme ud og spille kamp med mennesker, jeg ikke har mødt før. Jeg har været med et par gange før. Jeg kan godt lide, at man spiller på tid,” siger Nina Hansen fra ØBG Silkeborg.

Signe Rytter Lund fra Aalborg Tennis Klub var også med på hjemmebane:

”Jeg synes, at det er megafedt. Det er gået rigtig godt – måske ikke resultatmæssigt for os, men arrangementsmæssigt har det været super. Vi har fået kamperfaring, og det var hele pointen.”

En hel tennisdag – med det hele

Det var ikke kun tenniskampene, der trak smil frem. Deltagergebyret inkluderede morgenmad, frugt og snacks i løbet af dagen og en frokost, der blev nydt i fællesskab i klubhuset. To frivillige hjalp til i køkken og på banerne, og selv da et sent skybrud satte en stopper for den sidste placeringskamp, var stemningen stadig i top.

Artiklen fortsætter under billedet…

”Det har fungeret virkelig godt, at alle er kommet til at spille mod nogen på deres eget niveau. Det giver nogle tætte og spændende kampe, og det er dét, der giver folk lyst til at komme igen,” siger Kirsten Ihle Hjulmand.

Og komme igen – det lader til, at mange har lyst til.

”Det kunne jeg sagtens finde på,” lyder det prompte fra Nina Hansen, da hun bliver spurgt, om hun vil spille Game On igen.

Artiklen fortsætter under billedet…

Kommende Game On-turneringer

Er du interesseret i at spille med i en #GameOn-turnering? Så hold øje med udbuddet af turneringer i Tournament Software og søg på ’game on.’

Lige nu har vi følgende #GameOn-turneringer i kalenderen: 

Fakta om Game On

  • Spilles i fire niveauer: A, B, C og D-række
  • Alle kampe tæller med i spillerens World Tennis Number (WTN)
  • Afvikles på 3-4 timer og fokuserer på både spil og fællesskab
  • Find kommende turneringer i Tournament Software – søg på ”Game On”

Har din klub lyst til at være vært for en Game On-turnering?

Kontakt DTF’s turneringskonsulenter og få hjælp til planlægning, opsætning og rekruttering.

Bo Andersen (vest) – boa@tennis.dk
Andreas Berner (øst) – anb@tennis.dk
Nicklas Junge (øst) – nij@tennis.dk