Dansk Tennis Forbunds generalforsamling skulle være afholdt 3. januar 2021. Men en enig bestyrelse har på grund af de nye restriktioner i 38 kommuner og høje smittetal besluttet at udskyde generalforsamlingen endnu en gang.
Dansk Tennis Forbunds Generalforsamling 2020 har været udsat to gange. Først i marts og siden i september på grund af corona-virus. Den var senest planlagt til afholdelse den 3. januar 2021 i Odense.
Bestyrelsen i Dansk Tennis Forbund har imidlertid besluttet at udsætte generalforsamlingen endnu en gang.
Med de seneste restriktioner for 38 af landets kommuner sendte myndighederne en klar besked om, at der er brug for mindre aktivitet i vores samfund.
Generalforsamlingen bringer folk sammen fra hele landet og foregår indendørs. Faktorer, der kan skabe utryghed for deltagerne. Sammenholdt med de øgede smittetal har DTF’s bestyrelse set sig nødtaget til at udsætte generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er et vigtigt forum for diskussion af sportens fremtid og fundamentet for forbundet som demokratisk organisation. DTF’s bestyrelse håber, at vi snarest muligt kan afvikle generalforsamlingen.
En ny dato vil blive meldt ud, så snart situationen tillader det.