Dansk Tennis Forbunds generalforsamling skulle være afholdt 20. september 2020. Men en enig bestyrelse har af corona-hensyn besluttet at udskyde generalforsamlingen endnu en gang.
Oprindeligt skulle Dansk Tennis Forbunds generalforsamling være afholdt som vanligt i marts måned. Men det fik corona-virussens indtog og nedlukningen af Danmark sat en effektiv stopper for.
Generalforsamlingen blev derfor flyttet til 20. september 2020 i Nyborg. Men da smittetallene i Danmark igen er stigende og har nået det højeste niveau siden april måned, har en enig bestyrelse besluttet at udsætte generalforsamlingen endnu en gang.
Dansk Tennis Forbunds generalforsamling vil blive afholdt, så snart situationen tillader det.
”Det har ikke været en nem beslutning, da DTF’s generalforsamling er den vigtigste politiske begivenhed i kalenderen og øverste myndighed i forbundet. Men med den nuværende situation mener vi ikke, at det kan lade sig gøre at gennemføre generalforsamlingen 20. september,” siger formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen.
Som grundlag for beslutningen om udsættelse ligger den seneste uges udvikling af corona-smitte i Danmark. Denne udvikling har resulteret i en række skærpede restriktioner og anbefalinger, herunder en sænkning af forsamlingsforbuddet fra 100 til 50 i 18 kommuner.
Generalforsamlingen bringer folk sammen fra hele landet og foregår indendørs. Faktorer, der kan skabe utryghed for deltagerne. Sammenholdt med de øgede smittetal har DTF’s bestyrelse set sig nødtaget til at udsætte generalforsamlingen.
DTF’s bestyrelse håber, at vi snarest muligt kan afvikle generalforsamlingen. Så kan vi samlet i tennisdanmark tage de vigtige diskussioner:
Hvordan skal vi få endnu mere vind i de sejl, der unægteligt blæser tennissportens vej netop nu med tre års medlemsfremgang? Hvordan skruer vi bedst det store samarbejde med DGI Tennis sammen til glæde for klubberne? Hvordan stiller tennisdanmark sig overfor de fremlagte vedtægtsændringer?
En ny dato vil blive meldt ud, så snart situationen tillader det.