Flere seedede spillere måtte nøjes med en enkelt kamp i singlerækkerne ved DM i Aalborg.
Det sportslige niveau fik et ekstra nøk op torsdag ved DM i tennis. Det var nemlig dagen for 2. runde, hvor de seedede spillere trådte ind i turneringen.
Niveauet var i hvert fald helt i top i dagens allerførste kamp. Førsteseedede Johannes Ingildsen havde fået en særdeles vanskelig lodtrækning, idet han skulle møde klubkammeraten fra KB, Philip Hjorth.
Den hårdtslående Hjorth, der sidste år nåede helt til DM-finalen, kom forrygende fra start og vandt første sæt med 6-0. Davis Cup-spilleren Ingildsen kom dog stærkt tilbage og tog andet sæt med 6-3.
I afgørende sæt fulgtes spillerne ad til stillingen 5-5. Her var Philip Hjorth stærkest, da det galt. Og foran et talstærkt publikum lukkede han sættet og kampen til 7-5 på sin første matchbold.
Philip Hjorth står i fredagens kvartfinale overfor Birkerøds Yakup Uzunel. I lighed med Hjorth gjorde Uzunel det af med en seedet – nemlig finalisten fra indendørs DM, Jonas Schwarz, fra Rødovre.
Overlegen Overbeck
Eneste tilbageværende seedede spiller i øverste halvdel af herrernes lodtrækning er Carl Emil Overbeck. KB’eren, der bruger det meste af året på college i Berkeley, gjorde det sikkert af med en anden collegespiller Gustav Theilgaard (Lyngby) med cifrene 6-2, 6-3.
Overbeck får i kvartfinalen fornøjelsen af Patrick Kristensen. Give-spilleren, der var med til at vinde DM-guld for hold sidste år, gjorde det af med den ottendeseedede KB-spiller, Martin Nygård Knudsen.
I nederste halvdel af lodtrækningen var den tredobbelte udendørs danmarksmester Christian Sigsgaard aldeles suveræn. Den jyske mester Christoffer Sander Nørby (Aarhus 1900) blev kun levnet et enkelt parti.
Sigsgaard møder nu Anders Grinderselv. Den indendørs danmarksmester fra KB uddelte briller til HRT’s Anders Bjørn Møller.
Den sidste kvartfinale bliver et opgør mellem Elmer Møller (KB) og Oskar Brostrøm Poulsen (Gentofte). Begge levnede ikke deres modstandere mange chancer i 2. runde.
Den forsvarende mester godt fra start
Den forsvarende danmarksmester hos damerne, Hannah Viller Møller (Gentofte), fik en fejlfri start på sit titelforsvar med en 6-0, 6-0 sejr over Mariam Hassouneh (Rødovre). Viller Møller skal nu op imod Laura Brunkel fra Lyngby. Brunkels modstander Sarafina O. Hansen fra Birkerød måtte trække sig med en ankelskade, da hun var bagud 6-2, 4-2.
2. runde blev endestation for tredjeseedede Vilma Krebs Hyllested. KB’eren tabte til klubkammeraten Elin Brun Créton i to sæt.
Aalborgs håb blev slukket
Torsdag blev også sidste optræden i single for Aalborg Tennisklubs Dominika Olszewska. Den 43-årige spillere, der tidligere har ligget nummer 353 på verdensranglisten i double, var kommet gennem kvalifikationen og havde vundet 1. runde.
Men mod den andenseedede Karoline Laursen fra KB måtte Aalborg-spilleren se sig slået. Olszewska gav sig dog ikke uden kamp. Laursen måtte bruge tre sæt for at vinde 6-2, 2-6, 6-1.
I kvartfinalen får Karoline Laursen igen jysk modstand, når Annelieke Steenhuisen fra Aarhus 1900 venter. Steenhuisen, der var gennem kvalifikationen, besejrede seedet 6, Sofie Vindberg Nielsen fra Rødovre.
Det blev i det hele taget ikke nogen god dag for rødovrespillerne. Olivia Thiemke (4) tabte en meget lang kamp til Cecilie Wiche. Fruens Bøge-spilleren er den sidste tilbageværende repræsentant for fynsk tennis ved DM.
Favoritsejre i mix
Torsdagen blev sluttet af med åbningen af mixeddouble-rækken. Her blev det til lutter favoritsejre.
Således hedder semifinalerne Hannah Viller Møller/Christian Sigsgaard (Gentofte) mod Emma Håkansson (HIK)/Patrick Kristensen (Give) og Zoe Du Pasquier Jensen (KB)/Oskar Brostrøm Poulsen (Gentofte) mod Karoline Laursen/Carl Emil Overbeck (KB).
Husk, at Dansk Tennis Forbund livestreamer fra finalerne søndag fra klokken 10. Streamen findes her.
Facts om DM-ugen
Årets DM i tennis er en del af DM-ugen, der er et nyt stort sport-event, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt. Et slags mini-OL på dansk grund. DM-ugen afholdes også i Aalborg i 2023.
- +180 danmarksmestre
- +100 discipliner
- 50 sportsgrene
- 28 forbund
Det er DIF (Danmarks Idrætsforbund), der står bag DM-ugen i samarbejde med værtsbyen Aalborg. Koordinationen sker sammen med de mange forbund, der selv arrangerer og afvikler deres DM – oftest i samarbejde med en lokal forening.
Sociale medier og app
- Facebook: www.facebook.com/DMugen
- Instagram: @dmugen_dk
- #dmugen
- Download DM-ugens app: https://appmiral.com/project/dm-ugen/