Hansen og Malmkjær klar hovedturneringen i Køge

Mandag var glæden stor hos Sarafina Hansen og Emma Malmkjær, der begge spillede sig i hovedtureringen ved 25.000 dollars-turneringen i Køge. Første runde af hovedturneringen begynder tirsdag.

Sarafina Hansen spillede sig som den første dansker videre til hovedturneringen i Køge.

Mandag skulle der tages hul på kvalifikationsfinalerne i 25.000-turneringen i Skovbakken Tennis, hvor fire danskere havde chancen for at spille sig i hoveturneringen, der starter tirsdag.

Turneringen i Køge har en samlet præmiesum på 25.000 dollars – en såkaldt W25. Det betyder samtidig, at vinderen er sikret 50 WTA-point. Derfor er der mange gode grunde for spillerne til at gøre sig forhåbninger om at komme langt i turneringen.

I dagens første kvalifikationsfinaler stod Sara Børkop og Olivia Thiemke. Børkop havde sikret sig en plads i kvalifikationsfinalen efter en flot sejr dagen forinden mod landsmanden Elena Jamshidi. Men dagens udfordring blev for stor. På den anden side af nettet stod hollænderen Anouk Koevermans, der er seedet 2 i kvalifikationen, og hun tog alle partier i kampen.

Heller ikke i kvalifikationsfinalen, der blev spillet ved siden af, var der dansk succes. Olivia Thiemke mødte Grækenlands Eleni Christofi, der kun afgav tre partier i kampen.

To danskere videre

Efter to danske nederlag var der brug for noget opløftning. Og den kom Sarafina O. Hansen med. Den danske Billie Jean King Cup-spiller stod overfor en på papiret svær udfordring. Litauiske Klaudija Bubelyte var seedet 3 i kvalifikationen, men Sarafina sendte den ene knaldhårde baghånd over nettet efter den anden og vandt sikkert i to sæt.

”Jeg er rigtig glad. Mit mål var at gå ind og spille frit og have det sjovt,” sagde Sarafina Hansen efter kampen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Emma Malmkjær tog dagens anden danske sejr.

Den danske optur fortsatte, da Emma Malmkjær trådte på banen. Hun kom foran i sin kvalifikationsfinale mod Jantje Tilbuerger fra Tyskland. Men ved stillingen 3-2 i danskerens favør brød regnen løs. Efter en lang pause kunne spillerne gå på banen igen. Første sæt skulle afgøres i tiebreak, som gik Malmkjærs vej. I andet sæt kom danskeren foran 2-1, før tyskeren trak sig.

I hovedturneringen tilslutter Sarafina Hansen og Emma Malmkjær sig Johanne Svendsen, Hannah Viller Møller, Rebecca Munk Mortensen og Mille Mørk. Første runde af hovedturneringen bliver spillet tirsdag og onsdag.

Følg med på SPORT LIVE 

Der er masser af tennis hver dag på anlægget i Skovbakken, hvor der er fri entré. Alternativt kan du følge med søndag, når SPORT LIVE sender live fra finalen kl. 10.

FAKTAITF World Tennis Tour i Køge

  • Dato: 30. juli-6. august 2023
  • Sted: Køge Tennis & Padel Klub
  • Underlag: Grus
  • Præmiesum: $25.000
  • Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single
  • Deltagere i kvalifikationen: 24 spillere
  • Deltagere i double: 16 par
  • WTA-point: 50 til vinderen, 30 til finalisten og 18 til semifinalisten

Følg turneringen på tv

SPORT LIVE er til stede ved de afgørende kampe, hvor de sender direkte i dit tv, så du kan følge med lige der, hvor du er. Se med fra den 4.-6. august (kvartfinaler, semifinaler og finaler).