Sarafina Hansen kan vinde DM på hjemmebane, når hun lørdag møder Sophia Ragus. Herrernes finale bliver en gentagelse af DM-finalen udendørs.

Sidste års indendørs danmarksmester Gustav Theilgaard har lørdag mulighed for at genvinde DM-guldet. På den anden side af nettet venter klubkammeraten fra Gentofte Christian Sigsgaard. Dermed er der lagt op til en gentagelse af DM-finalen fra udendørs ved DM-ugen i Aalborg, hvor Sigsgaard vandt.
Gustav Theilgaard vandt en lang og meget velspillet semifinale mod KB’eren Benjamin Hannestad med 4-6, 6-3, 7-5.
Nemmere gik det i semifinalen for Christian Sigsgaard, som slog Nikolaj Katic (B.93) med 6-3, 6-4. Sigsgaard har fire individuelle DM-titler udendørs på CV’et. I sommer var han med til at vinde hold-DM med Gentofte for første gang. Men han endnu til gode at vinde inde DM.
“Det vil betyde meget. Jeg har altid vægtet DM højt i alle kategorier, om det er single, double, mix eller hold. Nu fik jeg hold sidste år, og den har jeg kæmpet for i stort set al den tid, jeg har spillet tennis. Så det vil være fedt at få DM inde og fylde pladen lidt mere ud,” siger Christian Sigsgaard.
Lørdag fra klokken 11 er der finaler. Dansk Tennis Forbund byder på gratis kaffe og croissanter så længe lager haves til tilskuerne på finaledagen. Tilskuere kan deltage i lodtrækningen om 2 gange 2 billetter til Danmarks Davis Cup-kamp mod Bulgarien til september.
Ny DM-finale til Sarafina
Når kvindernes indendørs DM-finale sættes i gang lørdag klokken 11 på Østerbro, er der garanti for en ny danmarksmester. Finalisterne Sarafina Hansen, der er på hjemmebane i B.93, og den nyslåede Billie Jean King Cup-spiller, Sophia Ragus fra Gentofte, har nemlig begge deres første DM-guld til gode.
På papiret må Sarafina Hansen tage favoritværdigheden på sine skuldre. Både fordi hun er seedet 1, men også fordi hun har overtaget i indbyrdes opgør. De har mødt hinanden to gange indenfor det seneste år. Begge gange er kampen gået i tre sæt, og begge gange har Sarafina Hansen kunne trække sig sejrrig ud af opgøret.

I dagens semifinale leverede Sarafina Hansen en solid sejr på 6-3, 6-4 over fjerdeseedede Sofia Mortensen (HIK). Når Hansen i morgen spiller DM-finale, er det ikke en helt ny oplevelse. Hun nåede også finalen udendørs i Aalborg, hvor hun dog blev slået af Emma Kamper.
Den erfaring håber Sarafina Hansen kommer hende til fordel lørdag formiddag.
“Jeg kan bruge det, så jeg ikke bliver så nervøs, når der sikkert kommer ret mange og kigger ligesom i sommer i Aalborg. Jeg er selvfølgelig stadig spændt og sådan noget, men jeg er nok lidt mere forberedt på det. Nu er det også på hjemmebane, hvor alle mine trænere er her. Det betyder meget. Det bliver megafedt,” siger Sarafina Hansen.
Skade satte stopper for Samavati
Sophia Ragus vej gennem semifinalen blev nemmere, end hun havde ønsket. Modstanderen Sofia Samavati er netop vendt tilbage fra et flerårigt skadesmareridt og spillede en særdeles lang kvartfinale torsdag.
Det kunne kroppen desværre ikke holde til endnu. Foran 3-2 og 40-0 i første sæt satte fysikken ud for Samavati, som måtte trække sig med en fibersprængning.
“Det er selvfølgelig ikke den fedeste måde at spille sig i en finale på, her hvor Sofia måtte trække sig. Jeg ville gerne spille en god, fuld kamp, for det synes jeg, at vi gjorde sidst (ved Medaljespillet for et par uger siden red.). Så jeg hopper bare, at kroppen hurtigt bliver god for hende igen,” siger Sophia Ragus.

Den andenseedede vendte hurtigt blikket mod finalen.
“Det bliver en spændende finale. Jeg tror helt sikkert på, at jeg har chancer der. Men hun er en god spiller, så det skal nok blive en god kamp.”
Damernes finale spilles fra klokken 11 hos B.93. Herrernes finale følger efter. Der er fri entré til DM-finalerne.