På trods af et nederlag i finalen ved ATP-turneringen Sofia Open kan Holger Rune se frem til igen at indtage sin hidtil bedste placering på verdensranglisten som nummer 26.
Søndag skulle Holger Rune forsøge at vinde årets anden ATP-titel, efter han i foråret gik hele vejen ved Munich Open. Modstanderen i finalen ved indendørsturneringen Sofia Open var Marc-Andrea Huesler.
Scweizeren havde succes med at bryde Holger Runes serv i kampens allerførste parti. Det servegennembrud var nok til at Huesler kunne sikre sig første sæt med 6-4.
I andet sæt fulgtes de to ad. Ved 5-6 havde Holger Rune to sætbolde i Hueslers serv. Men schweizeren red stormen af og tvang sættet i tiebreak.
I tiebreaken bølgede det frem og tilbage. Huesler havde matchbold ved 5-6, hvor Holger Rune dygtigt fik afværget. Herefter fik danskeren i to omgange sætbold uden det dog gav sætgevinst. Til sidst blev det i stedet Marc-Andrea Huesler, der kunne juble efter han havde vundet sin første ATP-titel på sin anden matchbold.
Tilbage som nummer 26
Finalepladsen i Sofia vil også bringe Holger Rune tilbage på karrierens foreløbigt bedste placering på verdensranglisten. I starten af august måned lå danskeren nummer 26, og den placering vil han endnu en gang indtage mandag, når ranglisten opdateres.
De gode resultater denne uge har også garanteret Holger Rune en plads ved Intesa Sanpaolo Next Gen ATP Finals for andet år i træk. Turneringen spilles den 8.-12. november i Milano.
Holger Runes vej til finalen
- Første runde: Tim van Rijthoven 7-6, 7-6
- Anden runde: Lorenzo Sonego 6-7, 6-4, 6-3
- Kvartfinale: Ilya Ivashka 6-2, 5-7, 6-4
- Semifinale: Jannik Sinner 5-7, 6-4, 5-2 rtd.