Det danske stortalent Holger Rune vandt søndag sin tredje titel som professionel i år. I finalen ved en $15.000-turnering i Antalya besejrede han en østrigsk kvalifikationsspiller.
Holger Rune kommer til at slutte året i top-500 på verdensranglisten. Det blev slået fast med syvtommersøm, da han søndag vandt sin tredje titel på ITF Men’s World Tennis Tour.
I finalen ved $15.000-turneringen i Antalya var der reelt klasseforskel, da det danske stortalent slog Filip Misolic. Østrigeren havde været gennem kvalifikationen, inden han spillede sig i finalen. Men her havde han ingen chance. Holger Rune bragte sig foran med 6-0, 4-0, inden Misolic trak sig med en skade.
Med sejren i Tyrkiet kan Holger Rune tilføje 10 ATP-point til sine i forvejen 64, når verdensranglisten opdateres 14. december. Den pointhøst vil bringe ham op og ligge lige udenfor top-470. I øjeblikket ligger han nummer 508.
I efteråret vandt Holger Rune turneringer i Klosters (Schweiz) og Valldoreix (Spanien). I næste uge spiller Holger Rune endnu en $15.000-turnering i Antalya.
Holgers vej til sejren i Antalya
- runde: Matteo Gigante (ITA) 6-1, 6-1
- runde: Alexander Donski (BUL) 5-7, 6-3, 6-3
- Kvartfinale: Sebastian Gima (RUM) 6-1, 6-0
- Semifinale: Evgenii Tiurnev (RUS) 7-6(7), 7-6(9)
- Finale: Filip Misolic (AUT) 6-0, 4-0 ret.