Idrættens frivillige hyldes med stor pris

Der venter vinderen af prisen ’DIF og Arbejdernes Landsbanks Årets Frivillig’ en check på 75.000 kroner og ikke mindst en kæmpe hyldest foran hele Danmark ved det store tv-show Sport 2024. Danskerne kan nu indstille frivillige ildsjæle fra foreningslivet til den prestigefyldte pris.

Præmieuddeling er bare en af mange vigtige roller, som frivillige tager sig af i det danske foreningsliv. Nu skal de frivillige hyldes med prisen ’DIF og Arbejdernes Landsbanks Årets Frivillig’.

De træner børn. De træner voksne. De arranger turneringer, sociale arrangementer og et utal af andre begivenheder. De er referees, kagebagere, foreningsformænd, praktiske hjælpere, klubkasserere og holdledere. De er limen i dansk foreningsidræt, og de skal nu hyldes i stor stil.

Alle danskere har nu mulighed for at indstille en frivillig ildsjæl fra det danske idræts- og foreningsliv til at blive ’DIF og Arbejdernes Landsbanks Årets Frivillig’. Vinderen af prisen hyldes ved DR’s store tv-show Sport 2024, som foregår den 4. januar i Jyske Bank Boxen i Herning.

Med prisen følger hele 75.000 kroner. De 25.000 kroner går personligt til vinderen af prisen. De øvrige 50.000 kroner går til den idrætsforening, som modtageren af prisen repræsenterer. Desuden vil 2. og 3. pladsen også blive inviteret til tv-showet i Herning og modtage 10.000 kroner hver.

Kender du en træner, et bestyrelsesmedlem, en holdleder, en hjælper eller en helt femte person, der fortjener en unik anerkendelse, så er det nu, du skal nominere ildsjælen.

Indstil en frivillig her

Kandidaterne indstilles af medlemmer og andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger. Man kan ikke indstille sig selv, og samme person kan kun indstilles til prisen én gang. For at komme i betragtning til at vinde prisen skal man være tilknyttet en idrætsforening under et af DIF’s 62 specialforbund.

Indstillingsperioden kører fra den 28. oktober 2024 til 17. november 2024.

Læs mere om prisen her