Fire danskere blev til to, da der skulle spilles 2. runde i M25 i Skovbakken.

Det danske sommervejr kan man ikke stole på – heller ikke i smilets by Aarhus. Regn, regn og atter regn prægede det meste af formiddagen og eftermiddagen.
De 2. runde-kampe, der skulle være gået i gang klokken 12 blev først sat i gang seks timer senere. På grund af det pressede program stod det også hurtigt klart, at kvartfinalerne i doubleturneringen var nødt til at blive rykket til fredag.
Men efter en masse ventetid kunne spillerne i single gå på banen. Det første opgør med dansk islæt stod mellem turneringens seedet 2, August Holmgren, og Kane Ganley. De to danskere fulgtes ad til 5-5, før Ganley efter et maratonparti brød Holmgrens serv. Det så lyst ud for den unge dansker, der dermed kunne serve sættet hjem. Men sådan gik det ikke. Holmgren brød tilbage, og sættet skulle afgøres i en tiebreak. Efter en tæt affære kunne Ganley dog knytte nerven, og sættet var hjemme.
Chokket over den svære start blev rystet af, og i andet sæt skruede August Holmgren op. Gentofte-spilleren, der må siges at have favoritværdigheden på sin side, da han med en aktuel rangering som verdens nummer 310 er godt 700 pladser længere fremme på verdensranglisten end sin modstander, tog andet sæt 6-4. I det afgørende sæt stod der Holmgren på det meste, og det sikrede ham en kvartfinaleplads.
Det var en også glad og lettet kvartfinalist, der havde store roser om sin modstander efter kampen.
”Det var en helt vanvittig kamp, Kane og jeg spillede. Jeg er virkelig imponeret over hans niveau. Han startede helt vildt aggressivt, og så lavede jeg nogle gode justeringer, der tvang spillet mere over på mine præmisser. Det, tror jeg, chokerede ham lidt, så jeg kunne få lov til at tage styringen mere. Det er sådan nogle kampe, man spiller tennis for. Så virkelig fedt,” sagde August Holmgren.
Møller videre, Sigsgaard ude
Det blev ingen maratonkamp for Elmer Møller, der er seedet 1 i turneringen. Der var nemlig ingen problemer i jagten på en kvartfinaleplads. Han kørte på fra start og vandt uden svinger i valsen i to sæt 6-3, 6-1 over sin østrigske modstander Jonas Trinker, der aldrig fik et ben til jorden i opgøret mod den forsvarende mester i Aarhus.
”Jeg synes, at jeg får spillet en god kamp og får gjort de ting, jeg gerne vil. Så jeg er glad,” sagde Elmer Møller efter kampen.
Helt så let gik det ikke i den sidste 2. runde-kamp med en dansker på banen. Christian Sigsgaard stod over for seedet 4, Lucas Gerch fra Tyskland. Men der var tysk dominans fra start til slut, og den danske Davis Cup-spiller måtte se sig slået i to sæt 6-0, 6-2.
De forsvarende mestre i doublesemifinalen
Selvom der aldrig kom gang i doubleturneringen torsdag, så er August Holmgren og Christian Sigsgaard, der vandt doubleturneringen sidste år, alligevel et skridt tættere på at kunne gentage succesen. Modstanderparret i kvartfinalen, Buvaysar Gadamauri/Jelle Sels, der var seedet 3, havde trukket sig dagen forinden, og det betød, at den danske doublekonstellation er videre til semifinalen helt uden kamp.
Den anden og sidste kvartfinale med dansk islæt står Carl Emil Overbeck og Oskar Brostrøm for. De står overfor det førsteseedede par i doubleturneringen James Davis/Mark Whitehouse fra Storbritannien.
Danske resultater torsdag
- Elmer Møller (1) – Jonas Trinker (AUT) 6-3, 6-1
- August Holmgren (2) – Kane Ganley (5)6-7, 6-4, 6-2
- Lucas Gerch (GER) (4) – Christian Sigsgaard 6-0, 6-2
- August Holmgren/Christian Sigsgaard – Buvaysar Gadamauri (BEL)/Jelle Sels (3) (NED) WALKOVER
Tv på SPORT LIVE torsdag – søndag
Tv-kanalen SPORT LIVE viser dansk tennis fra både Elitedivisionen og danske mesterskaber. Samtidig er kanalen også med ved turneringen i Skovbakken, hvor SPORT LIVE transmittere fra de afgørende kampe:
- Fredag: Kl. 12-17
- Lørdag: Kl. 10–15
- Søndag: Finale fra kl. 10
FAKTA: ITF World Tennis Tour i Aarhus
- Navn: M25 Aarhus
- Kvalifikation: 9.-10. juni 2024
- Kvalifikation: 11.-16. juni 2024
- Sted: Skovbakken Tennis
- Underlag: Grus
- Præmiesum: $25.000
- Deltagere i hovedturneringen: 32 spillere i single (heraf 8 spillere fra kvalifikationen og 4 wildcards)
- Deltagere i kvalifikationen: 32 spillere (heraf 5 wildcards)
- Deltagere i double: 16 par (heraf 3 wildcards)
- ATP-point: 25 til vinderen, 16 til finalisten og 8 til semifinalisten