ITF World Tennis Number kommer til Danmark

Det verdensomspændende ITF World Tennis Number står til at blive en gamechanger for spillere, klubber, unioner og forbund. Rating-systemet indføres næste uge i Danmark.

W.T.N. Som tennisspiller kan du roligt begynde at øve dig på en ny trebogstavs forkortelse. For på tirsdag den 24. maj indføres ITF World Tennis Number (WTN) nemlig i Danmark.

ITF World Tennis Number er et nyt rating-system, som vil gøre det nemmere for alle, der spiller tennis i Danmark at møde modstandere med tilsvarende niveau på tværs af alder og køn.

Har du indenfor de sidste fire år spillet turneringer, holdkampe eller andet, vil du i DTF’s turneringsunivers, Tournament Software, kunne se to nye tal fra den 24. maj. Nemlig dit WTN for henholdsvis single og double.

Din rating ligger mellem 40 og 1. Hvor lavere dit tal er, des bedre vurderes du til at være af systemet.

WTN er for alle

Jo mere du spiller, jo mere nøjagtigt bliver dit WTN. Så i første omgang vil indførelsen af WTN i Danmark især blive sjov for de spillere, der allerede har spillet mange kampe til turneringer og holdkampe.

Men ITF World Tennis Number er for alle.

Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis tror på, at WTN bliver et formidabelt redskab, der kommer til at gøre det lettere for klubber og spillere at lave nye spændende turneringsformater, sætte ranglister, lave træningshold, og måske hjælpe spillere til at finde en ny makker, fordi niveauet matcher.

Kort sagt er målet, at flere skal have lyst til at spille flere kampe – hele livet.

Derfor bliver der også indført en ny turneringsform – #GameOn turneringer – som målrettes voksne med lille eller ingen turneringserfaring. Stævnerne er kønsneutrale og spilles i puljer. Har du ikke i forvejen et WTN, vil du få et efter kun et enkelt stævne.

Ses om en uge

Måske sidder du tilbage med nogle spørgsmål, og vi har meget mere at fortælle. Det glæder vi os til at lade jer høre, når vi går i luften med ITF World Tennis Number tirsdag den 24. maj.

I mellemtiden har vi samlet de vigtigste fakta herunder.

FAKTA: Vil du vide mere om WTN?

Worldtennisnumber.com

ITF World Tennis Number er for alle tennisspillere uanset niveau, alder eller køn

Kort sagt er det…

  • et verdensomspændende rating-system, hvor man kan se sit eget niveau på en skala fra 40 (nybegynder) til 1 (de bedste i verden)
  • en separat rating for single og double
  • en algoritme der laver en personlig rating til dig
  • en algoritme, der tæller sæt og kampe – så des mere du spiller, des mere nøjagtig bliver din rating
  • en digital og personlig ’Game zONe’, som hjælper dig med at finde modstandere med en tilsvarende rating

Har du allerede en profil hos Dansk Tennis Forbund i Tournament Software og har spillet kampe indenfor de sidste fire år, vil du allerede have et ITF World Tennis Number.

Danmark er et af de første lande i verden til at indføre WTN. Det engelske forbund, LTA, Irland, Singapore og Litauen er allerede i gang. Danmark og det amerikanske forbund, USTA, er de næste i rækken.

ITF World Tennis Number er udviklet af det internationale tennisforbund. ITF arbejder sammen med 130 nationale og regionale forbund om udbredelsen af ITF World Tennis Number.